Status på 2016

Om lidt skriver vi 2017, og jeg vil da lige benytte årsskiftet til at se tilbage på 2016.

 

Supermand A. og jeg. Lige inden vi springer ind i 2016

Halvsnalret (okay helsnalret) sprang jeg ind i 2016 med en følelse af, at jeg kunne mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt.

Da champagneboblerne havde forladt kroppen, begyndte følelsen af sygdom igen fylde – ikke kun min krop – men også mit hoved og mine omgivelser var mærket af sygdom.

2016 skulle have været året, hvor jeg blev rask

Mit største ønske til 2016 var, at min sygdom ikke længere skulle fylde. Jeg havde et ønske om – og faktisk også en forventning til – at jeg inden udgangen af 2016, ville være tilbage på jobbet på fuldtid. Jeg håbede, at 2016 ville give mig den gode gamle Søs tilbage – eller hvert fald det meste af den gamle Søs. Den Søs, som med et snuptag får rengjort hele hytten. Den Søs, som altid har overskud til min supermand, mine venner, min familie og til mig selv. Den Søs, der løber stærkt, løfter tungt og hopper højt. Den Søs håbede jeg på at få tilbage. Sådan blev det ikke helt….. MEN selvom jeg nogle gange har måttet tage et skridt tilbage, har jeg efterfølgende taget to skridt frem


ALT I ALT: Jeg er gået stærkere ud af 2016 end jeg kom ind.


Jeg husker 2016 for…

Selvom jeg aldrig kom på den backpacker rejse, jeg havde håbet at komme på (jeg kunne ikke blive rejsegodkendt pga. sygdom), kan jeg – når jeg ser tilbage på året – se, at jeg faktisk har oplevet og opnået meget.

Første del af 2016

Jeg startede året ud med at gå sygemeldt derhjemme. Det var (for at sige det pænt); røv sygt. Jeg kæmpede alt jeg kunne, for at få min lammede dropfod til at virke godt nok til, at jeg kunne køre bil og dermed køre på arbejde.

Den 11. januar skete det! Jeg formåede jeg at køre hele vejen til Herning (en tur på ca. 50 km). Da jeg ankom til Herning, greb jeg telefonen og ringede til min chef.

Søs: “Hej Chef! Jeg har lige kørt bilen til Herning”

Chef: “Flot Søs

Søs: “Jep! Så nu kan jeg komme på arbejde! Hvornår skal jeg starte?… I morgen?!

Chef: “Det vil jeg glæde mig til! Øh… Vi skal lige have ordnet nogle papir, og så kan du bare komme

Søs: “Oki dokie. Vi ses chef!

Den første køretur blev fejret med rødvin

Den 18. januar var det hele klar, og jeg kunne endelig komme på arbejde. Godt nok kunne jeg kun klare ca 2 timer. Men det var okay. For jeg kom af sted. Nu begyndte det endelig at gå fremad!

Sådan er smil har man på, når man er på vej på job

Hjælpeløberne

Hjælpeløberne

2016 blev året, hvor jeg (med stor hjælp fra Supermand A og med hjælp fra gode venner og familie) arrangerede en indsamling til Gigtforeningen.

Jeg husker tydeligt da jeg fik ideen.

Jeg var ude og gå en tur med Chelsea, da jeg fik en ide om, at jeg ville lave et arrangement, som skulle fremme oplysning og kendskab til sjældne gigtsygdomme, samt indsamle penge til forskning og til Gigtforeningens generelle arbejde.

Først tænkte jeg: JEG LAVER DA ET KÆMPE LØB – hvor ALLE kan tilmelde sig.

Efter nogle konstruktive samtaler, nåede jeg frem til den konklusion: Det ville være alt for krævende selv at arrangere et stort løb. Jeg besluttede mig derfor for at lave et løbehold – Hjælpeløberne – der skulle deltage ved et allerede etableret løb.


Vi blev i alt 12 løbere, som skiftevis skulle løbe i 24 timer. Den største udfordring: Jeg kunne endnu ikke løbe…


Men nu har jeg det sådan med udfordringer: de holder mig i gang. Jeg var derfor hyppig bruger af vippebræt, jeg begyndte at lunte, når jeg gik med Chelsea, og den 17. april skete det: JEG LØB FOR FØRSTE GANG!

Løbetræningen fortsatte, og jeg nåede at blive løbeklar til 24 timersløbet.

Træne, træne og træne: Hvor er det bare skønt!

Tiden op til løbet var presset. A. og jeg søgte om sponsorater, vi planlagde, Gigtforeningen bragte en artikel om mig, vi fik omtale, vi planlagde lidt mere, jeg kom på forsiden af Lokalavisen, vi fik endnu mere omtale, vi planlagde endnu mere.

