Fremtiden? part 1

Dette indlæg det første ud af 2

For nogle dage siden snakkede jeg med Helbredsnævnet. Det er dem, der skal afgøre min fremtid. Eller det er måske lidt for drastisk sagt. Men afgøre, hvorvidt jeg stadig kan arbejde som fængselsbetjent eller ej.

Kvinden i den anden ende af røret kunne fortælle, at der var kommet en afgørelse i sagen, og denne vil jeg få om nogle uger. Nogle uger! Havde man set min ansigt der, ville man tro, at jeg var 20 år ældre pga. alle de nervøsitets rynker, som kom på én gang.

Senere ringede en anden kvinde. Hun kunne fortælle mig, hvad afgørelsen er....

De indstiller til afskedigelse (det vidste jeg jo nok ville ske), men min generelle erhvervsevne kan der ikke træffes afgørelse om.

Da jeg hørte ordene blev jeg stille. Jeg takkede for oplysningen. Skyndte mig at lægge på. BANG! Så kom alle følelserne. Først vrede. Dernæst frustration. Til sidst begyndte jeg at tude. Det har jeg så gjort en del siden da, og nu trænger jeg bare til at få det hele skrevet ned.

For at forstå mine frustrationer over afgørelsen, kræver det, at du kender lidt til de tanker jeg havde mig inden afgørelsen. Derfor bliver indlægget delt op i 2. Ellers vil det blive ALT for langt. Så nogle små læsebidder på ca 5 min. i 2 dage, i stedet for en al for stor læse mundfuld på én gang.

En drøm blev knust

Jer der har læst med længe ved, hvor ked af det jeg blev, dengang det gik op for mig, at jeg højst sandsynligt skulle vinke farvel til drømmejobbet.

Jeg gik i tænkeboks.

Hvad vil jeg med min fremtid?

Alt jeg kunne forestille mig at ville, er alt sammen noget, der kræver, at jeg bliver rask. Alt sammen noget med en arbejdsuge på 37 + timer.

Efter at have fået en speciallægeerklæring, hvori der står, at prognosen - trods behandling - generel er dårlig, gik det op for mig: Jeg må komme på en anden plan. Jeg må have en plan B. Jeg bliver nødt til at finde mig noget - i tilfælde af, at jeg ikke bliver rask.

Plan B

Okay inden jeg fortæller om plan B, må jeg hellere lige fortælle lidt om tjenestemandslovgivningen. Den har nemlig haft stor indflydelse på min plan B.

Jeg skal gøre det kort og forsøge ikke at gøre det alt for kedeligt - hvilket er en udfordring, hvis jeg har læsere, der ikke interessere sig for lovgivning (hvilket nok er tilfældet for de fleste af mine læsere) - håber ikke jeg har tabt Jer allerede nu.

Tjenestemand

Som tjenestemand får man tjenestemandspension. En okay pension, som opvejer den dårlige løn. Det er fordi både Anders og jeg er (og var) tjenestemandsansatte, at vi kunne købe hus. Vi var nemlig godt forsikret - troede vi.

Der er bare lige dét: man skal være ansat i minimum 10 år for at kunne få gavn af sin pension.

Jeg blev ansat i 2011.

Det vil kort sagt sige: Jeg har ikke ret til noget som helst (har man ikke været ansat i 10 år, kan man ikke selv råde over sin pension. Jeg kan ikke få den udbetalt. Jeg kan ikke flytte den over i et andet pensionsselskab. Jeg kan ikke investere den. Jeg kan bare vente til pensionsalderen. Så kan jeg få det, som i sin tid blev indbetalt).

MEDMINDRE jeg bliver afskediget pga. uarbejdsdygtighed. Såfremt min erhvervsevne er nedsat til en tredjedel eller derunder, kan jeg få det, der kaldes kvalificeret svagelighedspension. En lille del af min pension udbetalt hver måned.

Jeg har valgt at kalde kvalificeret svagelighedspension for iværksætter løn. Det lyder nemlig ikke nær så sygt...

Som det er lige nu, har jeg ikke en arbejdsevne på noget lignede en tredjedel. Desværre! Hvilket lægen, som tilså mig, også skrev i speciallægeerklæringen.

Helbredsnævnets læger har valgt ikke at tage stilling til min generelle arbejdsevne, fordi jeg er i ny medicinsk behandling - også selvom prognosen er dårlig trods behandling. De har ikke taget stilling til det, der for mig, er rigtig vigtig, at der bliver taget stilling til.

På den ene side: jeg kan jo godt forstå, at de vil vente med at vurdere dette. Vente til effekten af den nye medicin vil indtræffe (hvis medicinen virker, burde effekten komme om nogle uger). På den anden side: kunne de så ikke vente nogle uger med at afgøre sagen. Vente for min skyld. Vente for at jeg kan få lukket det kapitel og komme videre - og vel egentlig også vente for deres egen skyld. For at de ikke skal til at starte en ny sag. En ny sag, der skal igennem den samme lange bureaukratiske mølle?

