Ufrivillig barnløshed

I dag vil jeg skrive om noget så lidt opmuntrende som ufrivillig barnløshed. Indlægget er et sårbart emne for mig, og så er det blevet et langt indlæg (nu er i advaret).

Hvor ville jeg ønske, at der engang ligger et barn i min mave <3

Kender i den med at ønske jer noget så inderligt meget, at man kan mærke det helt inde i marven?


I mandags havde jeg ondt helt ind i marven.


Men først vil jeg lige springe tilbage i tiden.
Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn. Gerne 3 stk. Min mand havde samme ønske for sit liv. Under vores uddannelse overvejede vi at starte på børne projektet, men besluttede os i stedet for først at gøre uddannelserne færdige. Indtil da måtte vi bare øve os. For 3 år siden blev vores øvelser til seriøse forsøg. Vi var spændte! Men intet skete, og vi endte på fertilitetsklinik….

Folk som har været tilknyttet en fertilitetsklinik kan nikke genkendende til, at det er en hård periode. Det er en periode, hvor alt i livet er skemalagt (hormonerne skal jo tages på bestemte tidspunkter). Jeg havde altid kanyler og hormoner med i tasken. Noget af medicinen skulle være på køl, så i de periode kunne jeg ikke bare deltage i de begivenheder, som jeg blev inviteret til. For jeg kunne jo ikke have hormonerne med mig. Det var en periode med uren hud, oppustet mave, et humør som kunne svinge fra nul til hundrede i løbet af ingen tid og en periode med ømhed pga. alle undersøgelserne (især ømhed når æggene skulle tages ud). Mest af alt var det en sårbar periode – især når forsøgende mislykkedes. Til sidst besluttede lægerne sig for, at mine æg skulle befugtes med donor. Av for en mavepuster – især for min mand. Men vi accepterede det. Så længe vi ”bare” kunne få et barn!

Det er en periode, som jeg ikke vil komme mere ind på nu. Det vil simpelthen gøre indlægget ALT for langt. Måske jeg skriver nogle indlæg om emnet på et senere tidspunkt. Men det korte af det lange er, at fertilitetskliniks perioden blev erstattet af en sygdomsperiode. Faktisk fik jeg sat et æg op samme dag som jeg blev indlagt i Aarhus. Projekt familieforøgelse måtte aflyses. Av for en mavepuster!

Det var en rigtig hård periode. Det liv som jeg troede, at jeg var i gang med at bygge op, blev – på et split sekund – revet væk fra mig. Sygdomsforløbet med kemoterapi, uvished og en blanding af ked-af-det-hed over det hele samt en glæde når de små ting lykkedes, ja den historie kender i fleste (ellers skildres det på min Instagram og her på bloggen).

 

Nå men den sidste tid har min mand og jeg så forsøgt at forberede os på et liv uden børn.

Det har vi gjort fordi vi bliver nødt til at passe på os selv.


Min nye livssituation er ikke én jeg selv har valgt, men det er en, jeg er tvunget ud i. Jeg tvinges til at tilpasse mig livet, som det er. Jeg bliver nødt til at trives i mit eget liv. Hvis ikke jeg gør det, ja så ender jeg med et ulykkeligt liv – og det vil jo være spild. Simpelthen spild af liv.


Derfor besluttede vi os for at lære at leve vores liv på bedst tænkelige måde – uden børn.  Vi er begyndt at gøre huset bedre i stand, så det lettere kan sælges (der er jo ingen grund til at have så mange tomme børneværelser. De er alligevel bare blevet fyldt op med rod). Vi begyndte at snakke om alle de backpackers ferier, vi kan tage på, og snakke om alle de fester, vi kan holde uden at skulle tidligt op dagen efter. Vi forsøger virkelig at finde ALT det gode ved et liv uden børn. Vi bilder os selv ind, at man sagtens kan leve et godt liv uden børn – og selvfølgelig kan man da det!

A + S
Sammen skal vi nok klare det <3

Nå, men tilbage til mandag

og hvorfor jeg havde ondt helt ind i marven. Mandag morgen var jeg ved speciallægen i Aarhus. På et tidspunkt spørger lægen, hvor vigtigt det er for os at få børn. ”For helvede det er jo vigtigt”! tænkte jeg. Det er jo vores største ønske! Vi svarede, at det er vigtigt, men ikke vigtigere end mit helbred (og det er jo også rigtigt). Vi kan jo ikke tillade os at sætte et barn til verden, som måske ikke har sin mor mere end x antal tid. Grunden til lægens spørgsmål var, at han vil have mig på nogle piller, der virker celledræbende. Disse piller skal jeg have i en længere periode. Hvor lang tid ved lægen ikke, men det bliver ikke foreløbig, at jeg kommer af med dem. Disse piller må man selvfølgelig ikke få, mens man er gravid.

