Halvsnalret helsnalret sprang jeg ind i 2017 med en følelse af, at jeg kunne mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt.
Til 2017 havde jeg store forventninger og endnu større drømme. Min største drøm var at blive rask nok til at kunne arbejde fuld tid.
Rask nok til at kunne være noget for nogen! Især være noget for min mand, mine venner og min familie. Men også rask nok til at kunne være noget for mig selv.
Da jeg vågnede den 1. januar og champagneboblerne havde forladt kroppen, begyndte følelsen af sygdom igen fylde. 2017 viste sig at blive et skelsættende år.
2017 var året, hvor jeg blev indstillet til fyring. Hvilket jo er fuldstændig forståeligt. Jeg forstår min arbejdsplads, men det gør alligevel så skide ondt at skulle sige farvel til, hvad jeg troede var min plads i livet.
Da jeg blev syg, føltes det som om et puslespil på tusinder af brikker gik i stykker, og det hele skulle samles på ny. At miste arbejdet, gør det ikke ikke nemmere at få brikkerne til at passe sammen. MEN selvom jeg nogle gange har måttet tage et skridt tilbage, har jeg efterfølgende taget to skridt frem. Det samme vil jeg gøre nu - og hva' faen; jeg har jo hele livet til at få samlet puslespillet.
I dag vil jeg fokusere på alt det gode 2017 har bragt.