Personlige indlæg
Hvis man kommer gående ned ad gaden og slår panden mod en mur er der ligesom to muligheder:
  1. gå tilbage og find en ny rute
  2. kravl over muren

Det nemmeste er måske at vende om og finde en ny rute. Jeg tror ikke på, at den nemme løsning altid er den rigtige. Jeg har altid ment, at man skal møde livets mure med oprejst pande, vilje, kampgejst, gå på mod - og måske en smule talkum. Jo, man risikerer at falde ned, og det gør ondt. Så må man tage en pause, pleje sine sår og så MÅ man rejse sig op og forsøge igen.


Vi lærer nemlig noget af vores fald. Lige pludselig er vi ovre muren, og vi føler os som verdensmestre.
Da jeg blev syg, løb jeg panden mod muren. Jeg har forsøgt at kravle over. Jeg har prøvet at falde - mange gange. Men jeg er blevet ved og ved med at forsøge. Jeg vil nemlig over! Ovre på den anden side findes min ideelle hverdag. Jeg har været sikker på, at min vilje nok skulle få mig over muren.

Nu er jeg ikke så sikker længere. Måske er det på tide at gå tilbage og finde en anden vej. En vej, hvor der ikke er en kæmpe mur. En anden vej til at finde min ideelle hverdag. For den vej findes vel?

Jeg begyndte at tvivle på min evne til at kravle over muren, da jeg i denne uge fik en kopi af speciallægeerklæringen.Her står der sort på hvidt"Det har ikke været muligt at holde patientens sygdom i ro, uden større doser prednisolon. Har ikke haft tilstrækkelig effekt af kemoterapi og Imurel, hvorfor hun nu starter behandling med B-celle hæmmer" "Det vurderes således at tjenestemandens muligheder for at genoptage sit vanlige arbejde på fuld til er meget dårlige. Hun har 2 svære (og meget sjældne) bindevævssygdomme" ... "Muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet i det hele taget er svær at vurdere og må afventes til efter behandlingsændringen. Generelt er prognosen for Systemisk Sklerodermi dårlig trods behandling"

Inderste inde vidste jeg jo nok godt, at det ville være, hvad lægerne ville bedømme. Men jeg håbede anderledes. Jeg håbede så inderligt, at hvis jeg bare kæmpede hårdt og kæmpede nok, så ville jeg nå dertil i livet, hvor jeg ønsker at være. Ikke her, hvor jeg er nu.Men jeg ved ikke, hvordan jeg vender om. Hvordan finder jeg en anden vej frem i livet? Jeg har aldrig prøvet det. Jeg har altid kæmpet. Jeg er altid kommet over muren.


Den eneste vej jeg vil, er den vej, hvor muren står i vejen.
Hvad gør jeg, når kroppen ikke vil over, men mentaliteten vil? Skal jeg blive ved med at forsøge? Jeg tror det ikke. Jeg er jo stadig ikke kommet længere end til bunden af muren.

Men tanken om at "give op" giver mig kvalme. Jeg føler mig kvalt. Jeg føler mig fanget. Fanget i min egen krop.

Jeg ved godt - når jeg forsøger at se min situation på afstand - at jeg nok skal finde en god vej . Også selvom det ikke bliver vejen med muren. Jeg ved godt, at det ikke er verdens undergang at vende om. Jeg ved godt, at livet er godt og smilene stadig eksisterer, selvom tilværlsen ikke blev som man håbende - det er jo forhelvede det jeg blogger om. Jeg blogger jo om at være mentalt robust, og at udfordringer blot gør os stærkere.Lige nu kan jeg bare ikke leve op til min egen blog ideologi. Jeg kan nemlig ikke acceptere, at sygdommen tager alt det fra mig.

"Generelt er prognosen for Systemisk Sklerodermi dårlig trods behandling". Når jeg læser dette, får jeg mest af alt lyst til at løbe min vej og ikke se mig tilbage.Men det nytter jo ikke noget. Lige meget, hvor langt og lige meget hvorhen jeg løber, følger sygdommen med. Så der er vel ikke andet at gøre end at blive og kæmpe. Ikke kæmpe for at komme over muren, men kæmpe for at finde accept. Accepten til at sige Søs det er okay at vende om og finde en anden vej. Kæmpe for at finde det gode liv - også selvom det ikke blev som jeg ønskede.Og hvem ved; måske er den nye rute en flot rute? Måske ville jeg have ønsket, at jeg gik denne rute noget før.

Problemet er bare: jeg ved ikke hvordan jeg finder hen til en anden rute?Indtil jeg finder accepten, håber jeg på, at den nye medicin er trylledrikken, der får sygdommene i ro. Trylledrikken der gør, at jeg kan bestige muren. Håbet holder mig oven vande!Og ellers skal jeg nok finde ud af det. Det gør jeg altid. Den ideelle hverdag findes nemlig - også selvom jeg ikke "bestiger" muren.


Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Follow my blog with Bloglovin

    

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier