Stop lige


Sekunderne, minutterne, timerne, dagene og årene synes at flyve afsted. Det går alt for hurtigt.

Den 21. november fejrer jeg for 12. gang min 21 års fødselsdag.

Til november kommer der endnu et tal på. Endnu et år er gået.

Jeg er ikke klar.

Hvis bare man kunne stoppe tiden. For den tikker i en fart som jeg kan følge med.

For nylig havde jeg en drøm: jeg havde superkræfter. Ikke kedelige superkræfter som at kunne skyde med spindelvæv, blive grøn og kæmpe, have en kappe og være stærk. Nej min var vildere: jeg kunne stoppe tiden.

WOW

Pludselig kunne jeg alt det som “almindelige” mennesker kan.

Hver gang jeg skulle sove/hvile, stoppede jeg tiden. Dermed kunne jeg tage på arbejde i 15 min. Stoppe tiden. Sove. Starte tiden. Arbejde osv.

Jeg kunne gå med Chelsea. Stoppe tiden. Sove. Starte tiden. Lave noget i hjemmet. Stoppe tiden. Sove.. osv.

Gå i bad. Stoppe tiden. Sove. Starte tiden. Være social… osv.

Tror du har luret, hvorfor denne superkræft var skide god.


Drømmen. Det med endnu et år. Det med tiden. Det får en underlig følelse frem i mig. En form for jeg-er-ikke-klar følelse blandet sammen med en jeg-vil-bruge-min-tid-på-MIT-essentielle.-Det-som-virkelig-betyder-noget-for-mig følelse. Følelsen er ikke helt nyt for mig. Herhjemme har vi haft snakken om værdier, flere gange. Hvad vil vi med det her liv? Vi har flere “løsninger”, men én ting, som går igen ved hver løsning: TID sammen. Tid med venner. Tid med familie og tid til eventyr.

Men for hulen da! Jeg synes det er svært. For lige meget, hvad vi gør: jeg har bare ikke mere end en vis rum tid ad gangen.

Jeg føler, at jeg lever under en tredjedel af mit liv. Det er som om, at livet foregår rundt om mig mens jeg passivt ser til.


I flere måneder har jeg, hver uge, sagt til Anders: “i næste uge vil jeg forsøge at få mere indhold i hverdagene. Jeg ser ikke nok mennesker, jeg laver ikke nok, jeg gør ikke nok for dig eller nok for mig, jeg føler mig ikke nok”.

Det med mere indhold i hverdagene er endnu ikke blevet en realitet. Jeg er bange for, at det ikke kan blive en realitet. Jeg er bange for, at det er sådan mit liv er. Sådan her...

Jeg er ikke klar - slet ikke.

Jeg føler en sorg over at have mistet så meget tid. Tid jeg kunne have brugt på at være noget. Være nogen. Jeg kan ikke identificere mig med, hvad trætheden gør ved mig. Og min hjerne forsøger ihærdigt at finde løsninger. Den eneste løsning jeg har fundet: superkræften om at kunne stoppe tiden mens jeg skal sove.


Jeg ved, at en anden (og mere realistisk) løsning: accept. Men shit mand; det er jo virkelig nemmere sagt end gjort.

Jeg har ikke en masse kloge ord at slutte af med.

Jeg har bare en masse tanker. Måske også en lille frygt - fordi livet simpelthen går for hurtigt. Jeg har lyst til at sige: husk at leve i nuet. Men det klinger også hult lige nu. For hvordan lever man i nuet, når man, størstedel af tiden, skal sove/hvile og ‘nuet’ (for mig) sker lige præcis når jeg laver noget?



Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram - podcast

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget.

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig i menuen til højre.

Synes godt om

Kommentarer

Henriette,
Den følelse kan ikke være nem af forene sig med. Følelsen af at livet er et gennemgående tog der kører lige forbi én, som man står der med store pakkede kufferter, klar til eventyr.
Det er en rigtig svær følelse. Jeg har den selv sommetider.
Kram til dig 😘
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Det er virkelig svært. Nogle gange fylder den mere end andre, men her - tæt på min fødselsdag og samtidig med, at jeg er meget påvirket af prednisolonen nedtrapning - ja, så fylder den enormt. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde mere energi til at gøre noget!
Knus tilbage ❤️
nouw.com/kroniskefarver
Mariimar,
Åh ja, jeg kender den følelse. Tiden går bare, og det er så lille en del af tiden jeg bruger på noget der giver mening og indhold. Så det føles som om tiden bare går imens livet passerer forbi mig.
Du nævner accept, og det er nok vigtigt at forsøge at acceptere de begrænsninger man har, men det er edder dylme svært.
Jeg VIL ikke være svag og træt, jeg vil være frisk og glad og aktiv.
Men fordi jeg ikke vil acceptere at jeg ER svag og træt, så stemmer mine planer, drømme og forventninger til livet ikke overens med virkeligheden. Jeg kan kun blive skuffet og utilfreds med mig selv og min utilstrækkelighed og manglende evne til at føre det jeg sætter mig for ud i livet.
I hvert fald for mit eget vedkommende, så er vejen frem nok netop en accept af tingenes tilstand, en justering af mine forventninger til mig selv og mine evner så der er en vis realisme i det.
Men du har ret i at det kunne være dejligt at være i stand til at sætte tiden i stå, så man ikke mister så meget fordi der hele tiden skal soves og hviles, og for mit eget vedkommende, slette alle de depressive nedtursdage og få nogle almindelige dage til rådighed i stedet for 😊 Dejlig drøm ☺ ❤
kroniskefarver
kroniskefarver,
Fantastisk beskrivelse! Og er hel og særdeles enig: det bedste vil virkelig være accept. Nogle dage tænker jeg, at jeg i store træk har accepteret sygdommen som en del af tilværelsen. Andre dage kan jeg slet ikke finde accepten. Tror nok jeg har det således: størstedel af tiden har jeg accepteret det meste, men der kommer perioder, hvor jeg synes accepten er svær. Men tænker det bliver bedre med tiden. For du har fuldstændig ret - drømmene og forventninger skal helst stemme overens med virkeligheden ❤️
nouw.com/kroniskefarver