Ufrivillig barnløshed

I dag vil jeg skrive om noget så lidt opmuntrende som ufrivillig barnløshed. Indlægget er et sårbart emne for mig, og så er det blevet et langt indlæg (nu er i advaret).


Hvor ville jeg ønske, at der engang ligger et barn i min mave

Kender i den med at ønske jer noget så inderligt meget, at man kan mærke det helt inde i maven?

Men først vil jeg lige springe tilbage i tiden. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn. Gerne 3 stk. Min mand havde samme ønske for sit liv. Under vores uddannelse overvejede vi at starte på børne projektet, men besluttede os i stedet for først at gøre uddannelserne færdige. Indtil da måtte vi bare øve os. For 3 år siden blev vores øvelser til seriøse forsøg. Vi var spændte! Men intet skete, og vi endte på fertilitetsklinik…

Folk som har været tilknyttet en fertilitetsklinik kan nikke genkendende til, at det er en hård periode. Det er en periode, hvor alt i livet er skemalagt (hormonerne skal jo tages på bestemte tidspunkter). Jeg havde altid kanyler og hormoner med i tasken. Noget af medicinen skulle være på køl, så i de periode kunne jeg ikke bare deltage i de begivenheder, som jeg blev inviteret til. For jeg kunne jo ikke have hormonerne med mig. Det var en periode med uren hud, oppustet mave, et humør som kunne svinge fra nul til hundrede i løbet af ingen tid og en periode med ømhed pga. alle undersøgelserne (især ømhed når æggene skulle tages ud).

Mest af alt var det en sårbar periode – især når forsøgende mislykkedes. Til sidst besluttede lægerne sig for, at mine æg skulle befrugtes med donor. Av for en mavepuster – især for min mand. Men vi accepterede det. Så længe vi ”bare” kunne få et barn!

Det er en periode, som jeg ikke vil komme mere ind på nu. Det vil simpelthen gøre indlægget ALT for langt. Måske jeg skriver nogle indlæg om emnet på et senere tidspunkt. Men det korte af det lange er, at fertilitetskliniks perioden blev erstattet af en sygdomsperiode. Projekt familieforøgelse måtte aflyses. Av for en mavepuster!

Det var en rigtig hård periode. Det liv som jeg troede, at jeg var i gang med at bygge op, blev – på et split sekund - revet væk fra mig.

Nå men den sidste tid har min mand og jeg så forsøgt at forberede os på et liv uden børn.


Det har vi gjort fordi vi bliver nødt til at passe på os selv. Derfor besluttede vi os for at lære at leve vores liv på bedst tænkelige måde – uden børn. Vi er begyndt at gøre huset bedre i stand, så det lettere kan sælges (der er jo ingen grund til at have så mange tomme børneværelser. De er alligevel bare blevet fyldt op med rod). Vi begyndte at snakke om alle de backpackers ferier, vi kan tage på, og snakke om alle de fester, vi kan holde uden at skulle tidligt op dagen efter. Vi forsøger virkelig at finde ALT det gode ved et liv uden børn. Vi bilder os selv ind, at man sagtens kan leve et godt liv uden børn – og selvfølgelig kan man da det!


Nå, men tilbage til mandag

og hvorfor jeg havde ondt helt ind i maven. Mandag morgen var jeg ved speciallægen i Aarhus. På et tidspunkt spørger lægen, hvor vigtigt det er for os at få børn. ”For helvede det er jo vigtigt”! tænkte jeg. Det er jo vores største ønske! Vi svarede, at det er vigtigt, men ikke vigtigere end mit helbred (og det er jo også rigtigt). Vi kan jo ikke tillade os at sætte et barn til verden, som måske ikke har sin mor mere end x antal tid. Grunden til lægens spørgsmål var, at han vil have mig på nogle piller, der virker celledræbende. Disse piller skal jeg have i en længere periode. Hvor lang tid ved lægen ikke, men det bliver ikke foreløbig, at jeg kommer af med dem. Disse piller må man selvfølgelig ikke få, mens man er gravid.

Jeg troede egentlig, at jeg var ved at acceptere et liv uden børn. Lige indtil det blev mandag aften. Min mor havde inviteret mig i biffen. Vi skulle se ”en mand der hedder Ove” (en film som jeg varmt kan anbefale). Af frygt for at spolere handlingen i filmen, vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvorfor jeg blev påvirket. Men noget i filmen fik mig til at få ondt helt ind i maven. Ude på parkeringspladsen gav min mor mig et stort knus. Jeg fik en klump i halsen og tårerne begyndte at trille. Jeg hader, simpelthen hader, at græde offentlige steder. Tårerne blev hurtigt tørret væk og samtale emnet ført hen på noget andet.

Da jeg kom hjem, smed jeg mig straks i min mands arme og græd. Sådan en rigtig gråd med hulk og snot. Jeg følte mig utrøstelig. Jeg havde ondt af mig selv, og syntes det hele var så skide uretfærdigt – hvorfor mig? Hvorfor fanden skal jeg trækkes igennem det her?

Rundt om mig ser jeg store flotte gravide maverjeg hører babypludren og barnegrin alle vegne. Jeg er pisse misundelig. Ikke fordi jeg ikke onder folk at få børn – det gør jeg VIRKELIG! Jeg elsker, når nye børn komme til i vennekredsen eller i familien. Det er så fantastisk. Jeg ville bare ønske, at det samme kunne ske for os!

Hvorfor kunne jeg ikke vente med at blive syg, til jeg bliver 60 år og har fået de børn, jeg skulle have, samt haft et godt liv på arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, at det ikke er en konstruktiv tanke, men det er sådan jeg har det lige nu....

Ender det med, at vi ikke får børn, vil jeg selvfølgelig lære at elske mit liv – selvom det er uden børn. Det bliver jeg nødt til. I stedet vil jeg være der for mine veninders og søskendes børn. Jeg vil give disse børn en masse kærlighed. Jeg vil rejse og arbejde alt det, min fysiske tilstand giver mig mulighed for.

Men her og nu, hvor jeg ikke affinde mig med tanken om et liv uden børn, vil jeg blive ved med at håbe på, at miraklet sker! Jeg har stadig 4 år tilbage, hvor mine befrugtet æg bliver opbevaret i en fryser.

Så kære helbred: Art dig nu (for helvede)


Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

facebook - instagram


.

Synes godt om

Kommentarer

Søs
,
Tak Didde 😚 Det kan nemt prikke til følelsen af uretfærdighed, men vi forsøger alt
Søs
,
Tak Didde 😚 Det kan nemt prikke til følelsen af uretfærdighed, men vi forsøger - alt vi kan - for ikke at lade den følelse fylde. Og - som du jo rigtig godt ved på egen krop - ja så kræver børn meget af en, og det kræver en forholdsvis rask krop. Så derfor er det nok meget godt, at vi slet ikke må forsøge førend jeg er færdig med det stærke medicin og dermed også frisk nok til at kunne klare en graviditet og klare 'opgaven' som mor