God nok som JEG er.

De politiske debatter på området: arbejdsløs har i høj grad været præget af diskussionen om Dovne Robert. Jeg vil ikke - hvert fald ikke i dag - diskutere, hvorvidt jeg mener der er sandhed i den sammenligning eller ej.

Men jeg vil gerne komme med en anden betragtning. Noget jeg mener, man glemmer i debatten om arbejdsløshed. Noget jeg mener moralisterne bør tage højde for, før de sender deres dømmende ord som en halgstorm over den arbejdsløse.



Nu har jeg været sygemeldt i noget der minder om en milliard lysår. Jeg har opdaget, at der er ved at ske en ændring med MIG. En ændring, jeg gerne ville være foruden.

Det handler om selvværd.

Og om tillid. Tillid til mig selv. Tillid til, at jeg kan gøre det godt nok.

Førhen var jeg virkelig glad for at være social. Og jeg var god til det - på min helt egen Søs måde. Jeg er stadig glad for at være social. Men på det sidste har jeg følt, at jeg ikke er nær så god til det. Som om jeg har mistet min sociale evne (sat på spidsen). Om det er fordi, jeg ikke har så meget at byde ind med rent samtale mæssigt og det derfor ofte kommer til at handle om sygdom. Og jeg faktisk gerne vil, at det handler om alt andet? Om det er fordi, at jeg er så meget alene hjemme og har glemt, hvordan man gør det (læs: det sociale)? Om det er fordi, at jeg befinder mig inde i en bobbel af træthed og derfor ikke kan finde ud af at sige og fremstå som jeg hensigter? Jeg ved det ikke. Måske det slet ikke er så slemt som jeg selv føler? Hvilket fører mig videre til det der med selvværdet.

Før jeg blev syg, havde jeg et sundt selvværd. Det var tilstede, men det var ikke for meget. Altså jeg vidste godt, at jeg ikke var Guds gave til venner, familie, arbejdspladsen osv. Mere, at jeg bare var gaven til ovenstående 😉.

Det er her jeg kan mærke, at jeg ikke længere har det samme sunde selvværd. Jeg har ikke længere den samme Hakuna Matata tilgang til mig selv og min væremåde. Jeg føler simpelthen ikke, at jeg gør det godt nok. Jeg har taget mig selv i at spekulere på, hvordan andre ser mig. Hvad andre tænker om mig. Ikke at der som så’en er noget galt i at reflektere over, hvordan man fremstår. Det er sundt at reflektere. Men når tankerne i ny og næ flyder hen imod de gider nok ikke være sammen med MIG. Hvad har jeg at byde ind med? De oplever ikke MIG, hvert fald ikke som jeg gerne vil opleves. som jeg føler jeg inderst inde er. Måske jeg faktisk ikke længere er, hvad jeg føler jeg er. Hvorfor kan jeg ikke også snakke lidt mere om.. og lidt mindre om…. Hvorfor sagde jeg også det. Åh nej! Nu tænker de alt muligt om mig. Bare jeg ikke er hende man helst ikke vil være i selskab med. Shit er jeg hende?

Det er edderbukme ikke særlige fede tanker. Og faktisk synes jeg det er lidt flovt at skrive. Flovt at skrive: nogle gange mister jeg troen på mig selv. Mister troen på, at jeg er god nok.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er begyndt at dunke mig selv i hovedet. Hvorfor jeg ikke længere er tilfreds med MIG som JEG er. Men jeg har en idé: jeg er ikke i arbejde. Da jeg blev syg gennemgik jeg en form for identitetskrise. Måske jeg stadig gennemgår den?

Jeg tror på, at det er så vigtigt for min selvopfattelse, at jeg har noget meningsfuldt at stå op til. Den del har jeg faktisk forberedt mig på. Hvorfor jeg har min blog og min Instagram. Det giver mine hverdage mening. Hvert fald bilder jeg mig selv ind, at det er meningsfuldt. Jeg tror dog, at mit projekt: ‘giv hverdagen mening’ mangler noget essentielt: mennesker! Ved at blogge og scroll’e Instagram igennem bliver jeg jo ikke socialiseret. Jeg får ikke trænet den del, som er så vigtig for mig. Måske det er derfor, at jeg er begyndt at tvivle på min sociale evne?

Da jeg første gang fortalte min A om mine tanker, gjorde han dem til skamme. Han sagde, at jeg godt kunne pakke de tanker væk. At de ikke er virkelige. At jeg stadig stråler, som jeg gjorde da han mødte mig. At folk kan li’ mig lige præcis som jeg er. Det er fantastisk at høre ham sige de ord.

