Gæsteblogger – Annette

Jeg vil gerne præsentere min første gæsteblogger: Annette.

Gæsteblogger

I mit sidste indlæg skrev jeg om, at du – og jeg – kan være som myten om humlebien; nemlig flyve, selvom det er fysisk umuligt.

Jeg kender flere, der “flyver” selvom oddsene er i mod dem. En af dem er Annette.

Jeg har aldrig mødt Annette in real life, alligevel føler jeg, at jeg kender hende godt. Hun har, ligesom jeg, en instagram profil: frk_richardt, hvor hun – hudløst ærligt og med en skøn humor – skriver om hverdagens udfordringer og sejre.

Jeg er fascineret af Annette. Hun har et drive, en stædighed og en fantastisk evne til at flyve, trods for hun engang imellem bliver “basket” i jorden.

Derfor skrev jeg til Annette og spurgte, om hun ville gæsteblogge hos mig. Det ville hun – heldige mig.

Nedenfor kan du læse Annettes personlige historie

Annette! Ordet er dit:

Fra tanker til tekst

Af Annette

Har lige fået den sødeste besked fra søs, om at jeg gerne måtte være gæsteblogger i et indlæg på hendes spændende blog. Elsker at læse hendes spændende historie, alt fra de sjove til de alvorlige indlæg.

Første tanke, da hun skrev det til mig, var “Shit kan jeg overhovedet det”, i næste sekund tænkte “Åh det skader vel ikke at prøve det”, og bliver det til en gang juks kan det jo bare smides ud og så skrive til Søs, at tanker forblev – ja tanker.

Men tror faktisk, at det er sundt at få skrevet lidt af mine tanker ned, især i disse dage, hvor der faktisk er ved at være lidt trangt der inde. Søvnen udebliver, og dagene snegler sig afsted. Men først må jeg hellere skrive lidt baggrundshistorie om mig selv.

Jeg er kronisk syg

ligesom Søs, dog ikke med de helt samme sygdomme. Jeg lider af en bindevævssygdom som hedder SLE (daglig tale Lupus) Og den er lumsk som en ulv (ulv på latinsk hedder faktisk Lupus) og som følgesvende til den diagnose, kom Sjögren, og lidt senere angreb den forbistrede “ulv” også min hjerne, så jeg udviklede epilepsi. Og så har jeg desuden noget andet, nemlig også Raynaud ligesom Søs, noget som påvirker blodkar i tæer og fingre, hvilket bl.a, kan mærkes på mine ømme og altid kolde fingre og tæer. Og så var der også en psykiater, som var venlig engang, at fortælle mig, at jeg også led af ADHD, hvilket jeg selv til tider kan bekræfte  og afkræfte . Det kommer dæleme an på situationen jeg står i. Jeg vil nu hellere kalde det for stædighed/temperament. 

Hov for pokker sikke dog nogen maner jeg har , man plejer vel egentlig at præsentere sig selv, inden man åbner munden og bare ævler løs!  (typisk mig)

Nå men jeg hedder så Annette

og jeg er 41 år gammel (tænker stadig at nogen har tastet forkert på den dåbsattest, for det tal kan bestemt ikke passe ) Jeg er fleksjobber og arbejder 2-4 timer om ugen som pakkeassistent i en legetøjsbutik, hvor jeg tager mig kærligt af ordrerne der bestilles via nettet.


Og vupti kom kæresten ind og “beordre” mig til at lave mad.


Nu var jeg ellers lige så godt igang. Hans far dukkede op ud af det blå, og nu skal de ha lavet læhegn rundt om terrassen. Fint nok, men måske ikke særlig gennemtænkt. Nå men pyt, fik da skrællet kartoflerne og svedt kyllingefileter af på panden og så ind i ovnen med dem. Det skal lige siges, at min selvtillid ligger på et meget lille sted, hvad angår madlavning, eller rettere den eksistere slet ikke.  Men blev da guidet igennem hvad jeg skulle gøre. Tror jeg, håber i hvert fald at jeg huskede rigtigt.  Hov forresten, jeg er faktisk skide god til at lave kartoffelmos Og det er IKKE p.g.a. jeg udkoger kartofler når jeg skal lave almindelige kartofler


Nå nu tabte dampbarnet igen tråden, men så det jo godt at man kan scrolle op og se efter igen hvor jeg var nået til.


