Jeg er ikke sygdommen

Det er så vigtigt for mig, at jeg ikke bliver hende den syge. At jeg ikke bliver hende, som folk kigger på med sørgmodige øjne, når de spørger <<hvordan går det>>. Så vigtig, at andre ikke definere mig, som var jeg sygdommen. Vigtigt, at jeg ikke definerer mig selv, som var jeg sygdommen. Sygdommen skaber ikke mig. JEG selv skaber MIG. Jeg er et individ med en identitet, der ikke kun er sygdom - men så meget mere.

Sygdommen kommer ikke til at skabe selvforglemmelse.

Jeg er stadig Søs.

Jeg er ikke sygdommen.

...

Den eneste, der har set mig når “masken” er krakeleret, er Anders. Jeg ønsker nemlig ikke at vise omverdenen, hvordan jeg ser ud og hvordan jeg intet kan, når sygdommen viser sit sande ansigt. Derfor er jeg kun social, når jeg kan skjule sygdommen bag "masken". Ikke at jeg opstiller en falsk virkelighed. Slet ikke. Men det skal være tålelig for mig at være sammen med andre, og det er kun tålelig, hvis jeg har overskud til at være til stede - eller hvert fald fake, at jeg er til stede.

At jeg ikke tillader andre at se mig når sygdommen er ustyrlig, bunder i flere ting. B.la:

  • Jeg har ikke lyst til at blive mødt af de der blikke. Blikke der fortæller, at personen har ondt af mig og samtidig tænker godt det ikke er mig.
  • Jeg har behov for et frirum. Et sted, hvor alt er som i de gode gamle dage - før sygdommen. Behov for samtaleemner, der er fyldt med grin og snak om alt muligt andet end sygdom. At “lege” rask sammen med andre, er mit vindue ind til den raske verden. Det er min måde at overleve på.
  • Roller skaber mennesker, og rollen og selvet let kan glide sammen. Jeg ved, at identitet ikke eksisterer i kraft af sig selv. Det skabes i interaktion med andre. Kort sagt: Jeg er så skide bange for, at såfremt andre definerer mig som syg, bliver min rolle at "spille" syg og dermed kan selvet - min egen virkligheds opfattelse - blive, at jeg er syg. Men jeg er jo så meget mere. Og det er dette (læs: meget mere end syg) jeg viser, når jeg er social. Derfor vil jeg hellere være hjemme en hel uge og lave intet op til en social begivenhed og gøre det samme den efterfølgende uge, for at kunne være social på en måde, hvor jeg bliver opfattet som "normal". Jeg ønsker for alt i verden ikke, at mit og andres opfattelse er, at kernen i min personlighed er at være syg.

Et typisk "maske" billede.


Mennesket bliver ofte det, som rollen kræver af dem.

Fordi jeg selv synes den socialpsykologiske lære er skide spændende, vil jeg skrive en smule om det med identitet. Fordi det måske er meget nyttig baggrundsviden for dig og fordi det forklarer, hvorfor jeg opfører mig som rask i samspillet med andre.

Ifølge udviklingspsykologen Erik H. Erikson er identiteten (læs: det at opleve sig som et selvstændigt individ og føle sig identisk med sig selv) noget, der først optræder efter afslutningen af ungdomstiden. Indtil da har vi forsøgt at orientere os efter den sociale gruppe, vi tilhører. Vi har forsøgt at lære at være i overensstemmelse med de væsentligste træk ved den kultur, vi skal leve i og få vores identitet i. At vores identitet er udviklet og dannet i voksenalderen, betyder ikke, at vores identitet er sikker og stabil resten af livet. Tværtimod. Den undergår en udvikling og er udsat for kriser senere i livs-cyklen. Eksempelvis kan sygdom, som fører til tab af arbejdsevne, ruske i vores identitets tvivl.

Man siger, at vi har en individuel side (personlig identitet) - den subjektive følelse af: “dette er virkelig mig”. Og en kollektiv side (social identitet), som er den trygge forvisning om at være i overensstemmelse med en gruppes normer - At vi “høre til”. Identitet vedrører altså både processer i individet og processer i fællesskabet. Hermed er fællesskab en del af identitetsdannenden. Når vi oplever en fællesskabs følelse, bliver vores individuelle identitet bekræftet.

Erving Goffman (sociolog) taler om, at vores identitet er dynamisk og forhandles i samspillet med dem vi omgiver os med. At virkeligheden er noget vi skaber med andre. Han mener, at vi konstant spiller forskellige roller i de forskellige sociale "scener". Ikke at vi er falske. Vi viser blot forskellige sider af os selv. Vi forsøger simpelthen at styre, hvilken opfattelse andre skal have af os. Goffman taler om frontstage-identitet og en backstage-identitet. Frontstage-identitet er den vi præsentere for andre. Her er vi "på" og her viser vi, hvem og hvad vi er. Her kan vi idealisere os selv. Backstage-identitet er der hvor vi ikke "optræder". Her kan vi slappe af og lade op til næste "forestilling". De følelser, der muligvis ikke kan vises på "scenen", kan vises her. Som ofte giver vi kun få mennesker adgang til vores Backstage.

Forskellige roller er altså ikke nødvendigvis totale paralleller til menneskers fulde. Men se på det sådan her (hvorfor jeg tager min "maske" på):

Hjemme er min maske smidt. Jeg kan på ingen måde holde til at bærer den 24/7. Alligevel gør jeg en aktiv indsats for, at samtaleemnerne ikke skal være fyldt af størstedel sygdom. Men jeg kan desværre ikke skjule sygdommen, hvorfor den naturligvis er en del af vores hjemmeliv. Tænk bare, hvis omverdenen også så den side. Så er jeg bange for, at omverdenen tildeler mig rollen: Syg. Som om det er min eneste rolle. Jeg er så drøn bange for det scenarie. Bange få, at jeg dermed ville kunne komme til at identificere mig med sygdomrollen og til sidst "spille" den til fulde. Det må for alt i verden ikke ske! Jeg nyder at være ude blandt andre, som kan se mennesket bag sygdommen. Som kan se MIG. For JEG IDENTIFICERE MIG IKKE MED SYGDOMMEN OG KOMMER ALDRIG TIL DET. Jeg ved godt, at jeg ikke kan løbe fra den (læs: sygdommen), men jeg kan gøre en aktiv indsats for, at den ikke blive hele mit liv. At den ikke bliver styrende.

Derfor tager jeg min maske på i samspillet med andre. Jeg er nemlig så edder bange for, at - såfremt - min rolle bliver 'hende den syge' vil jeg til sidst ændre mine tanker, værdier og følelsesliv til min nye rolle. Edder bange for, at sygdommen til sidst vil overtage MIG. Men jeg er ikke sygdommen. Den er ikke min identitet. Jeg vil hellere have spørgsmålene: <<hvordan kan du ... når du er syg?>>, <<Du ser da ikke syg ud>> osv. end jeg vil vise omverdenen sygdommen og dermed bære et sygdoms label i alle livets facetter. JEG FORTJENER STEDER I LIVET, HVOR SYGDOMMEN IKKE ER DEN ALTOVERSKYGGENDE.

Jeg bærer maske, fordi jeg er bange for at miste MIG.


TAK fordi du læser med

Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram - podcast

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer