Jeg skriver åbent og ærligt…

… men faktisk er jeg – som person - meget privat. Hvorfor gør jeg det så, altså deler mine tanker og følelser med en masse fremmede? Ja nogen gange stiller jeg mig selv det samme spørgsmål. Mit seneste indlæg var meget personligt. Jeg skrev det længe før jeg ”turde” poste det. Jeg græd, mens jeg skrev det. Til trods for, at det var et meget følsomt indlæg, valgte jeg at poste det (har du ikke læst indlægget, kan du læse det her). Hvorfor postede jeg noget så privat? Her vil jeg tage jer med til begyndelsen. Da jeg blev syg, blev jeg vred. Selvfølgelig også ked af det, men mest vred. Jeg syntes, at det var så fandens uretfærdigt! Hvorfor mig? Jeg kunne mærke, at jeg havde en masse følelser, som jeg bare skulle ud med. Hvis ikke følelserne kom ud ville jeg enten:
  1. Eksploderer en dag eller
  2. Blive en indebrændt, bitter og gnaven kælling.

Men hvad gør jeg lige med alt det rod, jeg har i hovedet, når jeg synes det er grænseoverskridende at tale om?

Her fik jeg ideen; instagram! Jeg ville oprette en profil og lave en billeddagbog. Jeg ville fortælle åbent og ærligt omkring min situation. For når man ”fortæller” det til telefonen/internettet, føles det bare ikke så privat og intenst, som når man sidder overfor et andet menneske og fortæller om sine følelser – egentlig meget underligt??? Nogle af jer har fulgt min instagramprofil fra begyndelsen. I har været med i de svære tider. Lige fra dengang jeg skulle have fjernet min æggestok, så jeg kunne opstarte kemoterapi, til de frustrationer jeg nogen gange har haft. I har også været med i de gode tider. Fra min første køretur da min fod blev virksom igen, første dag på arbejdet, første løbetur, og været med til alle mine glædes udbrud over en hel almindelig hverdag – bare fordi den ér almindelig! Jeg fik god respons på min profil. Nogle skrev endda, at jeg ved at dele ud af egne oplevelser og følelser også hjalp dem! Så småt ”turde” jeg dele mere og mere.

Jeg vil gerne sige TAK for, at I har fulgt mig, det betyder alverden! Uden jer, var jeg ikke kommet hertil, hvor jeg er i dag!

På instagram fandt jeg selv andre personer, som også ved, hvordan det er, når livet gør ondt. Det hjælper mig at følge dem. Jeg føler mig ikke så alene. En af dem (Pernille) har også en blog. Hendes blog er så fantastisk og har hjulpet mig meget. Jeg besluttede mig for også at starte en blog. Hvis jeg bare kan give andre lidt af det, hun giver mig, ville jeg være glad. Jeg begyndte at ”skrive” længere og mere personlige indlæg. Når jeg skrev, fik jeg det bedre. Eksempelvis som med mit først omtalte indlæg. I takt med jeg skrev det, blev mit humør bedre og bedre. Jeg blev mere og mere fortrøstningsfuld! Blev mere og mere overbevidst om, at min mand IKKE ville være bedre stillet uden mig. Da jeg endelig turde lægge det op, fik jeg simpelthen så mange positive tilbagemeldinger. Både fra folk jeg kender og ikke kender personligt. Nogle delte mit indlæg, andre skrev varme kommentar til mig.

Den følelse af at have overskredet en grænse og fundet ud af, at det ikke var farligt, men til gengæld givende. Den følelse er det hele værd!

Når jeg poster et indlæg, sidder der en spænding i min mave. Har jeg åbnet mig for meget? Hvordan vil folk reagere? Hvad hvis der er nogle jeg kender, som læser indlægget og spørger dybere ind til det – ansigt til ansigt? Udleverer jeg mig selv? Hver gang får jeg positiv respons. Jeg får at vide, at jeg hjælper andre – og det hjælper mig! Ikke kun når jeg nedskriver mine tanker og følelser, men også når jeg udgiver dem. Det er ren selv-terapi! Derfor TAK fordi I gider følge med ♥ I giver mig meget mere end I aner – I får min spænding i maven til at føles som en sund sommerfugl! Husk i kan følge mig på facebook og instagram

Synes godt om

Kommentarer

Søs
,
Pernille du har grund til at være stolt! Keep up your good work ❤
Søs
,
Henriette du er bare skide fantastisk! Og du har ret. Det giver tryghed at finde forståelse hos andre ❤