Kroppens finurligheder opdager alle. Gør de ik'?

Kender I det med, at man kan gå i panik over sin krops finurligheder? Jeg har gjort det flere gange. Så sent som til aften gik jeg i panik.Panikken handler om mine fingre, som er alt andet en feminine. Takket være raynauds/Sklerodermi, kan mine hænder ligne nogle som jeg har lånt fra en ven i kapellet. De er hævet og som regel er de enten blå, hvide eller røde.

For en del måneder siden...

Jeg sidder til møde på arbejdet. Det er egentlig et meget spændende møde og med nogle gode oplæg.Det er et tværfagligt møde. Derfor er der en del mennesker, jeg ikke kender.Midt i et oplæg fra PET kigger jeg ned på mine hænder. SHIT de er hævet og mega røde og ikke særlig pæne. Jeg glemmer alt om at lytte efter, i stedet er jeg gået i panik. Hvordan finder jeg en løsning, så de andre ikke opdager mine fingre (de er ikke særlig appetitvækkende). Først kigger jeg på den ene sidemand. Okay han er optaget at oplægsholderen. Jeg kigger på den anden sidemand. Han er lige så optaget af oplægget - godt oplægsholderen er en kvindelig lækkerbisken. Hun tager nemlig al opmærksomhed.Jeg kigger på min taske. Dernede ligger et par varme luffer. Der ligger også et par elektroniske varme handsker. Dem kan jeg tage på. Det virker bare underligt at iføre sig et par handsker, som ligner noget fra “tilbage til fremtiden” filmen. Ligeså underligt virker det at tage luffer på - hvert fald i dag, hvor solen varmer ind ad vinduerne. Lorte raynauds fingre. At de gør ondt kan jeg vænne mig til, men at de bliver så grimme, det er bare træls.


Så kom kagen

Jeg dropper vanterne. Det vil simpelthen medføre en stormflod af spørgsmål. Og lige nu magter jeg ikke. Lige nu vil jeg hellere debattere noget spændende arbejdsrelateret, end jeg vil holde enetale om min sygdom.Så jeg sætter mig på hænderne. Under ballerne har de det nemlig dejligt varmt, og de er ude af syneDe andre begynder at klappe. Er hun allerede færdig? Jeg har slet ikke hørt efter. Jeg vælger at lade hænderne blive under ballerne. Begge mine sidemænd er alligevel så optaget af frk. pæne-kvinde-som-tager-al-opmærksom-og-tak-for-det, at de ikke opdager min manglende klapsalver.Og så kommer vi til kagen.Den bliver sendt hen mod min retning.Åhh kage!Min sidemand rækker fadet over mod mig."Nej tak. Jeg springer kagen over" Jeg sidder stadig på mine hænder.Sidemanden er ved at tabe kagefadet"En offentlig ansat, der ikke spiser kage. Du drikker forhåbentlig kaffe!?"Jeg nikker.Alle guffer kage i sig. Nøj, hvor ser den altså god ud!Min venstre sidemand har nærmest slugt sin kage i én mundfuld. Han tager fadet og snupper endnu et stykke."Hva’ så unge dame, er du sikker på, du ikke vil have et stykke. Den er ret go’!?.""Jo så stik mig fadet. "Jeg fjerner hænderne fra ballerne. Jeg har nemlig lyst til kage,og pyt så med hvordan mine hænder ser ud.Det er jo sådan jeg ser ud. Jeg kan lige så godt lære at leve med det.Jeg guffer kagen i migNøj den er god!Jeg glemmer alt om fingrene, og tydeligvis bemærker ingen dem. Jeg bliver i hvert fald ikke spurgt indtil de blå/røde fingre

I dag

gik jeg i panik over mine hænder. Men så kom jeg i tanke om dengang, hvor de var helt blå og ingen bemærkede det. Tingene er sjældent så slemme, som vi selv gør dem til. Det skal man lige huske at minde sig selv om.For ærligt: Jeg tænker nok mere over det end andre gør.Og du kender det garanteret selv? Du har sikkert også nogle kropslige issues, som du er bomsikker på, at andre lægger lige så meget mærke til, som du selv gør. Men bare roligt; andre tænker slet ikke over det i samme grad som du gør.

Advarsel:

Nederst kan du se billeder af mine hænder. Det er ikke kønt. Så scroll ikke længere ned, hvis du ikke vil se dem.

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Her kommer lidt billeder af raynauds hænder:

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
,
Sådan har jeg det da med mig selv. Jeg var da egentlig ret sød både som ung pige og i starten af tyverne... Men håret og tøjet
Søs Trier,
Det synes jeg også, at jeg var. Men som teenager, nøj hvor var jeg træt af nogle ting ved mig selv. Og når jeg nu ser billederne, kan jeg virkelig ikke se, hvorfor jeg brugte så meget energi på at være sur over min krop. Jeg så jo brand godt ud - hvis man lige ser bort fra de falske buffalo støvler (fordi jeg ikke havde råd til de ægte, blev de malet med slettelak for at lige de rigtige )
kroniskefarver.dk