I må altså meget undskylde, hvis jeg får sprunget lidt rundt i emnerne, jeg er “desværre” mester i at samle alle diverse løse tråde op der popper frem i tankerne  og inden man ser sig om, har jeg lavet en giga fletning ud af alle de tråde. Men alle emner bliver som regel snakket færdigt.  (eller skrevet ned i dette tilfælde)

Nå Annette tilbage til emnet!!!!

Jeg fandt ud af jeg var syg den 6/6-11, efter længere tids vælten rundt til min egen læge, med alle mulige mærkelige reaktioner fra kroppen af. Alt fra høj feber så jeg troede at jeg havde influenza, til bakterier i blodet så de overvejede at “rense” det, til…… øh ja listen er lang og kedelig.


Men sjovt nok var det en “bums” på den ene kind der leverede den sidste brik til puslespillet (men først hos hudlæge nr 3)


Hudlæge nr 1

(må nok hellere lade være med at nævne navne) mente jeg led af slem akne, og fik kradsbørstige piller for det, som man skulle ha været tjekket for om man overhovedet kunne tåle. Og så ellers stige i dosis, indtil man var på den dosis, han mente var den rette. Okay han startede så med at smide mig på den højeste dosis overhovedet med det samme. Og efter et år og ingen virkning sagde jeg til ham, at NU var det nok, og at det ikke var bumser. Medicinen virkede jo ikke. “Er det DIG eller MIG der er lægen” var hans svar. Men prøvede høfligt at forklare ham, at en bums hos mig plejede altså at blive gul, og så kunne jeg poppede dem bagefter.

Han blev skide sur, og så fløjtede min høflighed over højre skuldre, og et par ord om hvilken forpulet amatør jeg syntes han var. Og så var mit forløb hos ham slut med en dør der nær havde ramt mig i nakken på vejen ud.

Hudlæge nr 2

(igen ingen navne) Nå men det var så det man kalder et lyn visit, han så på mig ca 2 minutter inden jeg sad med en kanyle i den største “bums”, han mente åbenbart løsningen var at sprøjte mig med binyrebarkhormon lige ind ved venstre tænding. F*** det gjorde naller, og stoppede ham efter den første, da jeg mente han satmer manglede at fortælle mig hvad hans plan var FØR han stak nåle i mig. Det viste sig at min mavefornemmelse holdt stik, for min såkaldte bums, ja jo bevares den forsvandt da, men alt materien i den havde nærmest gravet sig ind i knoglen/kraniet, så efter et par dage lignede jeg en der var blevet skudt i hovedet fordi noget af knogle var ætset op og huden så trak sig ind i udhulningen. Iflg den læge jeg efterfølgende så, mente han at jeg skulle være glad for, at jeg ikke havde mistet øjet også. Men så kom jeg afsted til plastikkirurg og fik fjernet arvæv som egentlig var skyld i at huden trak sig ind, så nu kan man ikke se det

Hudlæge nr 3.

Havde ærlig talt ikke de store forventninger, men hende i Vordingborg jeg kom hos vidste med det samme, da jeg trådte ind af døren, hvad det var. Det kunne jeg se på hende, men hun ville ikke sige noget før hun var 100% sikker. Men hun tog noget af mit udslet og skar op og tog en vævsprøve eller noget, og 14 dage senere fik jeg svaret. Jeg havde enten SLE eller SCLE. Hun vidste at jeg i hvert fald havde det i huden, og at jeg skulle henvises til en reumatolog.