Jeg troede egentlig, at jeg var ved at acceptere et liv uden børn. Lige indtil det blev mandag aften. Min mor havde inviteret mig i biffen. Vi skulle se ”en mand der hedder Ove” (en film som jeg varmt kan anbefale). Af frygt for at spolere handlingen i filmen, vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvorfor jeg blev påvirket. Men noget i filmen fik mig til at få ondt helt ind i marven. Ude på parkeringspladsen gav min mor mig et stort knus. Jeg fik en klump i maven og tårerne begyndte at trille. Jeg hader, simpelthen hader, at græde offentlige steder. Tårerne blev hurtigt tørret væk og samtale emnet ført hen på noget andet.


På vej hjem i bilen begyndte tårerne igen at trille. De ville bare ikke stoppe. Jeg følte – og føler stadig – et stort tomrum i min mave. For helvede, hvor ønsker jeg mig inderligt meget et barn.


Da jeg kom hjem, smed jeg mig straks i min mands arme og græd. Sådan en rigtig gråd med hulk og snot. Jeg følte mig utrøstelig. Jeg havde ondt af mig selv, og syntes det hele var så skide uretfærdigt – hvorfor mig? Hvorfor fanden skal jeg trækkes igennem det her?

Rundt om mig ser jeg store flotte gravide maver

jeg hører babypludren og barnegrin alle vegne. Jeg er pisse misundelig. Ikke fordi jeg ikke onder folk at få børn – det gør jeg VIRKELIG! Jeg elsker, når nye børn komme til i vennekredsen eller i familien. Det er så fantastisk. Jeg ville bare ønske, at det samme kunne ske for os!

Hvorfor kunne jeg ikke vente med at blive syg, til jeg bliver 60 år og har fået de børn, jeg skulle have, samt haft et godt liv på arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, at det ikke er en konstruktiv tanke, men det er sådan jeg har det lige nu….

Ender det med, at vi ikke får børn, vil jeg selvfølgelig lære at elske mit liv – selvom det er uden børn.  Det bliver jeg nødt til. I stedet vil jeg være der for mine veninders og søskendes børn. Jeg vil give disse børn en masse kærlighed. Jeg vil rejse og arbejde alt det, min fysiske tilstand giver mig mulighed for.

Men her og nu, hvor jeg ikke affinde mig med tanken om et liv uden børn, vil jeg blive ved med at håbe på, at miraklet sker! Jeg har stadig 4 år tilbage, hvor mine befrugtet æg bliver opbevaret i en fryser.

Så kære helbred: Art dig nu (for helvede)

Tak fordi i gider læse med ♥ Husk i kan se mere om mig på  facebook og på Instagram

 

Indlægget må selvfølgelig gerne deles.

 

8 Comments

  1. Henriette said:

    😢 det gør mig så frygtelig ondt for jer. Her ligger jeg og læser dette imens min lille datter får sig en morfar ved mit bryst.
    Jeg forstår til fulde din frustration på trods af at jeg ikke selv har været i den. For tanken om at jeg ikke havde mine unger får næsten tårerne til at trille hos mig.
    Jeg har læst bogen om Ove, og kender også handlingen så godt så jeg tænker hvorfor du er blevet så ked af det. Men lige meget hvor i livet man bliver ført hen, så må man bare få det bedste ud af det, men det er sq også nemmere sagt end gjort.
    Jeg sender dig de varmeste knus fra mig.

    juni 2, 2016
    Reply
    • Søs said:

      Mange tak for dine varme tanker. De virker – som altid – trøstende ☺. Man bliver nemlig nødt til at få det bedste ud af sit liv!
      I øvrigt så har jeg lige købt en ny bog af samme forfatter “min mormor hilser og siger undskyld”. Den glæder jeg mig mægtig meget til at komme i gang med.

      juni 2, 2016
      Reply
  2. Lis Poulsen said:

    Flot indlæg

    juni 2, 2016
    Reply
    • Søs said:

      Tak Lis ❤

      juni 2, 2016
      Reply
  3. Didde said:

    Øv altså.
    Jeg bilder mig ind at jeg forstår dig. Dels gik jeg selv længe med et brændende ønske. Dels er flere veninder ufrivilligt barnløse.
    Det må bare være så svært og virkelig prikke til følelsen af uretfærdighed.
    Jeg håber virkelig for dig, at du en dag (SNART) bliver så rask, at børn er en mulighed. For selvom jeg ønsker mine børn hen hvor peberet gror, når jeg har det aller mest dårligt, så knuselsker jeg dem, og de holder mig kørende.
    Stærkt at I finder fordelene. De kan holde jeg oppe, indtil I forhåbenligt får jeres drøm til at gå i opfyldelse.
    <3

    juni 6, 2016
    Reply
    • Søs said:

      Tak Didde 😚
      Det kan nemt prikke til følelsen af uretfærdighed, men vi forsøger alt

      juni 6, 2016
      Reply
    • Søs said:

      Tak Didde 😚
      Det kan nemt prikke til følelsen af uretfærdighed, men vi forsøger – alt vi kan – for ikke at lade den følelse fylde.
      Og – som du jo rigtig godt ved på egen krop – ja så kræver børn meget af en, og det kræver en forholdsvis rask krop. Så derfor er det nok meget godt, at vi slet ikke må forsøge førend jeg er færdig med det stærke medicin og dermed også frisk nok til at kunne klare en graviditet og klare ‘opgaven’ som mor

      juni 6, 2016
      Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her