Personlige indlæg
Jeg savner en hel almindelig hver dag - med arbejde og hele molevitten. MEN jeg er blevet en smule bedre til at manøvre rundt i denne her syge verden. Jeg klarer sygemeldingen bedre, end hvad jeg gjorde i januar 2016. Jeg har simpelthen lært noget fra sidste gang. Og det er faktisk skide fedt.


Sidst jeg var sygemeldt

Den 10 januar 2016 skrev jeg på Instagram :
"Jeg savner at være stresset og brokke mig over, at jeg ikke har nok timer i døgnetJa ja jeg ved godt, at det lyder underligt. Men her søndag aften, hvor vi er på nippet til en ny uges begyndelse - med et hav af to-do lister - mangler jeg netop dét; at have en aktiv uge. Det er ikke fordi, at jeg ikke har en masse projekter og idéer, som bare venter på at blive taget hul på. Det er ikke fordi, jeg er doven og ikke vil. Jeg kan bare ikke. Jeg har bare ikke energienMens jeg går hjemme og er syg, savner jeg den energi og den raske krop, som kan få mig tilbage på arbejdsmarkedet og dermed give mig noget at gå i seng og stå op for.Jeg savner en struktureret hverdag. En hverdag, hvor jeg står op, har travlt med at komme ud af døren, snupper en to-go kaffe med i bilen (som jeg selvfølgelig spilder ud over min nyvasket skjorte - for sådan går det altid for mig). En hverdag, hvor der er travlhed på jobbet, og hvor jeg på hjemturen bare drømmer om at slænge mig i sofaen. Men i den savnede hverdag, kan jeg ikke bare lægge mig på sofaen, for hunden skal luftes, maden skal handles og laves, måske skal der trænes, manden skal plejes og til sidst falder man søvndrukken om på sofaen.

Jeg føler nok, at jeg først rigtig kan holde søndag, når jeg også har haft en rigtig man, tirs, ons, tors, fre og lørdag
Tidligere i aften - da mit savn gik op for mig og tårerne væltede ud af mig - gav min mand mig et stort knus og sagde de trøstende ord; at han forstod og forsikrede mig om, at det hele nok skal gå! Han lovede mig, at jeg nok skal komme stærkt tilbage, for sådan er jeg! Men det tager tid. Indtil den tid kommer, skal jeg give mig selv lov til at føle de trælse følelser og forsøge at acceptere, hvordan min hverdag ser ud; her og nu. Min mand sagde også, at han er lettet over, at jeg nu er kommet i behandling og jeg stadig er her. For hvad skulle han gøre uden mig? Og han har jo egentlig ret. Hellere, at jeg er her og kæmper, end det forfærdelige modsatte.Det kan godt være, at jeg ikke har meget at stå op for, men jeg har en masse at stå op til. Nemlig en helt igennem fantastisk mand, en dejlig familie, venner, hund og selvfølgelig Jer på de sociale medier"


I dag

Jeg er ikke kommet tilbage på arbejdsmarkedet på fuld skrue. Jeg var tilbage nogle timer om ugen i et års tid, for derefter at blive fuldtids syg igen. Jeg har nu gået hjemme siden marts 2017 - og jeg klarer det faktisk (og heldigvis) bedre end dengang i 2016.


savner stadig

Misforstå mig ikke. Jeg savner stadig at arbejde - intet jeg hellere ville end at stå tidligt op og vide, at der venter en mig en travl dag (alle der har læst med på bloggen, er vist heller ikke i tvivl om dette).Men jeg er blevet bedre til at tackle dét at gå hjemme.Hvordan gør jeg?Svaret er simpelt: Jeg forsøger at lave forskel på weekend og hverdag.Jovist forskellen er lille. Men den er der. Og det er alfa omega.Jeg dovner sover/hviler jo meget. Og det er lige præcis dér. I hvilene, at forskellen ligger.

Jeg hviler nemlig på en anden måde i weekenden end jeg gør i hverdagene.
I hverdagene hviler jeg for at få overskud til at sætte en vask over eller for at kunne handle ind eller for at kunne tage til pilates eller... Hviler for at gøre kroppen klar til det at kunne arbejde.I weekenden hviler jeg for at få overskud til at gøre dét, som gør mig glad. Overskud til venner, overskud til familie, overskud til at kunne læse nogle sider i en bog eller overskud til at kunne følge med i en serie på Netflix. (Det lyder måske vandvittigt, men brain fog'en gør, at jeg skal hvile for at kunne følge ordentlig med i en film)Dengang - i januar 2016 - flød det hele sammen. Jeg kunne ikke se forskel på hverdag og weekend. Det kan jeg i dag. I dag glæder jeg mig til weekenderne.

Så til dig, der lige nu går hjemme, og synes det er vandvittig hårdt, vil jeg bare sige:Det er hårdt. Det ved jeg. Men det bliver bedre. Måske kan du ikke se det lige nu, men hvis du mærker efter, og finder ud af, hvad der gør dig trist og ked af det, finder du også ud af, hvad der skal justeres. Hvad der skal ændres. Måske skal der forsøges mange gange, før du finder ud af, hvad der er det rigtige FOR DIG - jeg justerer stadig og forsøger mig stadig frem - MEN lige pludselig sidder du, som jeg gør nu. Ser tilbage og faktisk kan se, at DU HAR GJORT FREMSKRIDT OG HAR DET BEDRE.Du skal nok finde ud af, hvad det virker for dig. Jeg tror på dig - og jeg tror på migPS. Hvis du har nogle gode råd til at håndtere hverdagene som sygemeldt, må du meget gerne smide en kommentar. Det kan være, at lige præcis din kommentar kan hjælpe en anden (og hjælpe mig).

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Follow my blog with Bloglovin

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier