Søvnige tanker

Jeg har lagt mig tilrette ude i solen. Min krop er smurt godt ind i solfaktor 50. Jeg har lige taget den sidste slurk iskaffe. Jeg har sat lydbogens sleeptimer til. Vækkeuret er sat til om 3 timer. Jeg er klar til at falde i søvn.

Jeg kigger ned på mine ben. De er brune. Kommer i tanke om, at jeg jo har solbriller på. Løfter forsigtigt brillerne op. Jup, de er stadig kridhvide. Men hva’ fa’en, Rom blev jo ikke bygget på en dag.

Mine ben er ikke de største i verden. Altså omkreds mæssigt. Jeg kommer i tanke om, hvor tit jeg hører ordene “du er jo skind og ben”, “burde du ikke drikke noget fløde pigebarn”, “pas på vinden ikke tager dig”, “hvorfor er du så tynd?”, “din mager starut” og en masse andre sætninger i den dur. Jeg kan mærke irritationen brede sig hvordan kan folk tro, det er acceptabelt at sige sådan?! Jeg kunne aldrig finde på at sige til en overvægtig “tror du ikke, du burde springe de næste mange måltider over?”. Der kan jo være så mange grunde til, at man ser ud som man gør. Ex giver noget medicin ekstra kilo på sidebenene. Jeg selv gad rigtig godt fylde noget mere. At jeg ikke er større, er der flere forklaringer på. B.la lidt forhøjet stofskifte, maveproblemer (hurtig mæthedsfølelse, kvalme osv), en gang imellem får jeg - pga alle de immundæmpende præparater - svamp i mund og spiserør. Hvilket ikke ligefrem øger appetitten. Jeg… ja, jeg kunne blive ved, men tror du forstår budskabet: det er ikke bevidst, at jeg er “skind og ben”.

Jeg vifter irritationen væk og beslutter mig for, at folk må tænke, hvad end de vælger at tænke. Jeg kan jo ikke lave om på folks fordomme - medmindre jeg har energien til at gå ind i en forklaring. Hvilket indebærer en masse mave snak, hvilket er noget grænseoverskridende for mig (når det er til en, jeg ikke kender). Omvendt er der også ret morsomt at se udtrykket på den anden person, når jeg begynder at fortælle om…

Fuglenes sang bliver mere og mere fjern. Jeg kan mærke, at jeg er ved at falde i søvn. Det sidste jeg tænker på, inden jeg rammer drømmeverdenen, er: rigtig mange vil misunde mig for at kunne ligge og sove udenfor i det gode vejr. Mange synes det er snyd, at jeg går rundt og daser den hjemme. Jeg forstår dem godt. Jeg kan selv huske, hvordan det var at have en alt for varm uniform på og misunde dem, der lå og solbadede. Ironisk nok er min misundelse større i dag, end den var dengang. Jeg misunder virkelig meget dem, der har en alt for varm uniform på og bare drømmer om en kold øl i haven. Jeg misunder dem, fordi de kan - når de har fri - faktisk nyde afslapningen i haven. Jeg går hjemme - hver dag. Jeg hviler og sover fordi jeg bliver nødt til det. Ikke af lyst. Jeg har nemlig aldrig været typen, der har syntes det var en fest at solbade. Det kedede mig altid. Jeg kan ikke sige: i dag tager jeg på tur, tager ned og spiser is og bagefter ud og griller hos nogle venner. Nej! For jeg skal nemlig sove imellem alt dette. I dag var min eneste plan: slå græs. Gerne inden middagsluren. Her ligger jeg. På vej mod drømmeverden og har stadig ikke slået græs. Jeg savner sådan en arbejde. Savner nogle kollegaer. Savner at kunne nyde afslapningen. Nyde den fordi, jeg inden har fået noget for hånde inden.

Jeg kan mærke, at søvnen er ved at overtage mig

Græsset må slås senere…

...

Her kl. snart aften er græsset endnu ikke slået. Men jeg går i gang så snart sidste punktum er sat. Så må dette indlæg blive delt på Facebook senere.

Dejlig aften

Følg mig også på:

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er selvfølgelig velkommen til at kommentere og dele indlægget