Livet i venteposition

For nogle dage siden gik min A og jeg en tur. Vi snakkede om fremtiden. Om drømme.

De drømme og idéer vi har om fremtiden er blevet justeret en hel del siden 2015 (hvor sygdommen gik til angreb). Vi er blevet ret gode til at justere vores liv til omgivelserne. For omgivelserne (læs: sygdom) kan man ikke gøre så meget ved. Hvad man kan gøre noget ved: Ens mål og drømme. De kan justeres.

Men damn det er - til tider - svært.

Sygdommen har fået mig til at tænke over, hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være. Hvor i livet jeg er og hvor jeg gerne vil være. Diskrepansen mellem realiteten og målet/drømmen må helst ikke være for stort. Er det for stort, kan man nemt føle, at man står et sted imellem en konstant ledden efter håbet og stå på kanten til et stort sort hul - og tænke hvad er meningen med livet?...

Derfor har VI i fællesskab VIRKELIG forsøgt at lave realistiske mål. Nogle små delmål, som passer til vores livssituation.

...

Hel konkret har vi ikke kunnet planlægge særligt langt frem. For vi er nemlig afhængig af svar fra diverse instanser.

Og det er sgu lidt svært.

Svært ikke at vide, hvor vi er om et år. Eller om 3 måneder for den sags skyld. Vi har nogle drømme. For at de drømme kan gå i opfyldelse, kræver det, at en masse - som vi ikke har indflydelse på - falder i hak. Konkrete fremtidplaner kræver konkrete svar fra, ikke kun én, men flere offentlige instanser. Tænker du kender til arbejdsgangen i det offentlige og véd hvorfor jeg jeg skriver: Shit manner!

Personligt er jeg vild med leveregler såsom; “go with the flow”, “impulsiv” "spontan" osv... men det er udfra præmisset om, at JEG er i kontrol. At der er MIG, der beslutter: “det næste tager jeg som en eventyr”. Jeg har det virkelig svært ved at tage det næste som et eventyr, når det ikke er MIG, der har besluttet det. Jeg har svært ved at ligge på ryggen og flyde med strømmen. Jeg har mest af alt lyst til at vende rundt og svømme mod strømmen. Men jeg véd, at det ikke vil lykkes. En strøm er nemlig et kraftigt fænomen. At svømme mod den, vil blot afkræfte mig og til syvende og sidst vil jeg alligevel ende op med at måtte flyde med strømmen.

Men for dælen da! Jeg føler mig fanget. Sygdommen har indskrænket min frihed en hel del. At jeg lever i en verden, hvor jeg venter på svar fra offentlige instanser har indskrænket - ikke kun min, men også Anders - personlige frihed yderligere.

Så; engang imellem får vi et fælles meltdown. Hvor vi begge VIRKELIG har brug for afklaring. Vished. Hvad kan vi forvente?

...

Derfor har vi gjort - hvad vi har gjort så mange gange før (siden 2015): Justeret på fremtiden. For når kort og terræn ikke stemmer overens, må man følge terrænet. Så vi satte os. Lavede en plan A. Lavede en plan A med en afkørsel og tilkørsel (lidt som, hvis man kører på E45 og pludselig indtræffer den vildeste tissetræng sig. Så man må køre af. Man finder en tankstation. Her opholder man sig lidt længere end planlagt. For efter at have tisset af, skal man også lige have en kop kaffe, en is og noget køreslik førend man er klar til at fortsætte den planlagte vej af E45). Så har vi selvfølgelig også lavet en plan B. En plan C En plan D. En plan...

Indtil én af planerne lykkedes, fokus flytter vi. Vi vil bruge al energi på, at spild tiden ventetiden ikke kommer til at foregå, som var vi fisk, der svømmer rundt i et akvarie uden pejlemærker. Og jeg ved det; det er nemmere sagt end gjort. For under vores snak, fik vi begge sagt ordet “leve i et vakuum” flere gange.

Men vi forsøger.

B.la vil vi forsøge at komme mere ud - hvilket også er nemmere sagt end gjort, når man lever med kronisk udmattelse. Men hvis vi blot kan lykkes med at komme nogle dage i familiens sommerhus, tage ned i parken og spise is engang imellem, drikke drinks med venner i ny osv. Ja så kan vi måske lykkes med at få vendt dette vakuum til et frirum. En slags vi-har-tid-til-at-lege-livsnydere periode.

Det jeg vil sige er vist bare: Det er virkelig hårdt at være fanget i en syg krop. Fanget i bureaukrati. Hårdt ikke at have nogen anesle om, hvordan det ser ud om mindre end 1 år.

