Jeg er min egen chef

'Jeg er min egen chef'. Det lyder da meget fedt, ik'?!. Sådan helt "you go girl", "woman power", "kvinder med ben i næsen" agtig.

Sandheden er bare en hel anden. Jeg føler ikke, at jeg har speciel meget woman power. Hvert fald ikke i samme grad som de kvinder, der rent faktisk ér deres egen chef. I virkligheden har jeg faktisk heller ikke lyst til at være min egen chef. Jeg har lyst til at være en del af en arbejdsplads. En vaskeægte arbejdsplads - med kollegaer, fredagskage, brok, grin, travlhed og hele molevitten, der hører sig en arbejdsplads til. Og helst gerne med en rolle med masser af ansvar og udfordringer.

Jeg er bare ikke en del af en arbejdsplads.

Istedet for at se misundeligt på Anders, hver gang han tager på arbejde, har jeg valgt at skabe min egen arbejdsplads. Simpelthen for at føle mig en smule mere vigtigere, end hvordan jeg føler mig nu.

Mit arbejde går ud på: blogge, være på instagram, på facebook, svare på mails, træne og ... Ja så er der vist ikke mere - lige udover at udtænke store planer for fremtiden.

Måske det ikke lyder ikke som meget? Men i min verden ér det faktisk meget. Alt, hvad der førhen var små ting jeg lige ordnede i farten, er blevet mine hovedbegivenheder. Jeg får ikke lige svinget støvsugeren imellem aftensmaden og kl. 18.30 nyhederne. Faktisk laver jeg ikke aftensmad (da min energi går til mit "arbejde") og faktisk kan jeg sjældet holde fokus på nyhederne, og støvsugning er en heldags begivenhed. Eller hvert fald; jeg laver ikke andre planer på rengørings-dagene.

Til gengæld ARBEJDER JEG. Min helt egen form for arbejde. Mit forsøg på at lave en struktureret hverdag. En hverdag, hvor jeg har noget at stå op til, hvor jeg har travlt (jeg har faktisk fået mere travlt efter jeg blev syg. Men det er jo klart. Når jeg kun kan planlægge én ting om dagen, og når jeg sover så åndsvagt mange timer i døgnet. Ja, så er det bare umuligt at få en masse for hånde). Det er et arbejde, hvor jeg føler mig vigtig. Eller hvert fald: Jeg bilder mig selv ind, at jeg er vigtig. At føle sig vigtig, føles rart.

Kollegaer

Dem savner jeg. Sådan helt ind til benet.

Jeg er ekstrovert, jeg er social og jeg bliver ked af det, hvis jeg er for meget alene. Derfor har jeg besluttet at rykke min "arbejdsplads" ned på en cafe. Det er en cafe, hvor jeg kender noget af personalet. Jeg har nemlig selv arbejdet der. Det var inden jeg startede på uddannelsen som fængselsbetjent. Jeg skulle slå noget tid ihjel, mens jeg ventede på studiestart. Så jeg læste fysik, kemi og samfundsfag (tænkte mine eksamens papir fra gymnasiet kunne trænge til en opgradering). Mens jeg læste, arbejdede jeg som daglig ansvarshaver på caféen - man skal jo nødig kede sig.

Så her vil jeg tage hen for at arbejde (svare på mails, blogge osv.). Tage hen, hvor der er mennesker. Min form for kollegaer.

Jeg har faktisk gået med café idéen siden New Zealand turen i marts. Planen var at tage derhen et par timer, flere gange om ugen. Det lykkedes ikke for mig. Sandheden er, at jeg kun været på caféen 3-4 gange på de mange måneder. Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet. Dagene flyver afsted med for mange hvil.

Men ved du hvad?! Lige nu sidder jeg på caféen. Der er musik i højtalerne. Mennesker som sludre. Kokken er min veninde. Engang imellem kigger hun ud. Det er drøn hyggeligt, og jeg håber virkelig, at jeg snart for overskud til at tage herhen igen.

At jeg har fået et "arbejde" ændre ikke på, at jeg - hver gang Anders trækker i arbejdstøjet - stadig kigger misundeligt på ham. MEN min "arbejds-træning" kan forhåbentlig gøre mig i stand til at vende tilbage på arbejdsmarkedet. På en vaskeægte arbejdsplads. Måske ikke så mange timer om ugen, men bare vende tilbage. Det er mit mål.

I øvrigt: I dag var jeg taget afsted før Anders stod op (han arbejde til sent, og stod derfor sent op). Ærligt: Jeg kunne godt have ventet med at tage afsted, til han stod op. Men jeg har brug for, at jeg ikke altid er den der venter på andre, for "Søs har jo ikke andet at tage sig til" (sådan har INGEN nogenide sagt til mig. Men jeg kan til tider godt føle, at det er, hvad der sker. At jeg intet vigtigt har, og dermed kan tilpasse mig andres kalendere.). Jeg havde derfor lagt en seddel til Anders <<Godmorgen skat! Jeg er smuttet på "arbejde". Vi snakkes senere>>. Istedet for at ringe til mig, som han normalt gør, skrev han istedet en besked: <<Godmorgen skat. God arbejdslyst. Vi snakkes når du får fri>>. Lige dér følte jeg mig vigtig. Følte at det jeg laver, faktisk ér vigtigt. Så vigtigt, at jeg ikke havde tid til at snakke i telefon.

Det er rart engang imellem at føle sig lige så vigtig som man gør, når man faktisk er den del af en arbejdplads.



Min nye "arbejdsplads"

Tak fordi du læser med!

Følg mig også på

facebook - instagram - Bloglovin'

Snapchat: soes_trier

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
,
Hvor er det fantastisk at du har et menneske så tæt på dig, at han ved at den sætning "ses når du får fri" lige netop gir dig den følelse af at være vigtig. Også god arbejdslyst herfra 😀
kroniskefarver
kroniskefarver,
Ja det er enormt dejligt, at han tager mig og mit "arbejde" så seriøst. Dejligt at jeg må lade alt flyde herhjemme, fordi jeg vil lave noget arbejdsmæssigt. Tak! Og i lige måde med eksamens læsningen 😃
nouw.com/kroniskefarver
Inge SK
,
Sejt du kom af sted, Søs 😙
kroniskefarver
kroniskefarver,
Det var så dejligt at komme ud 😉
nouw.com/kroniskefarver