Den 18. september kan min sygdom "fejre" årsdag. Det var den dag - for to år siden -  at mit liv blev vendt på hovedet.

Den 18. september 2015

En ny periode i mit liv skulle til at starte. Jeg skulle snart være mor (havde samme dag fået sat et befrugtet æg op). Jeg glædede mig til en ny periode i mit liv! En periode med mand, hund, hus, bil og BARN.

En ny periode startede da også, men ikke som jeg troede.
Jeg tog direkte fra fertilitetsklinikken til reumatologisk i Aarhus. Her skulle jeg bare lige tjekkes - troede jeg. Men jeg blev indlagt. Jeg kom på stærk medicin, og det befrugtet æg satte sig aldrig fast. Herefter kom en periode med sygemelding fra arbejdet. En periode med kemoterapi. En ny periode med sygemelding fra arbejdet, og nu sidder jeg igen her. 2 år er gået. Jeg er ikke gravid (min ene æggestok ligger endda i en fryser på Riget, så den ikke skulle blive påvirket af kemoterapien - hvilket kommer til at få processen: barn, til at gå lidt mere træg). Jeg er ikke tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg er ikke rask, og forude venter der mig (højst sandsynligt) en fyreseddel samt en periode med ny medicin.

Jeg bestemmer selv, om det skal være mest lort eller mest lagkage

Ovenstående er ikke ligefrem opløftende for humøret. Alligevel vil jeg forsøge at "fejre" min sygdoms årsdag. Ikke sådan fejre, som med bobler og hip hurra, men alligevel fejre den.

Det lyder måske dumt at fejre den dag, hvor gulvtæppet blev revet væk under mig? For hvem fejre dog turen i rendestenen?
Det gør jeg åbenbart. Eller rettere; det vil jeg forsøge at gøre. For ærligt, HVIS denne sygdom virkelig skal være min følgesvend resten af livet, vil jeg forsøge ikke at bærer den med sorg. Jeg er ikke herre over sygdom. MEN jeg er herrer over, hvordan jeg griber det syge liv an. Det nemmeste er at være bitter - hvilket, ironisk nok, gør livet sværere på lang sigt. Jeg har, kort fortalt, ikke lyst til at leve et liv i sorg. Derfor vil jeg - istedet for at sørge - forsøge at fejre, hvad sygdommen har givet mig. For turen OP FRA rendestenen har faktisk givet mig noget godt med i rygsækken. Så kære sygdom; Lad os få det bedste ud af det sammen.

På denne årsdag vil jeg fejre, at:

  • jeg stadig er her.
    • Da jeg første gang læste om sygdommene, kunne jeg læse, at 80 % med Wegeners Granulomatose dør indenfor et år (hvis de ikke bliver behandlet), og at kun 50 % med systemisk Sklerodermi er i live ti år efter at diagnosen er stillet. Jeg har så også lært, at man IKKE skal tro på google.
  • sygdommene blev opdaget tidligt
    • hvilket står lidt i tråd med ovenstående. Tænk bare, hvor heldig jeg er, at det blev opdaget tidligt. Det har gjort, at jeg kom i behandling hurtigt, og har undgået angreb af lunger, hjerte og nyre.
  • Anders og jeg er blevet tættere end nogensinde før. Jeg ved, at vi kan klare alt.
  • jeg er blevet mere bevidst om, hvad der gør mig glad. Hvad giver mig energi, og hvad tærer på min energi.
  • jeg er blevet bedre til at mærke efter og bruge ordene 'Ja' og 'Nej', når det føles rigtigt for MIG.
  • jeg er blevet bedre til at sige 'Pyt'
  • jeg har mødt nye personer
    • sygdommen har desværre "givet" mig en hvis grad af isolation. Jeg er mere hjemme, end hvad min mentalitet har lyst til. MEN var det ikke for tiden derhjemme, havde jeg ikke brugt så meget tid på de sociale medier. Havde jeg ikke brugt så meget tid på de sociale medier, havde jeg aldrig mødt de herlige mennesker, som jeg har lært at kende igennem min blog, Instagram og Facebook.
  • jeg kan se det smukke i hverdagen.
    • førhen hadede jeg, når det regnede. Nu vælger jeg at gå en tur i regnen - fordi det dufter godt. Sygdommen har åbnet dørene op for noget sublimt. Noget jeg ikke kunne se, dengang jeg var rask. Det her sublime (et smil, en duft, en hel ALMINDELIG dag uden middagslur osv.) er noget jeg tager med mig og bærer tæt inde til kroppen - det gør de hårde dage nemmere.
  • jeg har fået denne blog
[caption id="attachment_2073" align="alignnone" width="2060"] Duften er regn er jo ganske dejlig[/caption]

Den 18. september 2017

vil jeg fejre, at min sygdom har gjort mig mentalt mere robust. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer (også kedeligt, hvis jeg gjorde). MEN jeg ved, at jeg er blevet personligt stærkere.

Har jeg nu accepteret min sygdom?

Kort sagt: nej Jeg kæmper stadig for accepten. Jeg forsøger at forene mig med sygdommen. Det er endnu ikke lykkedes, og inderst inde håber jeg på, at jeg nok skal komme tilbage på arbejdsmarkedet fuldtid. Jeg håber stadig på at blive den "gamle" Søs på fuldtid - selvom nogle vil mene, at det er rigeligt med en deltids udgave af Søs.

Dette indlæg er faktisk et stort skridt på vejen mod accepten.
P.S. accept betyder IKKE, at jeg ligger mig på ryggen, med poterne i vejret (som en hund) og passivt overgiver mig. Det betyder IKKE, at jeg synes det hele er sus og dus. At acceptere betyder "bare" at jeg accepterer tilstedeværelsen af sygdommen. Accepterer sygdommen som en del af mig. Først når jeg har nået denne accept, kan jeg få et godt og meningsfuldt liv - det er hver fald, hvad alle de kloge mennesker siger. Det er den simple grund til min jagt på accept.

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

 

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Få at få mail om nye indlæg, skal du følge mig på Bloglovin'

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

TAK fordi du læser med

(C) COPYRIGHT 2017 - Søs Trier