kroniskefarver

Den dag min krop blev syg, og min mentalitet blev robust
Dette er en personlig blog om at takle livet, når det bliver svært.
Den handler om livet med en kronisk sygdom.
Den handler om det, med at ville leve fremfor bare at overleve.
Den handler om at finde det positive i hverdagen- og i livet.
Den handler om mig.

Velkommen til mit univers

blog

Året der gik 2017

27-12-2017 18:24 Diverse

~~Halvsnalret~~ helsnalret sprang jeg ind i 2017 med en følelse af, at jeg kunne mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt.

Til 2017 havde jeg store forventninger og endnu større drømme. Min største drøm var at blive rask nok til at kunne arbejde fuld tid.

Rask nok til at kunne være noget for nogen! Især være noget for min mand, mine venner og min familie. Men også rask nok til at kunne være noget for mig selv.

Da jeg vågnede den 1. januar og champagneboblerne havde forladt kroppen, begyndte følelsen af sygdom igen fylde. 2017 viste sig at blive et skelsættende år.

2017 var året, hvor jeg blev indstillet til fyring. Hvilket jo er fuldstændig forståeligt. Jeg forstår min arbejdsplads, men det gør alligevel så skide ondt at skulle sige farvel til, hvad jeg troede var min plads i livet.

Da jeg blev syg, føltes det som om et puslespil på tusinder af brikker gik i stykker, og det hele skulle samles på ny. At miste arbejdet, gør det ikke ikke nemmere at få brikkerne til at passe sammen. MEN selvom jeg nogle gange har måttet tage et skridt tilbage, har jeg efterfølgende taget to skridt frem. Det samme vil jeg gøre nu - og hva' faen; jeg har jo hele livet til at få samlet puslespillet.

I dag vil jeg fokusere på alt det gode 2017 har bragt.

2017 var året, hvor jeg...

... fik bragt et debatindlæg i Dansk Politi's medlemsblad. Indlægget kan du læse her

... var på mit livs eventyr til New Zealand. Et par dage inden afrejse blev jeg selvfølgelig indlagt. Dårlig timing! Men mit forsikringsselskab rejsegodkendte mig alligevel og jeg kunne rejse. Og godt for det! Det var et eventyr jeg ikke ville have været foruden - bare Anders og jeg i en camper - WOW for en oplevelse (nedenfor en et lille udsnit af de mange billeder vi tog)

Nu skal jeg nok stoppe mit billedspam og komme tilbage til: 2017 var året, hvor jeg...

... fik en ny tatovering. Et verdenskort, hvor to fugle flyver henover. Det symbolisere, at et liv uden børn kan være et godt liv i tosomhed - med mulighed for at opleve hele verdenen.
... gik mange lange ture med Chelsea.
... deltog i mit første landsmøde med FNUG. Hvilket bestemt ikke bliver det sidste! Efter landsmødet skrev jeg indlægget "om at kunne være sig selv sammen med andre". Det kan læses her .
... prøvede at paraglide for første gang. Novra hvor var det fedt.
... var vidne til, at Anders fik en ny arbejds-kasket. Denne kasket gør, at han arbejder en hel del, og derfor er jeg en del alene hjemme. MEN når han har arbejds-kasketten på, er han glad, og det gør mig glad. Derfor; fedt med den nye arbejds-kasket. Jeg er pisse stolt af ham.
... og manden trak stikket og tog i sommerhus - med vildmarksbad, vin og kød ad libitum - og besøg af gode venner.
... deltog i 24 timersløbet. Det kan godt ske, at jeg blev syg bagefter (hvilket ikke kom som en overraskelse), men det var virkelig fedt at være med (igen i år)! Skal jeg deltage i 2018? JA! For jeg har det sådan med udfordringer: de holder mig i gang.
..., sammen med Karla og Pernille, malede og solgte maleriet "kroniske krigere". Alle pengene + salær (tak til Laurtiz) gik ubeskåret til Gigtforeningen.
... startede på ny medicin. Denne medicin er lægernes sidste forsøg på at gøre mig bedre. Så jeg håber på det lykkes - sådan virkelig meget!

Velkommen til 2018

Jeg starter 2018 ud med at gå sygemeldt derhjemme. Det er (for at sige det pænt); røv sygt.

Jeg savner mit arbejder. Eller lige nu savner jeg "bare" dét at kunne arbejde.

Jeg ønsker at 2018 bliver året, hvor jeg igen finder min vej tilbage til arbejdsmarkedet. Året, hvor vi får solgt Casa Trier og istedet finder et lille rækkehus med plads til os to og Chelsea. Og så kunne det være fedt, hvis det også bliver året, hvor vi finder vej til Spanien (en drøm om at rive stikket ud og bosætte sig - for en kort stund - i Spanien, lever stadig).

Mest af alt: Jeg ønsker at 2018 bliver året, hvor medicinen begynder at vise sin virkning.

-

Jeg har stadig følelsen af, at jeg kan mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt. Men jeg har også lært, at sygdom nødvendigvis ikke slutter, når man forlader hospitalet. Jeg har lært, at livet ikke kan planlægge efter en snorlige linje - og heldigvis véd jeg, at livet - til trods for dens udsving fra den snorlige linje - sagtens kan være fantastisk.

Mit 2018 skal nok blive fantastisk!

Jeg vil ønske jer alle et rigtig sjovt og lykkebringende nytår!

Lidt 2017 fra Instagram

Tak fordi du læser med!

Følg mig også på

facebook - instagram - Bloglovin'

Snapchat: soes_trier

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget