Tidlig midtvejskrise?

Jeg har snart fødselsdag

Jeg har altid glædet mig helt vildt til min fødselsdag! Og derfor glæder jeg mig altid til den 21. november, hvor jeg igen – og for tiende år i træk – fylder 21 år.

For at være ærlig…

I morges havde A. og jeg en samtale. Den lød nogenlunde sådan:

S: “Hvis det skulle være gået forbi din snude, vil jeg bare lige nævne, at jeg snart har føøøødselsdaaaag!!! Hvad skal vi lave, og hvad får jeg i gave? Hva, hva, hva…???

Forestil jer, at jeg her står med et kæmpe smil og julelys i øjnene.

A: Kigger på mig “Er det ikke snart på tide, at du fylder 30 år?”

S: Tager et stykke bland-selv-slik. Tygger. Tænker.

A: Med forsigtighed i sin tone

hvad så med 27 år?

S: “Ej det synes jeg bestemt ikke! Det var da en underlig ide at få

A: Synes måske det er en lidt underlig samtale

Jamen du bliver jo FAKTISK 30 år, det ved du godt, ik?!

Forestil jer her, at jeg ser nogenlunde sådan ud

HEY! Sig ikke sådan noget…

S: Noget chokeret over A’s udmelding.

Jamen jeg er slet ikke klar til at blive 30 år. 27 er bare ikke et godt tal. Så hellere 28. Men allerhelst 21. Ja jeg holder fast i de 21 år. PUNKTUM!”

Jeg er slet ikke parat

Bagefter kom jeg til at tænke over samtalen. Hvorfor bliver jeg ved med at fylde 21 år? Hvorfor er 30 så skræmmende?

Fordi jeg slet ikke er parat til det voksne liv. 21 år passer bare bedre til mig.

  • Som 21-årig er du nemlig ung nok til, at det er Okay, at du engang imellem kommer til at spise chokolade efter du har børstet tænder (for de langsigtede konsekvenser heraf kender du endnu ikke).
  • Som 21-årig er det Okay at blive liiiidt for lang tid på natklubben, for du er stadig kun ved at lære, at det har konsekvenser dagen derpå (også kaldet tømmermænd).
  • Som 21-årig er det Okay, at du engang imellem kun formår at tænke fra snude til mund – og ikke et sekund mere langsigtet.
  • Som 21-årig kan du f.eks vælge én studieretning. Vælger du forkert, har du stadig masser af tid til at vælge om (Okay der findes godt nok den der fremdriftsreform, som besværliggør det).

Men som 21-årig ligger livet for dine fødder. Klar til at skulle leves.

Og samtidig er du, som 21-årig, også voksen nok til at blande dig i samfundsmæssige diskussioner, tage voksne beslutninger og voksen nok til at blive taget seriøs.


Min mentalitet passer bare mere til en 21-årigs.


Alt hvad jeg lige har nævnt, kan man vel også som 30-årig? Ik? Tjoooo det kan man vel godt.

Men som 30-årig er man bare så, hvad skal jeg kalde det?… VOKSEN. Det er jeg slet ikke parat til. 30 virker på mig, alt for skræmmende.

  • Det er jo i 30’erne, at (de fleste) peaker mht. deres karriere
  • Det er jo i 30’erne, at (de fleste) får børn.
  • Det er jo i 30’erne, at man ved, hvad man vil med sit liv – gør man ikke?

Disse ’30’er’ kriterier opfylder jeg jo ikke.

Min karriere står stille, min ‘blive-mor’ drøm er sat på standby, og jeg aner ikke, hvordan mit liv ser ud om 1 år.

Altså jeg har nogle drømme for mit liv, men ærligt, så ved jeg ikke, hvad sygdommen tillader mig at gøre. Jeg kan vitterligt ikke lægge langsigtede planer.

Børn er en af de helt store drømme

En dårlig undskyldning

Er sygdom ikke bare en dårlig undskyldning? For jeg fyldte jo også 21 år, før jeg blev syg? Er det ikke “bare” en tidlig midtvejskrise?

Jo det er det måske. Men sygdommen hjælper mig ikke ligefrem til at blive mere klar til de 30.

Da jeg var barn, havde jeg – som alle andre børn – en forestilling om det voksne liv. Da jeg var ovre min ‘jeg-vil-gerne-være-rockstjerne-når-jeg-bliver-stor’ periode, kom jeg ind i en ‘en-dag-bliver-jeg-Danmarks-første-kvindelige-statsminister’ periode.

Jeg havde en forestilling om, at det voksen liv indebar, at man havde styr på ’sit shit’. Man vidste, hvad man ville, man havde en 5-årig karriereplan, og man havde mand og børn.

For at være ærlig; Jeg har ikke styr på mit ’shit’. Og for at være helt ærlig, så kan jeg mærke et jag af misundelse, når A kommer hjem og fortæller om, hvordan hans karriere bare køre på skinner. Ikke fordi jeg ikke under ham det. Det gør jeg – VIRKELIG. Men jeg vil også opleve, hvad han oplever. Jeg véd nemlig, at jeg er dygtig til mit job. Jeg véd, at min karrierer også kunne køre derud af – hvis altså det ikke lige var for sygdommen…

Men nej; sygdom skal ikke være en dårlig undskyldning for min manglende parathed til voksenlivet.

Når det så er sagt; så tror jeg alligevel, at jeg venter lidt med at fylde 30 år.


De 21 år føles nemlig så trygt.


Så her bliver jeg – hvert fald et år endnu.

Men det kan ikke blive ved…

Og derfor vil jeg bruge det næste år på at gøre mig mentalt klar til 30’erne.

Om et år er jeg vendt stærkt tilbage til mit arbejde. Om et år er min dagligdag blevet mere kontinuerlig. Om et år kender jeg fremtiden mere end bare en måned frem (som er tilfældet i øjeblikket). Om et år kan jeg lægge langsigtede planer. Om et år har jeg styr på ‘mit shit’. Om et år håber jeg ovenstående er sandt.

SÅ:

Den 21. november 2017…

…er jeg klar til at fylde 31. Den 21. november 2017 er jeg klar til at tage 30’erne med storm. Den 21. november 2017 er jeg klar til at blive voksen.

Skulle det værste ske, at jeg, om et år, stadig står stille, ja så vil jeg alligevel fylde 31 år. Det har jeg nemlig besluttet.  Så i løbet af det næste år, vil jeg vænne mig til tanken om et liv i 30’erne.

Jeg er sikker på, at 30’erne bliver skønne!

 

Tak fordi i læser med!

Som altid må i gerne kommentere og dele indlægget

Og i kan selvfølgelig stadig finde mig på

Instagram

og

Facebook

XoXo Søs

 

 

Be First to Comment

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her