Smil

Ugens smil har for 8. gang ramt bloggen. Da jeg startede traditionen, var jeg i tvivl om, om I ville læse med. Det er jo noget anderledes end måden, hvorpå jeg plejer at blogge. Men I har taget godt i mod det - og tak for det!

Ugens smil

1. Smil

Da Chelsea vandt 2-0 over Everton (i fodbold). Okay det skete godt nok søndag 8 dage siden, men den kommer alligevel lige med her (glemte den i sidste uge).Jeg sad og stenede med et spil Candy Crush (ja ja jeg ved det godt. Døm mig ikke). PLUDSELIG råbte Anders "Jadaaa! Sådan Chelsea!" Chelsea (vores hund) reagerede selvfølgelig på, hvad hun troede, var et kald på hende. Hun løb op til Anders. Anders hoppede og dansede rundt - og det samme begyndte Chelsea på.Har I nogensinde set en hund forsøge at hoppe og "danse" på samme tid? Hvis I har, ved I hvorfor dette er med på ugens smil.

Fik ikke et billede af en dansende mand og hund (var for travl optaget med at grine).

2. smil

Jeg har jo været græsenke det meste af ugen, og jeg er så heldig at have nogle fantastiske veninder, der ved, at jeg har det svært ved at være alene og laver plads i deres kalender til mig.Så i ugens løb har jeg både spist frokost, set film, gået en slentretur igennem gågaden, spist aftensmad og helt igennem hygget med en skøn veninde. Endda med en veninde, hvor det er fuldstændig acceptabelt at sige "jeg er træt", og så kan vi bare sidde og stene ud i luften sammen. Jeg smiler over at have et liv beriget med SÅ gode venner.

Frokost med en skøn pige

3. smil

Jeg har lært to kvinder at kende igennem de sociale medier. Vi har alle tre det til fælles: Vi er kronisk syge og kæmper for at få en så normal hverdag som muligt. Vi havde aftalt at mødes - in real life - i Odense zoo. Det var simpelthen en herlig dag og bestemt ikke sidste gang jeg ser dem.
Tre kroniske fightere
Nææ hvad er det?
En telefon! Say Cheese

Nogle pudsige dyr i zoo

4. smil

Da jeg drømte om Thomas Buttenschøn. Og bare rolig, det var ikke sådan en våd drøm. Jøsses det ville jeg aldrig skrive om her - min mor er læser jo med.

Søs the dreamer - måtte bare købe denne "drømmer" posen - pga. teksten. Selvfølgelig.

Nå men jeg havde lige en "bette" formiddags lur på tre timer, hvor jeg drømte, at Thomas Buttenschøn kom forbi og sang i min stue. Jeg vågnede (i min drøm) og skrev på Instagram, at jeg lige havde drømt om en live koncert med ham - jeg taggede ham selvfølgelig i opslaget.Pludselig skulle jeg til møde med en antropolog. Han havde et arbejde til mig. Jeg fandt ud af, at antropologen var kriminel, men det var lige meget. Han var nemlig klog, jeg kunne have nogle gode intellektuelle samtaler med ham, og han havde det mest spændende job til mig - så kriminalitets delen var ligesom en lille ubetydelig faktor.Lige inden opstarten på jobbet blev jeg indlagt. Typisk. Heldigvis blev jeg udskrevet ret hurtigt. Jeg skulle selv "tjekke ud" fra sygehuset. Udskrivelsen skete med sådan en ansigts genkendelses skærm. Du ved; sådan en man ser i actionfilm, når de "vigtige" skal have adgang til et hemmeligt rum (jep i mine drømme er sygehusene ret high tec.). Nå, men der stod jeg og forsøgte at få high tec skærmen til at tage et billede af mit ansigt. Pludselig dukkede der et kæmpe stort krøllet sort hår op bag mig. Jeg fik et chok! Havde medicinen nu bivirkninger i form af et kæmpe stort krøllet hår? Det viste sig at være Thomas Buttenschøn. Han havde set mit opslag, set at jeg var indlagt - og set at jeg havde brug for et lift til mit nye arbejde. Så han ville hente mig.


Selvfølgelig ville Thomas Buttenschøn da lige køre et lille smut fra Sjælland til et sygehus i Østjylland og videre til en eller anden arbejdsplads for en fremmed
Nå men Thomas, antropologen og jeg kørte sammen til det nye job. Og hr. Buttenschøn spillede selvfølgelig hele vejen.Da jeg vågnede, var jeg drøn forvirret. Havde jeg virkelig fået et nyt job sammen med en intelligent og kriminel antropolog? Og havde Thomas Buttenschøn været forbi?Selvfølgelig ikke.Resten af dagen gik jeg og nynnede "fantastiske mandag"https://www.youtube.com/watch?v=nmcN-J9pUec

5. Smil

Da Anders kom hjem fra arbejds"ferie".

6. Smil

I lørdags skulle jeg til have/fødselsdagsfest på landet sammen med en bunke godtfolk. Jeg havde glædet mig! Desværre var jeg bare ikke på toppen, og måtte tage hjem inden for den første time (nok noget med, at jeg samme dag var trappet en smule ned i prednisolon). Det var slet ikke noget jeg smilede af. Faktisk var jeg i pænt dårligt humør. Hjemme igen sad jeg på sofaen. Dynen var trukket med ind på sofaen, og jeg var træt af det hele. Så kom jeg i tanke om, hvor forstående de andre havde været. Jeg hører tit fra andre syge, at deres omgangskreds ikke forstår dem - og det er frustrerende. Selvom episoden med at tage hjem var træls, smiler jeg over at have en så forstående omgangskreds. Tak for dem. Min omgangskreds gør livet som syg en smule nemmere.

7. Smil

En gut fra USA skrev til mig på Instagram. Han er under udredning for Sklerodermi, og var mentalt nede over det hele. Han havde fundet min profil og havde brug for at vide, hvordan sygdommen påvirker mig og brug for at vide, at man altså godt kan få et godt liv til trods for sygdom.De sociale medier er udskældt for at være tidsrøvende - hvilket er ganske rigtigt. Men de sociale medier kan også noget helt specielt. De kan gøre livet - for sådan nogle sofa folk som jeg selv - meget mere socialt. På de sociale medier findes der et fællesskab for kronisk syge. At jeg i denne uge både har mødtes med nogle piger fra Instagram og også skrevet med en fyr fra USA, (som faktisk får noget ud af, at jeg skriver åbent og ærligt), er noget jeg smiler af. Det er nemlig sådan noget som dét, der gør, at både bloggen og Instagram giver mening.

Hvad har fået dig til at smile i ugens løb?

Et smil fra mig til Jer

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier