Vælger du din egen lykke til?

Jeg er lige vågnet fra min middagslur. Jeg er stadig træt - virkelig træt. Jeg sidder under tæppet, computeren er på mit skød, kaffen er i rækkevide. Jeg sidder i stuen. Ude i køkkenet ligger der en kæmpe bunke vasketøj. Jeg magter ikke den bunke. Så jeg har fjernet mig fra rodet. Fjernet mig fra den dårlige samvittighed.

Pludselig slår det mig: jeg er blevet god til at prioritere. God til at vælge de ting - der gør mig lykkelig - til.

Engang fik vasketøj ikke lov til at ligge og flyde. Men jeg har indset, at jeg ikke kan alt. I den her uge har JEG VALGT, at jeg skal være social. Hele to sociale komsammener - og endda i en uge, hvor den også har stået på en lang sygehusdag med ny medicin. MIT VALG betyder, at jeg - indimellem sociale sammenkomster og sygehusbesøg - må ligge på sofaen. Det er okay. Det er mit valg. Og pyt så med, at det roder lidt ekstra for tiden.

Det var en anekdote, omkring nogle golfbolde, der i sin tid fik mig til at øve det med at prioritere. En anekdote Anders viste mig en dag, hvor jeg var rigtig ked af, at jeg ikke have overskud til noget af det, som gør mig lykkelig.

Jeg har før skrevet om anekdoten.

Fordi den hjælper mig, skriver jeg den igen. For måske du har glemt den? Måske du aldrig fik den læst? Måske du kunne have brug for at læse den igen? Tænk bare, hvis anekdoten også kan hjælpe dig.





På vej til ét af de sociale arrangementer


Husker du at fylde glasset med golfboldene først?

En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte tog han, uden at sige et ord, et stort tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt, hvilket klassen var enige om, at det var det. Så tog professoren en kasse med småsten frem og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen klassen, om glasset var fyldt, og det mente hans klasse nok at det var. Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja”. Derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge i glasset, hvilket effektivt fyldte de små hulrum der var imellem sandkornene. Klassen grinede…

“Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af. “Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. Golfboldene er de vigtige ting - jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner - de ting som selv hvis alle andre ting gik tabt og kun disse var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. Småstenene er de andre ting, der betyder noget – såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting“.

Professoren fortsatte: “Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne. Resten er bare sand”. En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: “Jeg er glad for at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven”. Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige; når 24 timer pr. døgn ikke er nok – så husk syltetøjsglasset og kaffen…


Vælg din lykke til

Husk det nu!

Husk at lege med dine børn, sove nok timer om natten, dans, grin, giv dig tid til en snak med en god ven, besøg din familie, plej dig selv og din krop, date din kæreste, gå ture i den friske luft. Gør det! du vil få det bedre!

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Få at få mail om nye indlæg, skal du følge mig på Bloglovin'

Synes godt om

Kommentarer