Så startede kaos omgang nr 2 op.

Først blev jeg henvist til et privathospital (det valgte jeg selv, da det offentlige havde mega lang ventetid) og der kom jeg op, og var inde ca 5 min. Beskeden var du fejler ingenting, men på vejen ud sagde han så, nå jo du har noget som hedder sjögren. What!!! Men en forklaring på hvad det var kunne jeg ikke få. Total hysterisk ringede jeg til egen læge, som henviste mig på ny, og sagde til mig, at jeg SKULLE blive i det offentlige. Og jeg blev henvist til Slagelse sygehus. Der blev jeg endevendt og undersøgt på kryds og tværs, og den var desværre god nok. SLE. Og det betød, at det ikke kun var i huden, men at det også var i resten af kroppen.


Men fik da heldigvis verdens bedste reumatolog, og har følt mig rigtig tryg i hendes hænder. Da hun flyttede sygehus til Holbæk rykkede jeg med, og da hun så flyttede til Hillerød tog jeg turen med der.


Men kort før jul blev hun iflg sekretæren sygemeldt på ubestemt tid, og jeg blev henvist på ny, til en ny reumatolog, så tilbage til Slagelse. Og har endnu ikke mødt mine nye kommende reumatolog.

Nå det var så min udredningshistorie. Det var et helvede, fordi man samtidig var under kommunens “kærlige” hænder. Vil ikke byde min værste fjende at skulle jonglere med uvisheden om ens skæbne, diverse læger, kommunen og alle de andre ting man skal, når man skal afklares.


Det kræver sgu et godt helbred at være syg.


Og ikke nok med det, ALLE mennesker man møder i systemet skal have hele historien igen og igen, så man lever i en verden hvor ALT handlede om at man er blevet syg. Man kunne ikke glemme det, bare et sekund. Nøj det var 42 hårde måneder før der kom bare lidt ro på. Og alt det klarede jeg stort set uden opbakning fra venner/familie. Men ved i hvad, hos mig har ensomhed gjort mig stærk, og endnu mere stædig. Og at blive kaldt for hypokonder kan godt nok sætte mit pis i kog. Men det beviste bare, hvor lidt de så egentlig kendte mig, da det kom til stykket. Ville dog ha ønsket at de havde ret!!!

Nå men inden det her bliver til et giga langt gæsteblogindlæg, må jeg hellere springe frem til nu.

Jeg startede ud med at skrive, at tankerne efterhånden fyldte en del inden i hovedet, og ja pladsen er ret trang lige p.t.

Jeg har bøvlet en del med vejrtrækningsproblemer siden januar. Og må ofte hoste slim op, især om natten. Men her på det sidste, er det blevet til både dag og nat. Har været til læge et par gange, virus var svaret de første 3 gange. Og så orkede jeg ikke en 4. gang. Kæresten tvang mig dog, eftersom jeg aldrig rigtig fik (får) noget søvn, plus at jeg ikke har været skide omgængelig her på det sidste. Så han tog med, og havde fået lidt spørgsmål med fra min svigermor, der arbejder på lungemedicinsk afd, og så skete der sgu noget. Jeg blev først røntgenfotograferet almindelig (af lungerne) og taget den lille pakke af blodprøver. Alt så fint ud. Men jeg blev så henvist videre til lungemedicinsk afdeling (Hej svigermor -det er nemlig på hendes afdeling jeg skal op på ☺️) og jeg har nu fået taget CT skanning af lungerne, lavet EKG plus damn de tog mange blodprøver. Tvivlede på jeg havde mere tilbage da hun var færdig

Overlæge ringede dog for en uge siden og nævnede, at han mistænker mig for at have KOL grundet de symptomer jeg havde fortalt om..

Men ja nu må vi se. (Og nej er langt fra rolig)


Jeg er så bange for at nogen skal komme og tage min mulighed for at løbe fra mig.


