Man bliver vel bare ved med at prøve, indtil det lykkedes. Ik’?

Jeg vil gerne skrive lidt om sport. Mere specifikt boksning. Endnu mere specifikt skrive om dét med at brænde for noget, men ikke kunne, hvad man brænder for.

Alle jer, som har læst med længe ved, at jeg altid har været glad for sport. Boksning har haft en speciel plads i mit sports hjerte. Både fordi det var til boksetræning, at jeg mødte min supermand (han var træner), men også fordi jeg simpelthen synes, at boksning er den sjoveste sport.

Jeg startede som motionsbokser. Fast 2 dage om ugen (og selvfølgelig både løb og styrketrænede jeg ved side af). Efter nogle år som motionsbokser, prøvede jeg kræfter som kampbokser. 3 træningsdage om ugen. Plus en masse træning ved siden af.

Manner hvor jeg elskede den tid!


Billederne er fra en eller anden træning for en rum tid siden.


Så blev jeg syg og boksetræning blev lagt på hylden.

Det var ikke med min gode vilje, at jeg stoppede, men jeg kunne ikke holde til træningen.

Jeg kan huske, hvordan jeg - da jeg var indlagt - ville gå en tur ned ad Nørrebrogade ved Aarhus universitetshospital. Jeg måtte stoppe op efter få skridt. Holde pause. Gik få skridt igen. Pause. Og sådan fortsatte jeg nedad gaden. Det var hårdt. Jeg havde ondt.

Da jeg blev udskrevet fra sygehuset, skulle jeg starte på ny.

Mit første mål: At kunne gå lange ture med Chelsea. Da jeg nåede dét mål, satte jeg et nyt mål: At kunne løbe. Nu kan jeg begge ting. Det er ikke altid et kønt syn, men pyt. Jeg kan og det er pisse fedt. Novra hvor er jeg glad - og stolt!

Det hårde arbejde bar frugt.

Mit næste mål blev derefter: vende tilbage til boksetræningen. Altså motionsboksning. Kampboksning kan jeg ikke. Jøsses jeg ville få mange tæsk - jeg kan nemlig ikke rigtig holde mine skuldre oppe i ret lang tid ad gangen….

For nogle lyder det måske lidt overkill at sætte boksetræning som et mål. Men ligesom med andre trænings former, så kan man - når man kender træningen - tage det roligt og i det tempo, som passer én (man snyder bare lidt og lader være med at give max gas på sandsækken).

...

Hvordan er det så gået? Kommer jeg afsted til boksetræning?

Ikke rigtig. Desværre.

Jeg havde i forvejen sat rammerne. "Kun" afsted en gang om ugen og kun gøre det, hvis jeg intet har lavet hele dagen, og intet skal lave dagen efter.

Jeg var afsted nogle gange. Nu er det flere måneder siden, jeg sidst var afsted. Men hver gang, har der enten skulle ske noget dagen efter (ex. tidlig op for at få taget blodprøver) eller så har sofaen nået at overfalde mig, førend jeg kom ud af døren.

For et par uger siden sagde jeg til Anders.

<<Nu går den ikke længere. Jeg SKAL afsted. Hver uge!>>

Er jeg så kommet afsted?

Nope…

I sidste uge havde sygdommen total taget over.

Planen blev så, at jeg VILLE afsted i mandags.

I mandags planlagde jeg at lave intet og dermed være frisk nok til boksetræning om aftenen.

Det blev eftermiddag. Jeg kunne mærke, at kroppen ikke havde lyst.

Jeg var i syv sind. Skal jeg mærke efter og blive hjemme? Eller skal jeg hanke op i mig selv og tage afsted? Jeg ved jo, hvordan “ulysten” kan ligge i hovedet og overbevise kroppen om, at den har mere brug for en sofa end træning. Ofte gælder det bare om at komme afsted.

Alligevel endte jeg med - endnu engang - at droppe boksetræning.

Lige dér var jeg ét stor mix af følelser. På den ene måde følte jeg mig svag. Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?

Men jeg ved også, at ordene “ikke at kunne tage sig sammen” ikke er pænt at sige om sig selv. Som regel er der jo en grund til, at man ikke får gjort, hvad man planlægger at gøre.

Alligevel var jeg i tvivl har sygdommen gjort mig magelig?

Jeg tog istedet op i træningscenteret for at lave lidt rygøvelser.

Da jeg kom hjem, vidste jeg, at jeg havde valgt rigtigt. Jeg var træt. Jeg var nær ikke kommet i bad. Ligesom jeg nær havde sprunget aftensmaden over, da kvalmen var stor. Lige der blev jeg mindet om, at jeg ikke er magelig. Jeg er indehaver af en syg krop.

...

Tanken om boksetræning lever stadig. På mandag har jeg igen et mål om at komme afsted.

Jeg bliver ved med at forsøge, indtil det lykkedes. Det er vel sådan man gør?

Bliver ved, indtil jeg igen kan sige <<jeg går til boksetræning>> eller indtil jeg har mistet interessen for boksning.

Jeg skal nok lykkedes. Om ikke andet, så "bare" lykkedes med at komme afsted 1 til 2 gange om måneden.

Jeg tror på mig selv.


Få mail om nye indlæg ved at følge mig på:

Bloglovin'

Jeg er også at finde på

facebook - instagram - Snapchat: soes_trier

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget


Synes godt om

Kommentarer

Annette
,

lyst er en ting, vilje er noget andet, men der er EN der sætte dagsorden, og det er kroppen. Jeg har så slet ikke kunne mærke min den sidste uge. Først røg jobbet da jeg blev fyret, og så røg kæresten. Så nægter at føle noget lige p.t. Alt jeg vil er at stikke af. Tja bare væk. Væk til et sted hvor sygdom og hjerne ikke bestemmer noget som helst. Et sted hvor man kan være lykkelig og smile oprigtigt. Savner det gode gamle liv lige nu. Men jeg har to stærke ben jeg ved at jeg lander på igen. Basta

kroniskefarver
kroniskefarver,

Ja kroppen sætter (desværre!) i den grad dagsordenen... Du er inde i en hård tid, og jeg forstår din lyst til at flygte og din savn efter engang. Men som du selv siger; du har to stærke ben og dem skal du nok lande på igen. Indtil da, er det fuldstændig okay at føle, alt hvad du føler. Stort knus ♥️

nouw.com/kroniskefarver
Sofie (Sofies Sofa),

Må du få en masse drømme opfyldt🙏🏻 Om der så skal en del nye til😊♥️ Smukke Søs - indeni og udenpå😘

sofiessofa.dk