Det' dagen før dagen før dagen du ved,
og enhver der vil lægge en dæmper
på vor glæde ham giver vi straks besked
lad os glemme at verden er falsk og hul.
Det' sørme - det' snart - det' julefrokost tid
I morgen, lørdag, skal jeg til årets første julefrokost - og jeg glæder mig! Hvis det ikke allerede er gået op for dig. Ja, så er jeg altså ret glad for festligheder.
Til foråret er der "bare fordi vi kan" fester. Det gode ved disse fester er, at kulden er ved at forsvinde. De vinterblege ben kan flashes og stiletterne kan komme på igen. Eller på en droppende fod kan stiletter ikke komme på, men så findes der heldigvis næsten ligeså fine flade sandaler . Om sommeren er der grissefester og kulørte lamper. Alt er bare godt ved disse fester (man er vel jyde). Til efteråret findes et utal af festligheder. Alt fra "vi sidder nogle venner sammen og hygger med varm kakao med strohrom" til oktoberfester med folk klædt i tyroler tøj og alt for store øl. Når "sneen" er faldet i starten af november, er det blevet tid til julefrokoster. Julefrokost-tiden er nok min yndlings festligheds-tid. Jeg elsker de røde negle. Den fine kjole. Nissehuen som man låner i byen. Snapsen. Alle er glade. Alle er i et festligt humør.
Efter 2015 (hvor jeg blev syg) tager jeg ikke til nær så mange festligheder. Det kan jeg jo (desværre ikke). Ligesom jeg heller ikke kan drikke nær så meget længere. At drikke for meget snaps, når man har en lav blodprocent og en medicin-mave - det går bare ikke hånd i hånd. Hvilket jeg fandt ud af i 2015. Lige efter jeg blev udskrevet fra sygehuset, skulle jeg holde julefrokost. Jeg drak snaps som jeg plejede at gøre. Dette resulterede i en blødende mave og en indlæggelse dagen efter. Så; been there. Done that and won't do it again. Nå men det er en helt anden historie.
Jeg vil egentlig bare sige: Jeg glæder mig til i morgen!
Jeg vælger stadig at tage til festligheder. Alene af den grund, at det giver mig livskvalitet. Når jeg er til sociale arrangementer, tager jeg min raske maske på. Sygdommen lader jeg blive hjemme, og det er først i dét sekund, hvor jeg træder ind af døren og tager masken af, at jeg falder søvndruken om i sengen. Jovist jeg er sønderbombet længe efter, men dét er det hele værd. Måske det lyder uforståeligt; at jeg tager afsted, når det koster så meget efterfølgende? Men hvis du véd, hvor meget det betyder at have nogle timer engang i mellem, hvor man bare føler leger sig rask, ja så forstår du, hvorfor jeg gør, som jeg gør.
Julefrokosten er forresten sammen med bokseklubben. Okay det kan godt være, at jeg ikke har været til træning de sidste mange uger (her kunne jeg komme med en masse dårlige undskyldninger om, at jeg har haft alt for travlt. Sandheden er, at sofaen har nået at overfalde mig, inden jeg er nået kommet afsted). Bokseklubbens mindset er heldigvis; at så længe man er medlem og kigger forbi til træning en gang imellem, er det helt okay at deltage i festerne. Medmindre man er kampbokser. Så skal man træne og må ikke drikke alkohol. Godt jeg bare er på hyggeholdet.