Jeg har aldrig røget, men fik masser af røg som barn, da mor og far røg som skorstene begge to, og så har jeg arbejdet på lager i mange år, og der er jo masser af støv som også kan skade lungerne.

Jeg har løbet de sidste par år

og har ellers altid været aktiv på racercykel, mountainbike, rulleskøjter ja you name it. Men løb fangede min interesse da jeg ved et tilfælde fik købt et par gode løbesko (de var på tilbud og farven var fed fed. Derfor købte jeg dem )

Lige pludselig ville knæene være med, og jeg elsker friheden på vejene, og med musik i ørene køre (kørte) det som smurt. Og da mange læger sagde, at jeg aldrig kom til at kunne motionere på en højt plan, så gik jeg i gang med at planlægge en halv Marathon.

Jeg er en klovn til det med kost og løbeprogrammer, så jeg løber bare


Mit tempo, min måde.


Og sidste efterår løb jeg mit første halvmarathon. 2:09:59 tror jeg nok tiden var. Har så løbet et igen her i marts måned også, hold da op jeg troede jeg skulle dø. Jeg jokede lidt om at deltage da det blev afholdt her i Næstved igen, og idioten (mig) tænkte jo ikke på at jeg virkelig var gået ned i kadence, men stædigheden fik mig da igennem. Ikke noget kønt syn. Jeg blev så dårlig på sidste omgang. Min mave gik gak gak, og jeg måtte pænt ind og spørge om jeg måtte låne et wc. Det har hverken lydt eller lugtet godt Men det hjalp heldigvis nok til at jeg kom i mål. Men hold op et mareridt. Men endnu en medalje til mig

Men så meget som det er gået ned af bakke siden, tror jeg det har lange udsigter til mit næste løb. Hvis der bliver et næste. DET SKAL DER SGU BLIVE.


Det kan godt være jeg er kronisk syg, men jeg har et liv som skal leves


og motion er med til at forbedre det så meget. Det hjælper min krop, plus det gør underværker for psyken. Motion er virkelig den bedste medicin når det kommer til mig. Mine sko er mine to psykologer, og der bliver endevendt mange sjove, mærkelige og skræmmende emner mig og mig imellem. Og p.t hvor jeg virkelig er fanget i min egen krop det er uudholdelig. Jeg vil væk fra mig selv, vil ud og finde en med en rask krop, jeg kan få lov at overtage. En som ikke sætter pris på sit helbred og deres førlighed. En der bare sidder i sofaen og lader livet passere forbi uden at sætte pris på det.

Vi lever en gang

så lad os for pokker få det meste ud af det. Jeg har stadig samme valg, at udnytte mit fulde potentiale, selvom jeg åbenbart ikke skal gå min drømmevej. Måske er der lidt flere bump på vejen, og til tider en kæmpe bakke, men jeg kan jo kun gå en vej og det er fremad. Jo jeg kan da stoppe op, men inden man ser sig om, har man jo været alle 360 grader rundt, og så kender jeg mig selv nok til, at jeg gerne vil se noget nyt.


Så skridt for skridt kommer jeg fremad.


Nogen gange løbende og andre gang kravlende. Og viser det sig at min “løbekarriere” må slutte, må jeg finde på noget andet. Men jeg nægter at tro på at lægen har ret. Nægter det sgu. Længere er den ikke.

Men det ved jeg vel forhåbentligt mere om i morgen.

Wish me luck

Knus Annette

Annette

Det var alt fra Annette

Jeg er sikker på, at i nød læsningen ligeså meget som jeg.

Tak fordi du ville gæsteblogge

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

2 Comments

  1. Henriette said:

    Du er en fantastisk humlebi Annette og jeg nød dit gæsteindlæg. Håber måden blev god og læhegney gir læ

    maj 9, 2017
    Reply
  2. Kirsten Høst said:

    Sådan Anette
    Det var en fornøjelse
    Så mangler vi bare fortsættelsen
    Mvh. Kirsten

    maj 9, 2017
    Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her