vikinger og julemad

For første gang blogger jeg fra min telefon. Håber det bliver læsevenligt. Jeg er også ret træt – brain fog – så håber ikke indlægget er for kluntet.

Indlægget handler om min søndag

Og også lidt om, at jeg er lidt træt af at være syg.

Men jeg starter med i går.

​I går var jeg til julefrokost med Foreningen af unge med gigt. Det var i Aarhus, så jeg havde aftalt med min brormand, at jeg kunne overnatte på hans sofa.

Min tjeklise til julefrokosten

Det var en sjov julefrokost. Jeg havde min tyl kjole på, røde læber og nød at være sammen andre unge, som er i samme båd som jeg selv. Bare sådan en lille ting som stiletter…. Jeg savner at have stiletter på, og bliver altid drøn misundelig når mine veninder har stiletter på – og jeg bare kommer traskende i mine flade sko. Og ja; jeg ved godt, at misundelse er en grim ting. Men misundelig bliver jeg altså. Det er bare fantastisk at være afsted med andre unge, som også går i byen i flade sko.

Et par stiletter som jeg købte, men aldrig haft mulighed for at have på.

Jeg havde ikke lyst til at ødelægge hele næste uge, og drak derfor ikke særlig meget. (Skulderklap til mig selv for selvkontrollen)

Nå men tilbage til i dag

Jeg vågnede aaaaaaallt for sent ved, at min brormand kom trampende forbi mig, mens han sagde – eller nærmest råbte “Søs. Sø’øøøøøøs. Sø’øøøø’øøøs!

Jeg gryntede lidt… 💤.

Brormand: “Bare lige så du ved det, så kommer Daniel og Daniel altså snart

Jeg gryntede lidt mere 💤.

Brormand: “Som i, at de kommer nu

Med voldsom anstrengelse fik jeg åbnet øjnene.

Brormand: ” Vi skal på julemarked. VIKINGEjulemarked

Jeg “øhm nu? Altså… Øhm…

Brormand: med forventning i stemmen “du skal da med?!

Jeg kiggede på uret. Næsten 12. Jeg var træt. Men jeg gad heller ikke stene alene i lejligheden. Jeg gad godt på vikingemarked. Så jeg tog med dem til Moesgaard museum. Vi var der ikke særligt længe, men det var hyggeligt.

til vikingemarked

Til aften havde min mor inviteret på julemad. Jeg var egentlig for træt til at tage af sted, men jeg gad godt. Jeg gad overhovedet ikke sidde derhjemme. Jeg gad ikke være for træt til at spise aftensmad med min familie. Sådan noget skal man bare ikke være for træt til.

Så jeg tog af sted. Det var hyggeligt, der var Hancock sportscola, og jeg blev godt mæt.

Nu er jeg klar til at sove.

Nå men tilbage til, hvorfor jeg er lidt træt af det.

Lige for tiden er jeg træt af ikke at kunne, hvad andre kan. Eller ikke så meget hvad andre kan. Jeg er træt af, at jeg ikke kan det, jeg gerne ville kunne.

Jeg er træt af, at jeg – inden jeg meldte mig til julefrokost – måtte tjekke min vagtplan. Såfremt jeg skulle arbejde mandag, kunne jeg ikke melde mig til. Jeg ville simpelthen være for træt til en 8 timers vagt om mandagen (også selvom jeg ikke blev fuld). Heldig for mig, skal jeg først arbejde tirsdag.

Jeg er træt af, at jeg var lige ved at melde afbud til aftensmad med min familie – fordi jeg var for træt.


Jeg er træt af at være træt


Heldigvis véd jeg, at jeg kun er træt af det et par dage – og det er okay at være træt af det. Snart er det hele OKAY igen – det ved jeg.

Det var en lille en fra mig

Håber i har haft en god søndag

Sov godt

Som altid er jeg på facebook og instagram

Dejligt i læser med

 

4 Comments

  1. Henriette said:

    Åhh søde dig. Den der kroniske træthed, den altoverskyggende invaliderende træthed kan man virkelig godt blive træt af ja. Der er intet værre end når øjenlågende faktisk konstant skal kæmpe for at holdes vågen. Det er et helvede. Men hvor er det skønt at du er omgivet af så fantastiske mennesker som bare dealer med det på en så afslappet måde. Det skal du være taknemmelig for, for det tror jeg ikke man møder hos alle. Jeg mødte ikke så mange da jeg havde det værst.
    Dejligt at i havde en god julefrokost. Og Fnuggere kan garanteret også gøre byen usikker uden stiletter

    december 12, 2016
    Reply
    • søs said:

      Jeg er egentlig en ret heldig pige. Jeg blev engang spurgt, om jeg havde venner eller familiemedlemmer, som havde taget afstand til mig pga sygdommen. Til det kunne jeg svare nej. Desværre tror jeg ikke alle er så heldige som jeg

      december 12, 2016
      Reply
      • Henriette said:

        Det tror jeg du har helt ret i. Selv har jeg mistet rigtig mange venskaber og bekendtskaber. Men jegvhar også selv trukket mig fra en del. Både fra nogle familiemedlemmer osv. Andre er jeg blevet tættere med. Men det er hårdt når venskaber forliser fordi venner har de samme forventninger til mit venskab som før jeg blev syg. Det kan jeg ikke opfylde længere og derfor har jeg også selv trukket mig fra en del. Tilbage står man med en ensomhed som nogle gange bliver fyldt med at se ligesindede, hvor nogle har mere ondt af sig selv i stedet for at rykke sig i en retning mod indre accept og komme videre med det man trods alt kan. Eller finde nye skjulte talenter. I min verden kan man bare ikke opgi. Jeg er 34 og ikke engang halvvejs i mit liv. Derfor nyder jeg at følge andre med sammr indstilling til deres liv både med eller uden kronisk sygdom.

        december 12, 2016
        Reply
        • søs said:

          Ja det er rigtig hårdt når venskaber – af den eller anden grund – forliser. Jeg har desværre også trukket mig fra nogle. Eller ikke så meget trukket mig fra dem, men mere trukket mig fra de sociale begivenheder. Ikke af lyst, men simpelthen pga for lidt overskud (men det kender du jo). Det er aldrig sjovt, og jeg har stadig svært ved at være tvangsindlagt til netflix, når jeg ved mine veninder eller familie hygger sig. Heldigvis lærer jeg mere og mere at finde det positive i netflix dagene. Og jeg har det på samme måde som dig. Vi er unge og har et langt liv foran os. Vi bliver nødt til at komme videre. Alt andet vil bare være dumt

          december 12, 2016
          Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her