One small positive thought in the morning can change your whole day.

Positive tanker kan udrette meget. Jeg er generel positiv, men der er bare nogle dage…

Dage som i dag. Hvor jeg var fuldstændig bombet, da jeg kørte hjem fra arbejdet (og jeg har jo ikke engang arbejdet særlig i mange timer). På vej hjem kørte diskussionen i mit hoved; skal jeg holde ind til siden og tage et hvil, eller kan jeg klare hele turen hjem???. Da jeg kom hjem havde min mand både gjort huset rent, handlet ind og ordnet en masse i forbindelse med projekt hjælpeløberne. Det er jo sindssygt dejligt! Men; hvor er jeg træt af ikke at kunne hjælpe. Træt af, at eftermiddagen og aftenen skal bruges på sofaen.


For der er ikke noget jeg hellere vil end at arbejde fuldtid og stadig have overskud til familien, når jeg kommer hjem.


Det er dage som i dag, hvor jeg bare har fået nok. Nok af sygdom, nok af sygehusbesøg, nok af træthed, nok af ikke at kunne klare, hvad jeg førhen kunne. Nok af de bekymringer, som altid er tilstede ved en alvorlig sygdom. Bare nok!

Mit ”gamle liv”, at arbejde fuldtid, at kunne løbe som førhen og dyrke kampboksning; er alt sammen noget jeg savner. Jeg savner at være den Søs, der har overskud til min mand, min familie, mine venner og stadig har overskud til mig selv.

Hvis jeg bare – for en enkelt dag eller to – kunne få lov at tage min sygdom af og hænge den i entreen sammen med mine andre jakker (billedligt talt).

Da min mand og jeg renoverede vores hus, arbejdede vi i døgndrift. Når vi ikke var på arbejde, arbejdede vi derhjemme. Det var en presset tid. Men det gjorde os ikke noget. Vi havde nemlig selv valgt, at vi ville renovere. Hver dag kunne vi se fremskridt, og vi kunne se en ende på renoveringen. Vi kendte slut datoen. Vi vidste, hvornår roen ville komme, hvornår vi kunne ånde lettet op, og være stolte af vores arbejde. Måske en underlig sammenligning…. Men der er bare de dage, hvor jeg drømmer om, at der findes en dato – i nærmeste fremtid – hvor ”raskheden” venter. Hvor jeg kan tage sygdommen af, hænge den i entreen sammen med jakkerne, og aldrig mere behøve tage den på igen.

Men realiteten er en anden, og faktum er, at jeg skal lære at leve med sygdommen – på godt og ondt.


Der findes ikke en rask Søs, og en syg Søs. Der findes kun en Søs (hvilket nogle vil mene er rigeligt).


Jeg forsøger – hver dag – at vænne mig til min ”nye” krop. Jeg må sluge nogle kameler, lave nogle kompromisser, og nogle ting må jeg helt stoppe med (jeg var alligevel ikke en særlig god kampbokser…). Men jeg stopper aldrig med at drømme, tro og håbe.

Med en positiv indstilling, en vilje og kampgejst er jeg sikker på, at jeg, mig og min krop nok skal få det til at fungere sammen.

Så selvom dagen i dag har været en træls dag (for at sige det på godt jysk), ved jeg, at det hele nok skal gå. Jeg har jo et fantastisk støttende & kærligt bagland, en arbejdsplads, som er forstående overfor min situation, og nogle dygtige læger, der gør alt hvad de kan, for at bringe mere af ”den gamle Søs” tilbage.

Og mens jeg ligger her på sofaen, vil jeg huske mig selv på, at trods for dagen har været tja… ja så har dagen stadig bragt glade øjeblikke. For: “everyday may not be good but there is something good in everyday meaning”

Som altid; jeg er tosse glad for i gider læse med ♥

Husk i er velkommen til at kommentere og dele indlægget. Og så kan i selvfølgelig følge mig på facebook og Instagram.