Så skulle man tro, at mit selvværd er tilbage ved det sunde, det engang var. Men det er ikke tilfældet.

Jeg satte mig ned og Googlede lidt. Her kunne jeg læse, at mine følelser ikke er helt atypiske. Jeg læste b.la, at længere tids ledighed kan forandre ens personlighed. At det kan påvirke ens psyke, karakter og personlighedstræk. Dertil kommer et dalende selvværd og en masse andet...

Jamen så forstår jeg lige pludselig, hvorfor jeg ikke længere nærer den samme tro på mig selv.

Jeg vil gerne lige sige; jeg er heldigvis ikke helt nede på selværds fronten. Jeg kan stadig finde troen på mig selv, men nøj; hvor vil jeg gerne, at selvværdet var der hele tiden, og ikke træk som fuglende. Jeg vil gerne være fri for mine egne, til tider, lidt for dømmende tanker om mig selv.

Jeg må vel gøre, hvad jeg faktisk kan finde ud at at gøre - på så mange andre områder: generere flest mulige positive tanker med fokus på håb, muligheder og motivation. Generere positive tanker om mig selv. For vi er vel vores tanker? Hvorfor det er så afgørende for ens selvværd, at man tænker godt om os selv. At man tror på os selv. At erstatter tanker såsom: “hvorfor skulle jeg også sige…” “hvorfor gjorde jeg også…” “nu tror de sikkert jeg er (et eller andet negativt)” “de gider mig nok ikke i virkeligheden” med tanker, som behandler en selv godt. 'Carpe diem', 'Hakuna Matata' og 'du gør det skide godt'. Sådan vil jeg øve på at tænke om mig selv.

Jeg er værdsat og værd at elske!

Jeg er okay som jeg er!

Jeg behøver ikke andres accept og anerkendelse. Jeg anerkender min egen værdi!

Og heldigvis har jeg stadig min livsglæde, som ikke engang Jack the Ripper kan slå ihjel. At livsglæden er der gør, at jeg faktisk VIL have et godt liv. Et liv med en god portion tro på mig selv.


Følg mig også på:

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er selvfølgelig velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Henriette,
Lidt sjovt at du lige netop skriver om dette tunge emne. I går til festen sad jeg sammen med en kvinde jeg kender perifert. Jeg ved at hun i en forholdsvis sen alder (35år) tog hendes drømmeuddannelse. Jeg husker tydeligt hvordan hun var gravid, fødte og havde den lille datter med på skolebænken i et forsøg på ikke at komme bagud. I går erfarede jeg om hendes deroute. Efter to diskosprolapser, to operationer, hvoraf den sidste ødelagde nogle nerver, er hun nu i jobprøvning. Hun har mistet sin drømmejob og hele hendes selvværd var røget i gulvet. Jeg kunne se det i hendes ansigt da vi talte om det. Det gjorde næsten lige så fysisk ondt som de smerter hun havde i ryggen. Jeg er ikke i tvivl om at hendes person lighed var ændret. Hendes selvværd havde ledet et knæk. Men hun var bestemt stadig den samme kvikke kvinde. Jeg forandrede mig også selv i mit forløb og gennemgik ret præcist det du har beskrevet. Af og til føler man sig sat af det sociale. Jeg er sikker på at A har ret. Du er og blir et spændende menneske og afholdt.
Kram til dig 😘
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Mens jeg læser din kommentar, kan jeg mærke følelsen, du beskriver din veninde har. Det gør så fandens ondt at miste den del af sig selv. Arbejde har virkelig større betydning end jeg troede (dengang jeg var på arbejde). Samtidig bliver jeg fortrøstningsfuld når jeg læser, at den har gennemlevet nogenlunde de samme følelser. Det giver mig troen på, at det bliver bedre. Knus 😘
nouw.com/kroniskefarver
Joan
,
Puha! du beskriver MIG 😢jeg har fuldstændig de samme tanker som dig. jeg græd da jeg læste dit indlæg, af lettelse over at jeg ikke er alene om den følelse og de tanker, men også af en “ondt af mig selv følelse” over at være fanget i den her krop og situation.
tak fordi du deler dine tanker og får mig til ikke at føle mig helt alene 🙏🏼😘
god dag til dig ☀️☀️
kroniskefarver
kroniskefarver,
Masse virtuelle knus til dig Joan ❤️. Det er så vigtigt at vide, at man Ikke er alene ☀️
nouw.com/kroniskefarver