Stolt over at Hjælpeløberne er på forsiden af lokalavisen

Det var hårdt. Men det var det hele værd. For:


Den 13. – 14. august 2016 kunne hjælpeløberne give Gigtforeningen knap 10.000 kr.

Jeg var rørt til tåre.


Målfest

Hvis du har lyst, kan du læse mit indlæg om Hjælpeløberne her.

En blogger bliver født

Den 4. april kunne jeg ikke sove. Jeg lå i sengen og tænkte på alle de blogindlæg, jeg ville udgive – altså hvis jeg var blogger. Med inspiration fra Stay Positive og med opbakning fra mange kære følger på Instagram, startede jeg min egen blog op.


At blogge giver mig noget helt specielt. Det er min form for selvterapi. At så mange læser med, gør mig virkelig beæret – TAK.


Selve layoutet på bloggen mangler lidt hist og pist, men det får jeg nok fixet i 2017 (i takt med at overskuddet – forhåbentligt – vender mere tilbage).

Her kan i læse mit første blogindlæg.

Og så blev 2016 også året, hvor jeg…:

  • … fik endnu en tatovering
    but without the dark we’d never see the stars

     

  • … gik mange lange ture med Chelsea
    Chelsea sørger for, at jeg får frisk luft og bliver holdt i gang

     

  • … (ligesom alle andre) spillede Pokemon Go
    Måtte jo lige prøve det…

     

  • … havde en masse sjov med gode venner
    En af de mange skønne aftener, jeg har haft med venner

     

  • … holdte mit første oplæg for FNUG
    Her er A. og jeg efter oplægget ved FNUG

     

  • … så en masse Netflix (jeg kan jo ligeså godt forsøge at gøre sofadagene til noget positivt og bruge dem på hygge)
    Sofaen er det sted i hjemmet jeg (desværre) opholder mig mest

     

  • … fyldte 30 år
    Sådan ser man ud, når man lige (for et par dage siden) fyldte 30 år

     

  • … kunne vinke farvel til kemoterapi 🙂
    Det blev til 7 kure kemoterapi

     

  • … lærte at sige til og sige fra. Lærte at følelser er okay at vise. Lærte at det er okay at bede om hjælp. Og så har jeg lært, at et ægteskab kan holde til ufattelig meget, og udfordringer blot gør os stærkere sammen
    Sammen er vi stærke

     

Jeg har valgt en masse positive minder fra 2016. Selvfølgelig har der også været dårlige tider, men det er ikke dem, jeg vil mindes. De dårlige tider vil jeg lære af, og derefter komme videre.

Snart skriver vi 2017

Jeg hopper ind i 2017 med en masse ønsker. Mit største ønske er (stadig) at blive rask nok til at kunne arbejde fuld tid.


Rask nok til at kunne være noget for nogen! Især være noget for min mand, mine venner og min familie. Men også rask nok til at kunne være noget for mig selv.


Jeg har stadig følelsen af, at jeg kan mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt (se bare 24 timers løbet). Men jeg har også lært, at sygdom nødvendigvis ikke slutter, når man forlader hospitalet. Jeg har lært, at livet ikke kan planlægges efter en snorlige linje – og heldigvis véd jeg, at livet – til trods for dens udsving fra den snorlige linje – sagtens kan være fantastisk.

Mit 2017 skal nok blive fantastisk!

Jeg vil ønske jer alle et rigtig sjovt og lykkebringende nytår!


Til slut har jeg lige stjålet Hella Joofs 10. bud (bare fordi det er godt):

Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til. Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed.”


Til endnu mere slutteligt vil jeg opfordre jer til at lytte til noget lækkert musik eksempelvis fra David Bowie, Prince, Leonard Cohen og George Michael ♥ R.I.P ♠

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

 

4 Comments

  1. Henriette said:

    Bli ved med at blog! Bli ved med at være dig selv! Bli ved med at få nye gode ideer! Og først og fremmest så ønsker jeg dig et fantastisk 2017 og jeg glæder mig til at følge dig.

    december 30, 2016
    Reply
    • søs said:

      Tak Henriette! Jeg bliver ved. Også er fantastisk 2017 til dig

      december 30, 2016
      Reply
  2. Ole Andersen said:

    Også et godt nytår til verdens sejeste Søs, og til din skønne mand.
    Stort knus til jer begge fra Aalborg

    december 31, 2016
    Reply
    • søs said:

      Stort nytårs knus tilbage. Og giv lige din skønne dame et stort knus også

      december 31, 2016
      Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her