Livet har lært mig: Du vil gå igennem svære tider – Det er livet.

Det er fredag aften.

Aftenen hvor stiletterne engang herskende. Hvor bassen pumpede i takt til pulsen. Hvor gin, tonic & lime flød i strømme som vand og alle vegne jeg så, var der smil og dans.

Sådan foregår det ikke længere.

I dag er det fredag. Jeg er alene hjemme. Jeg sidder på sofaen. Her har jeg sådan set siddet ret meget på det sidste. Klokken nærmer sig 21 og jeg overvejer seriøst at gå i seng.

Jeg har lige fået en Snapchat fra min husbond. Han er på job.

Jeg vil så gerne, det var mig. Mig der enten var på job eller ude på dansegulvet - eller et helt andet sted. Bare ikke her; på sofaen.

Nogle gange bliver jeg bange for, om jeg er blevet en anden. Altså inderst inde er jeg stadig dén jeg var - før sygdommen. Udadtil er jeg en anden. Jeg er god nok til at tage en maske på, når jeg skal noget socialt. Så længe jeg kan lade masken falde i flere dage efter. Men herhjemme er jeg ikke så god til at have masken på. Det kan jeg nemlig ikke holde til i længen.

og det gør mig lidt trist.

Engang imellem popper der bekymringer frem. Bekymringer for om diskrepansen mellem den person jeg var (og stadig er inderst inde) bliver for stor. For stor i forhold til den person jeg er nu, hvor sygdommen sætter agendagen. Om jeg er blevet en anden Søs, end dén Søs som Anders forelskede sig i.

Tænk bare, hvis bekymringen en dag bliver sand...

Jeg ønsker, så højt, at det aldrig kommer til at ske. For ærligt: hvem er jeg uden Anders?

Der var engang, hvor jeg var en stærk og selvstændig kvinde. Jeg kunne klare mig selv. At jeg var ude, var mere reglen end undtagelsen. Jeg sov ikke meget og syntes at søvn var spild af tid (det synes jeg sådan set stadig). Det var dengang, hvor Anders sad på sofaen og jeg altid sagde <<kom nu! Lad os lave noget!>>.

Nu er der byttet om på rollerne.

Og ærligt: jeg er ikke glad for det. For jeg føler mig en smule ensom.

Eller måske ikke så meget ensom - for jeg har jo et godt netværk, fyldt med masser af dejlige mennesker. Måske mere trist. Trist over, at jeg igen - og så på en fredag aften - sidder alene. Alene fordi min krop siger nej til at være social. Ikke engang at få besøg af en god ven, gider kroppen.

Jeg ved godt, at der er nogle derude, som vil tage imod en aleneaften med åbne arme. Nogle som elsker MIG tid. Jeg er bare stik modsat. Jeg har det bedst, når der konstant er folk omkring mig. Alene kan jeg ikke finde ud af at være. Jeg kan ikke finde ro, og MIG tid, kan jeg bedre finde ud af, når der er folk omkring mig.


Ligesom jeg var ved at drukne i selvynk, kom jeg i tanke om noget, som jeg jo godt ved. Noget som livet allerede har lært mig.

Nemlig:

"Du vil gå igennem svære tider – Det er livet. Men intet der sker, sker imod dig, men for dig. Se det positive i negative omstændigheder"

– Joel Osteen

Faktisk: det er jo det jeg - normalvis - er så skide god til at se!

At jeg skulle blive syg.... Hvis ikke mig, hvem så?

Derfor: jeg hopper tilbage på hesten. Noget der er lettere, efter jeg har skrevet mine bekymringer og tanker ned.

Min forstilling om livet som en havn, med masser af skibe, lever stadig.

Alle skibene sejler forskellige steder hen. Jeg var på vej med ét skib, men hoppede af. Nu er jeg på vej med et andet skib. Dette eventyr er anderledes end eventyret på det første skib. Men det er stadig et eventyr. Destinationen kender jeg ikke, og det er også ligegyldig. Det gælder nemlig ikke om destinationen, men om at nyde sejlturen. Om at lægge mærke til alle de positive ting og oplevelser, som faktisk eksister på denne nye rute.

Den nye rute har bragt Anders og jeg tættere. Før sygdommen var diskrepansen mellem ham og jeg nok for stor. Jeg var mere ekstrovert end introvert. Anders lige præcis modsat. Nu har vi mødt hinanden på halvvejen. At jeg ikke er noget uden ham, er jo ikke sandt. Sandheden er, at vi er noget for hinanden. At vi, hver i sær er stærkere som individer - fordi vi har hinanden.

Og faktisk: Inderst inde véd jeg, at Anders kan se bag masken og bag sygdommen og se MIG, hvem jeg i virkeligheden er.


SÅ: I aften vil jeg smile, hvergang Chelsea sparker mig, fordi hun drømmer. Smile over, at jeg har et godt netværk med masser af dejlige mennesker. Smile over, at jeg faktisk har danset i dag (5 min i køkkenet. Videoen kan du se nederst i indlægget). Smile over, at den nye rute har ført til denne blog. Smile når jeg om lidt tager en slurk af rødvinen og smager på chokoladen. Ja, der er sgu så meget at smile over.


Så det har livet også lært mig: At der - selv ved negative omstændigheder - findes noget positivt.


"Sail Away" med David Gray er vist en meget passende titelsang til dette indlæg

 Få mail om nye indlæg ved at følge mig på:

Bloglovin'

 Du kan også finde mig på

facebook - instagram 

Snapchat: soes_trier

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Source error

Synes godt om

Kommentarer