Status på 2016

Om lidt skriver vi 2017, og jeg vil da lige benytte årsskiftet til at se tilbage på 2016.

Halvsnalret (okay helsnalret) sprang jeg ind i 2016 med en følelse af, at jeg kunne mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt.Da champagneboblerne havde forladt kroppen, begyndte følelsen af sygdom igen fylde - ikke kun min krop - men også mit hoved og mine omgivelser var mærket af sygdom.
2016 skulle have været året, hvor jeg blev rask. Mit største ønske til 2016 var, at min sygdom ikke længere skulle fylde. Jeg havde et ønske om - og faktisk også en forventning til - at jeg inden udgangen af 2016, ville være tilbage på jobbet på fuldtid. Jeg håbede, at 2016 ville give mig den gode gamle Søs tilbage - eller hvert fald det meste af den gamle Søs. Den Søs, som med et snuptag får rengjort hele hytten. Den Søs, som altid har overskud til min supermand, mine venner, min familie og til mig selv. Den Søs, der løber stærkt, løfter tungt og hopper højt. Den Søs håbede jeg på at få tilbage. Sådan blev det ikke helt..... MEN selvom jeg nogle gange har måttet tage et skridt tilbage, har jeg efterfølgende taget to skridt frem.


Jeg husker 2016 for...

Selvom jeg aldrig kom på den backpacker rejse, jeg havde håbet at komme på (jeg kunne ikke blive rejsegodkendt pga. sygdom), kan jeg - når jeg ser tilbage på året - se, at jeg faktisk har oplevet og opnået meget.


Første del af 2016

Jeg startede året ud med at gå sygemeldt derhjemme. Det var (for at sige det pænt); røv sygt. Jeg kæmpede alt jeg kunne, for at få min lammede dropfod til at virke godt nok til, at jeg kunne køre bil og dermed køre på arbejde.Den 11. januar skete det! Jeg formåede jeg at køre hele vejen til Herning (en tur på ca. 50 km). Da jeg ankom til Herning, greb jeg telefonen og ringede til min chef.

Søs: “Hej Chef! Jeg har lige kørt bilen til Herning"

Chef: "Flot Søs"

Søs: "Jep! Så nu kan jeg komme på arbejde! Hvornår skal jeg starte?... I morgen?!"

Chef: "Det vil jeg glæde mig til! Øh... Vi skal lige have ordnet nogle papir, og så kan du bare komme"

Søs: "Oki dokie. Vi ses chef!"

Den 18. januar var det hele klar, og jeg kunne endelig komme på arbejde. Godt nok kunne jeg kun klare ca 2 timer. Men det var okay. For jeg kom af sted. Nu begyndte det endelig at gå fremad!


Sådan er smil har man på, når man er på vej på job


Hjælpeløberne

2016 blev året, hvor jeg (med stor hjælp fra Supermand A og med hjælp fra gode venner og familie) arrangerede en indsamling til Gigtforeningen.Jeg husker tydeligt da jeg fik ideen.Jeg var ude og gå en tur med Chelsea, da jeg fik en ide om, at jeg ville lave et arrangement, som skulle fremme oplysning og kendskab til sjældne gigtsygdomme, samt indsamle penge til forskning og til Gigtforeningens generelle arbejde.Først tænkte jeg: JEG LAVER DA ET KÆMPE LØB - hvor ALLE kan tilmelde sig.Efter nogle konstruktive samtaler, nåede jeg frem til den konklusion: Det ville være alt for krævende selv at arrangere et stort løb. Jeg besluttede mig derfor for at lave et løbehold - Hjælpeløberne - der skulle deltage ved et allerede etableret løb.

Men nu har jeg det sådan med udfordringer: de holder mig i gang. Jeg var derfor hyppig bruger af vippebræt, jeg begyndte at lunte, når jeg gik med Chelsea, og den 17. april skete det: JEG LØB FOR FØRSTE GANG!Løbetræningen fortsatte, og jeg nåede at blive løbeklar til 24 timersløbet.

Træne, træne og træne: Hvor er det bare skønt![/caption]Tiden op til løbet var presset. A. og jeg søgte om sponsorater, vi planlagde, Gigtforeningen bragte en artikel om mig, vi fik omtale, vi planlagde lidt mere, jeg kom på forsiden af Lokalavisen, vi fik endnu mere omtale, vi planlagde endnu mere.


Stolt over at Hjælpeløberne er på forsiden af lokalavisen


Det var hårdt. Men det var det hele værd. For:

En blogger bliver født

Den 4. april kunne jeg ikke sove. Jeg lå i sengen og tænkte på alle de blogindlæg, jeg ville udgive - altså hvis jeg var blogger. Med inspiration fra Stay Positive og med opbakning fra mange kære følger på Instagram, startede jeg min egen blog op.Selve layoutet på bloggen mangler lidt hist og pist, men det får jeg nok fixet i 2017 (i takt med at overskuddet - forhåbentligt - vender mere tilbage).Her kan i læse mit første blogindlæg.


Og så blev 2016 også året, hvor jeg...:

  • ... fik endnu en tatovering
but without the dark we'd never see the stars.
Det er værd at huske!
Chelsea sørger for, at jeg får frisk luft og bliver holdt i gang.
Måtte jo lige prøve det...
En af de mange skønne aftener, jeg har haft med venner
Her er A. og jeg efter oplægget ved FNUG
Sofaen er det sted i hjemmet jeg (desværre) opholder mig mest.
Sådan ser man ud, når man lige (for et par dage siden) fyldte 30 år
Det blev til 7 kure kemoterapi.
Jeg har valgt en masse positive minder fra 2016. Selvfølgelig har der også været dårlige tider, men det er ikke dem, jeg vil mindes. De dårlige tider vil jeg lære af, og derefter komme videre.


Snart skriver vi 2017

Jeg hopper ind i 2017 med en masse ønsker. Mit største ønske er (stadig) at blive rask nok til at kunne arbejde fuld tid.Jeg har stadig følelsen af, at jeg kan mere end, hvad jeg førhen troede var menneskeligt muligt (se bare 24 timers løbet). Men jeg har også lært, at sygdom nødvendigvis ikke slutter, når man forlader hospitalet. Jeg har lært, at livet ikke kan planlægges efter en snorlige linje - og heldigvis véd jeg, at livet - til trods for dens udsving fra den snorlige linje - sagtens kan være fantastisk.Mit 2017 skal nok blive fantastisk!

Jeg vil ønske jer alle et rigtig sjovt og lykkebringende nytår!

Til endnu mere slutteligt vil jeg opfordre jer til at lytte til noget lækkert musik eksempelvis fra David Bowie, Prince, Leonard Cohen og George Michael ♥ R.I.P ♠

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

 

Synes godt om

Kommentarer

Ole Andersen
,
Også et godt nytår til verdens sejeste Søs, og til din skønne mand. Stort knus til jer begge fra Aalborg
søs,
Stort nytårs knus tilbage. Og giv lige din skønne dame et stort knus også
kroniskefarver.dk