Jeg har mistet mig selv

Kan folk stadig li’ mig nu? Vil jeg blive holdt af og værdsat for den jeg er? Og hvem er det egentlig. Hvem er jeg nu?

Det føles som om, at en del af mig forsvandt alt for hurtigt. Jeg nåede ikke at sige farvel.



Jeg sidder alene hjemme. På sofaen. Dagen minder om de mange andre. Og alligevel: overhovedet ikke. For jeg er i sorg. Jeg græder og tårerne vil ikke stoppe.

For paparazzi glade kinesere, ville jeg være mere imponerede end Niagara Falls.

Jeg har brug for at sætte ord på mine tanker. Jeg tager telefonen frem. Finder min venindes nummer frem. Jeg når ikke længere Jeg tror ikke min mund kan formulere andet end nogle grynt og hulk. Jeg dropper at ringe og synker tilbage i min sorg - som føles ensom, fordi jeg ikke kan finde ud af at dele den. Anders er ikke hjemme. Jeg vèd, at han vil have jeg ringer. Men jeg har ikke lyst til fylde på ham igen, igen.

Jeg overvejer at skrive til en på Instagram. Spørge om hendes nummer og sige: “vil du lytte, hvis jeg bare grynter og hulker?”. For jeg ved, at hun kender til det med, at det hele bare er svært og jeg kan mærke et behov for at græde overfor en, som forstår. Jeg dropper det igen det vil måske være alt for underligt at græde ned i telefonen til en, som man faktisk ikke har haft tosomhed tid sammen med. For slet ikke at tale om, hvor grænseoverskridende det ville være for mig.

Jeg beslutter mig for, at det nok bare er bedst at græde for mig selv.

...

Efter nogle timer ringer jeg til min mor. Jeg vil faktisk bare høre hende, hvordan det går. Jeg har nemlig brug for at tænke på andet end min egen sorg.

Troede jeg.

For hvis én ting er sikker og vist: min mor kan - ligemeget, hvor meget jeg forsøger at skjule det (fordi jeg ikke vil bekymre hende) - mærke, at jeg ikke har det godt.

Hun spørger, som kun min mor kan spørge, og jeg hulker ned i røret. Jeg siger, at hun ikke behøver komme, for jeg har bare brug for ro.

Hun lytter selvfølgelig ikke.

Kort efter står hun i min entré og jeg hulker ned i hendes skulder.

Jeg havde brug for at dele min sorg og det vidste hun - før jeg selv vidste det.

Jeg får lov til at græde. Hun giver mig ro og mulighed for at sætte ord på min sorg:

Jeg troede, at jeg havde forberedt mig på pensionen. Forberedt mig på, at jeg ville miste mit arbejde. Men jeg havde ikke forberedt mig på den her sorg.

Jeg har mistet en del af mig selv. Først nu er det virkelig gået op for mig.

Sorgen har ramt som et lyn fra en klar himmel. Det gør ondt. Virkelig ondt. Jeg har ikke lyst til at sige farvel. Men jeg ved også, at jeg bliver nødt til det. Det lyder som en kliché, men jeg skal forsøge at finde mig selv på ny.

Jeg føler mig blottet. Som om jeg ikke har noget filter. Selv det mindste kan jeg vende som selvkritik.

Jeg kan ikke finde ud af hvem jeg er og jeg mangler en del af mig selv for at føle mig fuldendt.

Jeg har altid været populær og vellidt. Kan folk stadig li’ mig nu? Vil jeg blive holdt af og værdsat for den jeg er? Og hvem er det egentlig. Hvem er jeg nu?

At miste en del af mig selv gør mig usikker. Jeg tænker pludselig meget mere over, hvad andre synes om mig. Vil de acceptere mig, som den jeg er? Passer jeg stadig ind?

Det føles som om, at en del af mig forsvandt alt for hurtigt. Jeg nåede ikke at sige farvel.


Ordene vælter ud af min i en kludret rækkefølge krydret med snotnæse og våde øjne.

...

At sige det højt til en jeg er tryg ved. En jeg vèd vil elske mig ubetinget. Det hjælper. Jeg mærker en lettelse.

Kort efter kommer Anders hjem. Han giver mig et knus og nu græder jeg ned i hans skulder.

Vi spiser alle aftensmad sammen. Jeg får det bedre og bedre.

Resten af aftenen sidder jeg på sofaen og græder. Men forskellen er nu, at jeg ikke er alene. Min mor var her tidligere. Nu er Anders her.

Han lader mig græde. Lader mig snakke.

Jeg går i seng. Nogle kilo lettere end tidligere. Nogle af kiloerne er forsvundet via tårer. Andre forsvandt, da jeg mærkede tryghed i at fortælle om sorgen. Jeg mærkede forståelse. Mærkede at jeg stadig er elsket. Blev bekræftet i, at jeg har mistet. Men at jeg nok skal komme over sorgen. Jeg ved, at den næste tid er såbar, men jeg kan nu mærke - helt oprigtigt - at jeg kan komme hel igennem sorgen. For jeg har så mange gode folk omkring mig - venner, familie, mand. De griber mig, når jeg falder. De er her stadig: fordi jeg er elsket for den jeg er. Også selvom jeg ikke selv kan finde ud af, hvem det præcis er.

...

Ja, indlæggene om pension kommer i en kludret rækkefølge. Følelserne, jeg havde for nogle måneder siden, ligger stadig som kladder. De skal nok komme på bloggen, for jeg synes det er vigtig at fortælle det hele - og måske det kan hjælpe andre.

Men idag har jeg et behov for at dele, hvad der fylder lige nu.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig øverst i menuen til højre

Synes godt om

Kommentarer

Annelise83,
Kender godt følelsen har selv lige fået pension. Jeg er mest ked af at jeg ikke blev det jeg drømte om og blive at blive læge. Den 8 september 2004 blev mit gamle liv taget fra mig kun 20 år. Så jo jeg kender det. Det er godt du fik/får grædt ud samme med nogen mennesker du holder af og som holder af dig.
kroniskefarver
kroniskefarver,
Det er så hårdt, når noget ens liv forsvinder. Jeg tror på, at man skal give sig selv lov til at føle. Jeg kan hvert fald mærke, at det har hjulpet at dele min sorg. Det næste tid vil være sårbar, men jeg tror - inderst inde - at jeg efter sorgen vil genfinde mig selv og mit fundament.
nouw.com/kroniskefarver
Line
,
Og nu græder jeg også lidt - kys og kram din vej❤️🌸
kroniskefarver
kroniskefarver,
❤️ ❤️ ❤️
nouw.com/kroniskefarver