Tilbage til plan B

Plan B 

Inde i mit hoved forestillede jeg mig, at jeg ville blive afskediget pga. sygdom og få iværksætter beløbet (kvalificeret tjenestemandspension).

Fordi denne er noget mindre end min løn, ville Anders og jeg sælge huset og den ene bil.

Der er alligevel ikke nogen grund til at sidde i et hus på 160 kvm, hvis vi ikke kan få børn.

Men vi havde ikke travlt med at sælge. For ved, at jeg bliver afskediget pga. sygdom, var jeg overbevidst om, at jeg ville få tilkendt et beløb for tab af erhvervsevne. Dette beløb skulle gøre, at vi ikke måtte gå fra hus og hjem akut.

Jeg havde - og har i den grad stadig - et stort behov for at rejse væk i en periode.

For hvis ikke jeg kan lykkedes på arbejdsmarkedet, har jeg brug for at blive udfordret på det personlige plan

En drøm om at flytte et år til Spanien blev født. Ned i varmen. Finde en vingård, hvor vi kan arbejde for kost og logi. Eller hvor Anders kan arbejde. For at rejse væk gør mig jo (desværre) ikke rask. Men dette problem om ikke at kunne arbejde, kunne mit iværksætter beløb + pengene fra tab af erhvervsevne jo fixe. Og Anders kan søge om orlov i op til et år.

Alt godt.

Hjem fra Spanien 

Inden jeg fortæller om planen efter Spaniens eventyret, vil jeg lige understrege: Dette er alt sammen min plan B. Min drøm. Min plan A, og mit største ønske er stadig - og vil altid være - at blive rask. Rask nok til at kunne arbejde 37 timer. Til at kunne tjene mine egne penge. Være uafhængig. Rask nok til at kunne være noget for nogen. En god hustru, veninde, datter, søster og rask nok til at kunne blive mor og være alt det et barn behøver fra sin mor.

Nå men efter Spanien ville jeg lave min egen virksomhed. Gøre Kroniske Farver til mit arbejde. Udbrede mit budskab: At livet kan være godt, selvom det ikke blev som man ønskede.

Fordi jeg ville få iværksætter beløbet (kvalificeret svagelighedspension - ikke førtidspension, men fra min tjenestemandspension) ville jeg takke nej til andre offentlige ydelser. Jeg ved godt, at "iværksætter beløbet" er et meget beskedent beløb. Men Anders og jeg ville finde et lille rækkehus. De faste indtægter ville blive skruet ned på et minimum. Jeg vil nemlig helst ikke modtage bistandshjælp, revalidering, flexjob ydelse eller hvad fine navne sådan noget har; nej tak. Jeg vil være uafhængig af det kommunen og jobcenter. Undgå den tur igennem "systemet" som alle siger er så forfærdelig.

Jeg ville blogge på fuld tid (som i mit tilfælde er nogle timer om ugen). Jeg ville holde foredrag. Fortæller andre syge, hvilke redskaber jeg bruger, for at få et godt liv - trods for sygdom. Jeg ville tage ud på sygeplejerskestudier og fortælle, hvilken forskel de kan gøre for os patienter. Jeg ville tale med sygehusledelser. Komme med mit besyv til, hvad der kan gøres for, at patienter får det bedst tænkelige sygeforløb. Hvordan man kan skabe et godt samarbejde patient-pårørende-læge imellem. Det ultimative ville være at få råbt politikerne op, således der bliver taget mere hensyn til mennesket og mindre hensyn til regler og papir nusseri...

I morgen kan du læse fortsættelsen - hvordan jeg har det med situationen og hvad min plan C er...

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Følg mig også på

- facebook - instagram

For at få mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig øverst i menuen til højre. 

Synes godt om

Kommentarer

Annette,
Plan A er altid DRØMMEN. Sådan nogen som os skal sådan set planlægge hele alfabetet, men vi gør det fordi det er den eneste løsning og at opgive er IKKE en løsning. Knus fra mig ❤️
www.annettes-hverdag.blogspot.dk
kroniskefarver
kroniskefarver,
A, B, C, D, E... ja det har du fuldstændig ret i.. ligesom du har ret i at opgive ikke er - og aldrig bliver - en mulighed. Knus
nouw.com/kroniskefarver
Sanne Ellehaard
,
Øv! Hvor er det dårlih timing på den afgørelse. Men uanset om du ender med plan A, B eller C - så er jeg 100% overbevist om, at du nok skal få alt godt ud af din situation. Du har en helt fantastisk evne til at kunne sadle om og løbe helhjertet med en ny plan, selvom den ikke er nummer et. Jeg beundrer dig SÅ meget, og jeg ved, at uanset hvilken plan det ender med, så kommer du til at sparke røv!❤
kroniskefarver
kroniskefarver,
Åh tusinde tak søde Sanne. Bliver helt rørt. Og jeg vil gøre alt for at leve op til, hvad du tænker om mig ❤️. Håber snart vi ses
nouw.com/kroniskefarver