Personlige indlæg
skuffet, bange, ked af det og vred. Tidligere i denne uge, var jeg en tur igennem de mindre opmuntrende følelser.


skuffet

En gang om ugen går jeg til pilates hos min fysioterapeut. Holdet er sammensat af seje pensionist damer - og mig. Vi blev instrueret i at finde en stor "kontor"elastik (sådan en hvid elastik som kontor mennesker bruger til at holde sammen på deres vigtige kontor ting). Vi fandt alle en elastik. To af damerne stod og snakkede sammen :"tror du den her er for stram?". Hun rykkede lidt i elastikken. Den anden dame tog elastikken og rykkede i den "jooo den synes minsandten noget stram". Den første dame lagde den tilbage i skabet og fandt en lettere elastik. Et øjeblik overvejede jeg at gå hen og hente lige præcis dén elastik den kan jeg da snildt bruge men jeg besluttede at lade værd. Jeg behøver jo ikke blære mig med at være ung og stærk.Vi skulle lave sådan en øvelse, hvor vi lå på siden, med elastikken oppe over knæene og så skulle det øverste ben "bare" løftes.
Fik lige Anders til at illustrerer øvelsen - da jeg jo ikke selv kan[/caption]Jeg kæmpede og kæmpede.Jeg kunne ikke.

Det sted - hvor cuvetten sidder på en ko - virker åbenbart ikke særlig godt på mig.
Instruktøren: "Søs du bliver nødt til at lave øvelsen uden elastik". Lige dér var tårende ved at presse sig på.Jeg ved godt, at der er krummer i de pensionister. Men alligevel... De kan. Jeg kan ikke. Ej hvor blev jeg bare skuffet.

bange, ked af det og vred

Jeg havde egentlig planlagt at tage min obligatoriske morfar efter pilates. Men jeg kunne ikke. Følelsen af skuffelse sad dybt i mig det kan simpelthen ikke passe! Jeg hoppede i løbeskoene, hvis jeg er så svag i "cuvetten", så bliver jeg bare ved, ved og ved med at træne og løbe indtil jeg er lige så sej - og lidt sejere - end pensionisterneEn løbetur med brugte ben er bare ikke særlig smart. Da det første lille vejbump kom, måtte jeg gå. Pludselig gik der koks i min playliste og Eskobar - Persona Gone Missing kom brølende ud af høretelefonerne (lyt evt. til den mens du læser videre)https://www.youtube.com/watch?v=-nfTvUcBphI

Dette resulterede i, at tårerne, som jeg havde forsøgt at skubbe væk, kom væltende frem som var jeg Victoria Falls. Jo mere jeg tørrede, jo flere kom der.
Jeg var bange. Jeg var ked af det.Jeg tænkte tilbage på sidste konsultation. Lægen bemærkede, at mine ben ikke var lige så stærke som resten af kroppen. Jeg tænkte også tilbage på opkaldet fra lægen. Mine muskelenzymer var ALT for høje men det var jo fordi jeg havde løbet til 24 timersløbet. Var det ikke? Det MÅ have været derfor.Ordene 'Dermatomyositis' og 'Polymisitis' kørte rundt inde i hovedet. Begge muskelsygdomme, der kan gøre, at man ikke kan gå på trapper eller løfte armene over hovedet. Begge er sygdomme jeg ikke har (7, 9, 13), men det er sygdomme som lægerne holder øje med hos mig (noget med nogle blodprøver, der tyder på, at jeg er i risikozonen for at udvikle dem).Bare det ikke er det. Det må ikke være det!Jeg blev mere og mere bange.Da jeg for - jeg ved ikke hvilken gang - igen måtte holde pause i løbet, blev jeg vred Aldrig nogensinde om jeg kommer til ikke at kunne gå på trapper eller rejse mig fra en stol. ALDRIG. Tårerene blev forvandlet til vredens energi og det lykkedes mig at løbe det sidste stykke hjem (der var ikke ret langt tilbage og heldigvis ingen bakker)

Da jeg kom hjem

tog jeg dynen med ind på sofaen. Der blev jeg resten af dagen. Jeg spiste chokolade. Jeg zappede rundt mellem tv kanalerne, men kunne ikke finde ro til at følge med i noget.Jeg var bange. Bange for at sygdommen vil udvikle sig til noget meget grimt.Jeg var ked af det. Ked af, at jeg har den krop som jeg har.Jeg var skuffet. Skuffet over ikke at kunne præstere det samme som pensionisterne. Jeg har trods alt trænet seriøst i over 10 år.Jeg var vred. Vred over, at jeg altid vil komme til at få de her bekymringer. Bekymringer som (FORHÅBENTLIG) er fuldstændig unødigeJeg skrev nogle af følelserne ned i det her blog indlæg (og gjorde blogindlægget færdigt senere). I takt med, at jeg fik følelserne skrevet ned, blev jeg mere fortrøstningsfuld. Jeg har før oplevet en "falsk alarm". Jeg bliver simpelthen nødt til at tro på, at de her svage muskler er en falsk alarm. Det skal være falsk alarm!

Nu - mens jeg skriver

er jeg lettet.Jeg har talt med lægen. Jeg får i forvejen noget medicin, som også bruges mod Dermatomyositis og mod Polymisitis. Derfor er der ikke grund til bekymring. Såfremt der er noget galt, burde det ikke kunne udvikle sig.Samtidig med lægesnakken, fik jeg også en indkaldelse til opstart af den nye medicin.Jeg tror på, at den nye medicin er trylledrikken, jeg har manglet.

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Follow my blog with Bloglovin

 

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier