Jeg tager det aldrig for givet igen


Om lidt skal jeg ind og have taget blodprøver. Jeg har fundet et sted tæt på sommerhuset. Hvis blodprøverne er okay, skal jeg have medicin på torsdag.

Vi har ferie, alligevel skal jeg et smut i den røde stol. Lytte til den søvndyssende 'klik' lyd fra maskinen, der sørger for, at medicinen gives med den korrekte hastighed. Præmedicinen - en sprøjte binyrebarkhormon og en sprøjte antihistaminer, som gør, at jeg kan tåle medicinen - gør mig så træt.

Jeg skal på sygehuset, for sygdom kan jeg jo, og desværre, ikke holde fri fra.

Det er okay. Faktisk kunne hele verden falde sammen, og jeg ville være okay (du ved, overdrivelse fremmer vel forståelsen).

Anders og jeg er sammen. Altså vaskeægte sammen. Vi kan både kysse og kramme. Det er helt fantastisk.



Da corona kom, blev vi adskilt. Jeg i et sommerhus 90km fra hjemmet. Det var svært, og savnet var enormt.

Efter over 40 dage, hvor udendørs besøg, med 2 meters afstand, var min eneste kontakt til andre mennesker, føltes det ubeskriveligt, da vi endelig kunne være sammen*.

Natten inden kunne jeg ikke sove af bare spænding over, at Anders kom dagen efter. For ingen drøm kunne måle sig med den virkelighed som jeg snart skulle opleve.

Jeg stod op, gik lidt rundt om mig selv, og endelig trillede den grå bil ind i indkørslen.

Anders steg ud og jeg sprang i hans favn.


Social amputation

Den mest fantastiske og specielle følelse på én gang. Hans arme føltes så vidunderlig omkring mig, men min krop forstod det ikke. Som om de mange ugers fravær af berøring fik mine nervebaner til at blive lammet… På én gang væltede der så meget lykke indover mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af det.

Havde den sociale amputation ødelagt mig?

Heldigvis ikke. For der gik ca. 10 min, og pludselig forstod jeg alt det, der nu skete.

Tårerne trillede ned af mine kinder. Og de blev ved. Lykken boblede i kroppen.

På én gang, blev der frigivet store mængder oxytocin (kærlighedshormonet). Og jeg mærkede, hvor stærke stoffer hjernes apoteket kan give.

Hele ugen gik jeg rundt i en "lyserød verden". Jeg har aldrig mærket noget lignende. Følelsen var stærkere end en forelskelse. Jeg blev afslappet, og godt tilpas. Samtidig fløj sommerfugle rundt i kroppen, og gav mig en energi, der gjorde, at søvn var noget jeg kunne vente med.

Følelsen fortsatte ind i den efterfølgende uge, hvor vi igen skulle leve afstands livet.

Nu har vi sommerferie - sammen. Vejret er kedeligt, vi skal tænke kreativt, når vi skal ud, for vi må ikke være for tæt på andre. Men det er lige meget. For bare jeg har min Anders, så har jeg alt jeg behøver.

Jeg ved ikke, hvor længe corona er her. Men jeg vèd, at hvis bare jeg kan få de her åndehuller med nærvær, så kan jeg komme hel igennem.

Og jeg lover aldrig mere at tage en berøring på skulderen, et kys på panden og et varmt og trygt kram for givet.


*for at være tæt sammen har Anders en tid med hjemmearbejde. Her isolerer han sig. Derefter bliver han testet for corona og når det viser sig at være negativ, så kan vi være sammen.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget.

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig i menuen til højre.

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
Henriette,
Hvis det er noget dette år har lært mig, man kan nærmest kalde det en livslektie, så er det hvem der VIRKELIG betyder noget for mig. Hvem jeg VIRKELIG savnede at kramme og hvem jeg ALLERMEST ville passe på.
Jeg var taknemmelig for småting i forvejen, men nu har jeg i den grad fået åbnet øjnene for den taknemmelighed og ydmyghed jeg er begyndt at føle i forbindelse med nærvær, kram, samvær og berøring.
Kram 🤗
kroniskefarver
kroniskefarver,
Ja! Jeg synes virkelig også, at jeg er godt til at se værdien i de "små" ting. Men jeg har virkelig også lært om savn på en anden måde. Og jeg kender i den grad værdien af fysisk berøring nu.
Kram
nouw.com/kroniskefarver
IP: 82.99.3.229