fordi det er vigtigt at tale om

Sorgen over at miste...

Jeg troede engang, at denne sorg kun skyllede ind over mennesker, når de mistede en de havde kær. Jeg troede ikke, at man kunne sørge over at miste sig selv - fordi den del taler "man" ikke så meget om.

Jeg var i sorg, da jeg mistede den raske del af mig.'tiden læger alle sår', 'det er tilladt at sørge' sagde folk. Men de glemte sætningen 'i hvert fald så og så længe'. For her sidder jeg, afmægtig tilbage. Fortvivlelsen over det jeg engang havde, har ikke lagt sig til hvile. Sorgen stikker stadig til mig. Ikke hvèr dag. Der går endda længere og længere tid mellem de perioder, hvor sorgen skyller ind over mig.

Men den (læs: sorgen) banker stadig på, som var den en uventet gæst, der bare antager, at jeg har tid og overskud til at tage mig af den. Og som den gæstfrie person jeg er, byder jeg den selvfølgelig velkommen. For jeg ved, at hvis jeg ikke gør. Ja, så vil den dukke op igen, og næste gang vil den have venner med - og dermed endnu sværere at slippe af med.

Jeg har mistet den jeg var engang. Den jeg tog for givet, at jeg altid ville være.

Nuvel, jeg vidste da godt, at alderen engang vil indhente mig. Give mig smilerynker, grå hår og adgangsbillet til en middagslur. Jeg havde bare ikke forestillet mig, at min krop ville blive "gammel" i en alder af 28 år.

Jeg føler stadig den samme bevægelse om hjertet, som jeg gjorde for 5 år siden. Jeg kan bare ikke udleve på samme måde som før.

Sygdommen kom listende, længe før jeg selv var klar over det. Hver dag tog den nogle af mine ejendele. En dag vågnede op, sygdommen havde nu taget så meget, at jeg på ingen måde kunne leve et liv, som jeg kendte det.

Jeg var uforberedt.

Det er ikke fordi, at jeg ikke har accepteret mit liv som det er. Det har jeg, hvert fald i det store hele. Faktisk synes jeg selv, at jeg er ret sej, for jeg formår at skabe et godt liv, ud fra de rammer jeg har. Jeg ser ikke tilbage med bitter længsel. Men jeg længes. Jeg mærker ikke i sorgen på samme erobrende måde, som jeg oplevede for knap to år siden. Jeg er ikke opløst i tårer. Jeg smiler stadig. Jeg har en enorm livslyst.

Men det er vigtigt at italesætte sorgen - ligesom det også er vigtigt at tale om vores glæder. For det er fejlagtigt at give et billede af, at sorgen forsvinder med et knips.

Jeg bliver aldrig den samme igen. For pokker; Det er okay, at jeg af og til savner, længes og græder over, hvad jeg har mistet.

Jeg reagerer jo bare normalt på en unormal situation.

Måske er du selv syg. Og så vil jeg sige: tag dine følelser alvorligt, for de fortæller dig noget meget vigtigt. Skab livsglæde, men gem ikke de svære følelser væk.

Måske er du pårørende. Og så vil jeg sige: du må ikke tro, at en person, med forandret livsvilkår, med ét kan glemme sit gamle liv, og skabe et nyt. Nogle gange gør det ondt, det er okay. Følelser skal ikke jappes forbi. Ord som "du må også komme videre", "smid de mørke negative briller og op med hovedet", nytter intet - for følelser kan ikke forceres. Glæden over 'alt det nye' kan ikke fremtvinge

Så mange 'ikke syge' synes at have en formel til, hvordan jeg skal bære mig ad. Men deres formel virker ikke på mig. Jeg skal træde mine egne veje. Mærke, lære, prøve.

Mit bedste råd til pårørende: tålmodighed, respekt og lyttende øre kan gøre en enorm forskel.


Lige nu er udmattelsen og hjerne tågen mere invaliditerende end normalt. Så jeg sidder en del med tæppe over mig, prøver at skabe de bedste rammer omkring mig (drikker latte, maler sten, lytter til roligt musik)...

.

Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget.

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig i menuen til højre.

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
,
Åh hvor jeg kender det. Og du beskriver det så fint.
Man kan ikke forcere sorgen eller ignorere den. Man kan heller ikke tvinge et mindset igennem og påtvinge hjernen for evigt at acceptere noget som er så radikalt som at ens livsvilkår ændres på nogle gange et splitsekund.
Pludselig at blive udsynlig syg, svarer til at blive lammet fra livet og ned og skulle vænne sig til et liv i kørestol.
Ingen ville sige til én i kørestol, prøv at spis vegetarisk, så kan det være at du snart kan stå på begge ben igen.
Men som usynlig syg, så får jeg i hvert fald af og til den slags kommentarer.
Det viser for mig, at vekommende ikke aner hvad de taler om.
Det var en rodet omgang af min mening...
Men jeg er også træt
Kram til dig for at sætte ord på
kroniskefarver
kroniskefarver,
Overhovedet ikke rodet.
Men der er så mange tanker i snakken om accept og sorg. Og nogle fine tanker du kommer med.
Et bestemt mindset kan nemlig ikke bare fremtvinges. Vi må hver I sær finde ud af, hvad der virker for os. Små skridt og pludselig er vi nået langt.
Kram
nouw.com/kroniskefarver