MEN jeg vil også sige: Heldigvis er vi begge gode til at finde mulighederne fremfor begrænsninger. Jeg ved, at selvom jeg måtte ende op med plan Å. Ja, så får vi stadig et godt liv. Det har vi nemlig besluttet os for. Jeg håber så inderligt på, at plan A lykkedes - en plan, der ironisk er nok, var plan-et-eller-andet-bogstav-midt-i-alfabetet for nogle år siden (pudsigt, hvordan sådan noget kan ændre sig på kort tid).

Jeg tror, jeg har det således: Jeg bliver ved med at drømme stort og sætte ambitiøse mål. For det må man gerne. MEN det gælder jo om at nyde livet - mens man bevæger mig hen mod målet. Så istedet for at leve i en venteposition, hvor jeg længes efter, hvad der kunne være. Hvor fokusset er på, hvad jeg mangler fremfor, hvad jeg faktisk har. Hvor tankerne stikker af (pga. utilfredshed over nutiden) og flyver mod "bedre tider". Ja, istedet for dette, vil jeg fokusere på nu'et! Nu'et skal fyldes med glæde, kærlighed, oplevelser og andet godt.

Jeg vil IKKE leve et liv i venteposition. Jeg vil IKKE sætte hele familien på stand-by. NEJ det vil jeg ikke.

Jeg glæder mig til fremtiden - til vished. Hvor jeg ved om det bliver plan A, B, C..., som bliver gældende. Fremtidens glæde VIL jeg bringe med ind i nutiden, fremfor at se på det derude i fremtiden som noget, jeg mangler i nu'et.

Ventepositionen skal IKKE forringe kvaliteten af VORES liv.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram - podcast

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Henriette,
Skønt at du lige tog det emne op. Jeg sidder nemlig lige præcis også der lige nu. Lidt anderledes, knap så stramt, men venter på afklaring imens alle andre omkring mig går og venter på ferie, så går jeg og venter på om jeg er berettiget til dagpenge (hvilket ville være noget skidt) eller om jeg ikke er (hvilket kan gøre at jeg fra 1. juli har et sommerferievikariat).
Hvor er det bøvlet.
Egentlig vil jeg gerne holde ferie, men indkomsten på dagpenge, gider jeg ikke. Og jeg vil ikke bruge en måned af mit liv på at vente.... Det har jeg prøvet - flere gange.
Men at skulle være afhængig af andres vurderinger og beslutninger er rigtig træls. Så min plan A må være: ingen sommerferie 😀 lyder skørt, men det ville jeg blive glad i låget over.
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Jeg har faktisk slet ikke tænkt over, at der i Danmark lige nu er en masse i venteposition (kommende studenter, som venter på svar fra drømme studiet). Og ja, også dig. Åh hvor jeg håber din plan A lykkedes - selvom det (ved første øjekast) lyder skørt 😉. Dejlig lørdag 😙
nouw.com/kroniskefarver
Henriette,
Jamen det er fuldstændig skørt. Såfremt jeg er berettiget til dagpenge, skal jeg kunne tage et fuldtids fra dag til dag. Derfor skal jeg have en frigørelsesattest som gør at jeg kan stoppe fra dag til dag. Det vil de selvfølgelig ikke risikere på min nye arbejdsplads. Både dagpenge osv giver mindre end jeg kan tjene på at tage jobbet. Så ja, skørt og dumt.
kronisketanker.wordpress.com
Mariimar,
Det er en meget fin beskrivelse af den afmagt man kan føle, når man på et tidspunkt oplever, at man ikke længere selv står ved roret i sit liv, men er styret af dels sygdoms begrænsninger, og ikke mindst omverdenens. Kommunalt ansatte, fremmede mennesker, vejer, vægter og vurderer én, og er med til at tage beslutninger om, hvordan ens fremtidige liv skal forme sig. Av!
Igen igen glædes og forbløffes jeg over, hvordan du er i stand til at bevare mest muligt af kontrollen selv, at tilpasse dig omstændighederne og få det bedst mulige ud af situationen.
At acceptere, at tingene er som de er, finde mulighederne i situationen og arbejde videre derfra. Og dermed bevarer du, i videst muligt omfang kontrollen over dit liv. Det er stadig dig, der står ved roret, der er bare flere (eller andre) skær du skal have øje på og styre udenom.
Jeg bliver ofte inspireret af dit syn på tilværelsen. Dine beskrivelser af os, som skibe eller skibspassagerer, og dine planer a, b, c .. r 👍 fx.
Du er både indsigtsfuld og klog, og jeg er næppe den eneste, der kan lære noget af din tilgang til tilværelsen, uanset om man er eller ikke er ramt af begrænsninger pga sygdom eller andet.
Tak fordi du deler ☺🌻☉❤
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tusinde tak for den kommentar. Den varmer! Og du skriver det så godt, hvordan man har det og hvordan jeg virkelig prøver at tage kontrollen og finde det positive frem. God søndag ☀️
nouw.com/kroniskefarver