 

7 Comments

  1. Henriette said:

    Det er helt i orden at sige højt at nok er NOK! Det er okay at græde og være sårbar. Jeg havde overvejet en psykolog engang da jeg havde det værst. Bare så man kunne fortælle vedkommende at nok var nok. Men de ville jo heller ikke kunne forstå denne livskrise, for det er altså det det er. Jeg ønsker dig at i morgen bliver bedre for dig 😘

    maj 17, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Du har helt ret. Det er nemlig en livskrise. Lige pludselig står man på usikker grund, skal forsøge at finde fodfæste og prøve at finde hoved og hale på det hele. De fleste dage går det jo helt fint, men nogle dage… Ja der har man bare fået nok. Jeg er sikker på dagen i morgen bliver bedre! Bare det at få det sagt højt/skrevet ned har hjulpet 🙂

      maj 17, 2016
      Reply
  2. Lise Viola Sørensen said:

    Jeg er præcis der hvor du er. Det er så skræmmende og frygteligt at have den her følgesvend til tider.
    Man føler lidt af ingen kan forstå og at man står med det hele selv. Så et skriv hvor man fornemmer andre går igennem det samme er rart. Jeg savner også at være aktiv. Jeg synes det hele er pisseuretfærdigt og jeg er bange for fremtiden.
    Jeg er i den grad i en livskrise og ser mig om efter en redningskrans. Og der er kun mig der kan redde mig. Men hvordan?
    Den kan man lige tygge lidt på.
    Tak for dit skriv <3

    maj 18, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Hej Lise. Jeg er glad for, at du kunne bruge mit skriv. Det er nemlig så vigtigt ikke at føle sig alene.
      Jeg kan godt forstå, at du er bange for fremtiden. Det samme kan jeg være. Når jeg får det sådan, hjælper det mig at fokuserer på det gode i hverdagen. Som i dag: Jeg har ikke haft energi til ret meget, men jeg har heller ikke været i dårlig humør over det. Fra morgenen forsøgte jeg aktivt at finde det positive ved dagen frem – og det har faktisk endt med at blive en hel hyggelig dag. Så min redningskrans er; at bryde de negative tanker, skrive mine tanker ned evt. snakke med nogle om det.
      Hvad der er min redningskrans er ikke ens betydende med, at det også er din. Men jeg håber, at du finder ud af, hvad der virker bedst for dig <3

      maj 18, 2016
      Reply
  3. Charlotte said:

    Kære Søs! Tak for et meget rørende og ærligt indlæg. Jeg rammer også disse dårlige dage, hvor overskuddet ikke er at finde, hvor trætheden fylder og hvor selvtilliden ikke kan finde fast grund under fødderne. Det er en livskrise af karat at skulle face disse dage, ikke fordi de i sig selv ødelægger mit liv og mine glæder, men mere fordi at jeg på ny skal definere mig selv og mine styrker. Jeg var selv maratonløber før jeg blev diagnosticeret. Jeg havde mange jern i ilden og elskede at have ansvar. Gigten har sat mig tilbage og min meget kompetente psykolog har (som du også selv skriver ) sagt: du kan ikke sammenligne dig med den du var før gigten!! Man skal se sig selv udefra før det går op for én, at man på mange punkter er MEGET mere stærk end før man blev syg. Og at de fremskridt man gør bør værdsættes højere!
    Positive tanker er vejen frem og tak Søs, fordi du implicit giver opskriften herpå….

    Mvh Charlotte

    juni 30, 2016
    Reply
    • kroniskefarver said:

      Kære Charlotte! Mange tak for din finde kommentar. Du har så meget ret i det hele! Og du beskriver det på en fantastisk måde. Det med, at man skal se sig selv udefra, før det går op for én, at man faktisk er stærkere end før sygdommen (hvert fald på mange måder). Det er jo så rigtigt 🙂
      En masse lykke på din vej!

      juli 1, 2016
      Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her