Personlige indlæg
"Jeg savner MIG". Sådan skrev Pernille på sin blog (Stay Positive) for to år siden (du kan læse indlægget her). Kort og godt handler det om at savne den identitet, man havde før, man fik diagnoser kylet i nakken. Men det handler også om (og dette er ret vigtigt!) at acceptere denne "nye" person man er blevet. Om at blive fortrolig med sin nye identitet. Om ikke at føle vrede. Om at fokusere på, hvem man kan blive. Om at sygdommen kan blive en medspiller og ikke en modspiller. Om at den "nye" identitet måske er endnu bedre. For måske har sygdommen lært en noget.

Tak

Indlægget fra Pernille var lige dét jeg havde brug for at læse. For jeg må ærlig indrømme: jeg har det svært for tiden.Jeg er heldigvis ikke ramt af depression. Jeg elsker livet. Jeg har ikke lyst til at ligge på sofaen. Jeg har lyst til at opleve livet. Jeg har lyst til at stå op om morgenen. Jeg har lyst til at suge det hele til mig. Og godt for det. Havde sygdommen også taget livslysten fra mig, ja så lå jeg nok - bitter og opgivende - dagen lang på sofaen.

Men jeg er ikke bitter. Jeg savner "bare".

Savner

Jeg savner Søs.Jeg savner den Søs, jeg var før, min krop begyndte at gå til angreb på sig selv. Det er DEN Søs jeg identificere mig med.Jeg føler, at jeg har mistet mig selv.Lige nu kan jeg ikke acceptere det liv, sygdommen har givet mig. Eller rettere: Alt det sygdommen har taget fra mig.Jeg kan ikke acceptere ikke at kunne blive mor, og ikke at have en karriere med mulighed for at arbejde mig op til noget. Jeg vil hellere arbejde 60 timer om ugen end arbejde 0 timer.Det værste er hel klart (det kan mange af Jer nok gætte...): TRÆTHEDEN. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver det: Men hvor er jeg bare træt af at være træt! Nogle dage har jeg en hamrende hovedpine, andre dage stikkende nervesmerter, andre dage noget helt tredje osv. (listen vil blive kedelig lang). Men smerte kan jeg håndtere. Det har jeg altid været god til. I over 10 år har jeg dyrket seriøst sport. Sportsmennesker er gode til at håndtere smerter. Smerten er nemlig den, som rykker grænser. Jeg har løbet med forstuvet fod (mange gange). Kastet op og fortsat. Trukket vejret under vand (fordi jeg var så presset under en dykning og ikke kunne holde det længere). Jeg var den eneste kvinde i delingen i Beredskabsstyrelsen, og jeg lå i toppen, fordi jeg nægtede at være den "svage" bare fordi jeg er kvinde.Jeg kan blive ved med at finde eksempler... Men det korte af det lange: Smerter er ikke ukendte for mig. Det er trætheden til gengæld.

Søs - hende jeg identificere mig med - er ikke træt. Faktisk det stik modsatte
Træthed har jeg aldrig skullet forholde mig til, og jeg ved ikke hvordan man gør.Det er her, min verden er ved at bryde sammen. Jeg kan IKKE finde ud af at være træt, og jeg har heller iKKE lyst til at finde ud af det. Lige nu kan jeg simpelthen ikke acceptere det. Jeg ved godt, at man skal finde accepten for at komme videre. Men det er skide svært!


Jeg er kommet langt

I starten af mit sygdomsforløb fik jeg besøg er en ergoterapeut. Jeg håber hun ved det: det møde gav mig så meget. Jeg kastede en masse bolde i luften. Hun greb dem. Sagde til mig, at jeg godt kunne. At jeg skulle tro på mig selv. At jeg er skide sej. Hun gjorde, at jeg turde kaste mig ud i den her jagt på accepten. En jagt der er gået igennem både 24 timersløbet sidste år. Igennem min blog og min instagram.For nylig skrev hun, at jeg var nået så meget længere end, hvad jeg var, da hun første gang mødte mig.Hun har ret.Sygdommen har nemlig lært mig en hel del. Sygdommen har givet mig adgang til noget, som raske mennesker ikke har adgang til. Imellem al lorten - som jeg, andre syge og pårørende skal forholde sig til, findes der nogle vinduer, som ikke findes hos raske. Kigger vi ud af de vinduer, finder vi noget fuldstændig sublimt som vi kan gribe fat i og give videre.Jeg vil ikke være foruden de vinduer. Så selvom jeg, lige nu, synes det hele er rigtig svært, tror jeg på, at jeg er tættere på accept end jeg nogensinde før har været.


En god fremtid

Indlægget fra Pernille har heldigvis givet mig tro og håb på, at jeg en dag finder accepten. Med tiden skal det hele nok flaske sig, og hvem ved, måske har jeg om et år - trods for sygdom - en karriere og et privatliv, hvor VI har lært mere og dermed bedre kan tage højde for sygdommen. For den er jo en del af MIG.Ikke at VI ikke tager højde for den. Det gør vi. Især Anders gør. Det mig, der bliver vred, skuffet og ked af det når planerne ikke går som planlagt. Det er Anders, som løfter mig op igen. Så rettere: måske lærer JEG at tage højde for sygdommen i hverdagen?Jeg håber!Og faktisk så tror jeg på, at jeg i fremtiden får det som Pernille. At den nye identitet (måske) er bedre end den gamle. At jeg kommer til at glædes over MIG, som den Søs jeg er.


Et virvar

Tak fordi du læser med i det her rodet virvar af følelser. Et virvar af de følelser jeg har NU. Følelser, der ligger imellem accept og opgivenhed. Heldigvis langt tættere på accepten og opgivenheden,Jeg glæder mig til, en dag i fremtiden, at kunne skrive et indlæg om, at JEG har accepteret den "nye" Søs.

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Follow my blog with Bloglovin

Her kan du læse om, hvordan hverdagen som træt er.

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier