Førtidspensionist - noget at stå op til.


Den 10. januar 2016 skrev jeg dette på instagram:

Jeg savner at være stresset og brokke mig over, at jeg ikke har nok timer i døgnet.

Ja, jeg ved godt, at det lyder underligt. Men her søndag aften, hvor vi er på nippet til en ny uges begyndelse - med et hav af to-do lister - mangler jeg netop dét; at have en aktiv uge.

Det er ikke fordi, at jeg ikke har en masse projekter og idéer, som bare venter på at blive taget hul på. Det er ikke fordi, jeg er doven og ikke vil. Jeg kan bare ikke. Jeg har bare ikke energien

Mens jeg går hjemme og er syg, savner jeg den energi og den raske krop, som kan få mig tilbage på arbejdsmarkedet og dermed give mig noget at gå i seng og stå op for.

Jeg savner en struktureret hverdag. En hverdag, hvor jeg står op, har travlt med at komme ud af døren, snupper en to-go kaffe med i bilen (som jeg selvfølgelig spilder ud over min nyvasket skjorte - for sådan går det altid for mig). En hverdag, hvor der er travlhed på jobbet, hvor jeg på hjemturen bare drømmer om at slænge mig i sofaen. Men i den savnede hverdag, kan jeg ikke bare lægge mig på sofaen, for hunden skal luftes, maden skal handles, laves, måske skal der trænes og til sidst falder jeg søvndrukken om på sofaen.

Jeg føler nok, at jeg først rigtig kan holde søndag, når jeg også har haft en rigtig man, tirs, ons, tors, fre og lør.

Tidligere i aften - da mit savn gik op for mig og tårene væltede ud af mig - gav min mand mig et stort knus og sagde de trøstende ord; at han forstår og forsikrede mig om, at det hele nok skal gå! Han lovede mig, at jeg nok skal komme stærkt tilbage, for sådan er jeg! Men det tager tid. Indtil den tid kommer, skal jeg give mig selv lov til at føle de trælse følelser og forsøge at acceptere, hvordan min hverdag ser ud; her nu.

Min mand sagde også, at han er lettet over, at jeg nu er kommet i behandling, at jeg stadig er her. For hvad skulle han gøre uden mig? Og han har jo egentlig ret. Hellere, at jeg er her og kæmper, end det forfærdelige modsatte.

Det kan godt være, at jeg ikke har meget at stå op for, men jeg har en masse at stå op til. Nemlig en helt igennem fantastisk mand, en dejlig familie, venner, hund og selvfølgelig jer på IG.

...

Når jeg ser mine første posts på instagram, er det tydeligt: I den første lange tid troede jeg, at sygdom var noget jeg kom mig over. Jeg troede virkelig på, at jeg nok skulle komme til at arbejde fuldtid igen, at drømmen om børn stadig kunne lykkes, at mit liv igen ville blive normalt.

Selvfølgelig troede jeg det. Jeg var jo vant til, at sygdom er noget man bliver rask fra. Jeg kendte ikke til kroniske sygdomme.

Håbet og troen var bevaret og det er jeg faktisk glad for. Havde jeg dengang fået at vide, hvad jeg skulle igennem de næste år. Havde jeg fået at vide, at samtlige fremtidsplaner ikke ville gå i opfyldelse. Ja, så var jeg nok knækket.

Jeg lod håbet og troen være, indtil jeg var klar til at håndtere virkeligheden. Jeg bearbejdede én ting ad gangen.

Jeg kunne drømme dengang. Jeg kan stadig drømme. Idag er jeg mere realistisk over, hvilke drømme der er realistiske.

I dag er jeg blevet bedre til at holde søndag. Jeg er nemlig blevet god til at skabe mig en hverdagsuge og dermed er der forskel på hverdage, weekender og ferier.

Sygdommene er uforudsigelig og dermed kan det nemt ske, at min midt på ugen bliver på sofaen. Min forskel på hverdag og weekend er min kalender. I hverdagene er der læge, blodprøver, fys, træning. Weekenderne er fri. Weekenderne er der, hvor jeg intet skal. Og sker det, at jeg skal noget. Ja, så låner jeg hvile fra starten af den efterfølgende ugen. Det er nemlig muligt, fordi jeg er pensionist. Og jeg er taknemmelig for, at det er muligt.

Og når jeg skriver ovenstående. Ja, så betyder det jo, at jeg har opnået større accept af min tilværelse som pensionist.

Jeg kender kun en vej og det er fremad. Når jeg går to skridt tilbage. Så er det for at have tilløb til at komme frem.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig øverst i menuen til højre

Synes godt om

Kommentarer

Anne
,
Tak...
Som førtidspensionist på 19´ende år, med stadig nytilkommende problemer på sygdomsfronten, synes jeg virkelig du rammer en masse i dette indlæg. Det beskriver så fint hvordan jeg i hvert fald også kan have det, og jeg tror faktisk mange andre også kan opleve det.
Hvor er det dog bare fint fanget, kogt sammen og formuleret på en letforståelig måde, tror jeg, for de der ikke har været i situationen, men ønsker indsigt, men også så man som førtidspensionist føler sig mindre som en fuldstændig "outsider".
Jeg er meget glad for at læse med, og håber du orker at fortsætte. Pøj, pøj.
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tusinde tak Anne.
Jeg håber, at mine ord kan være med til at vise de, der ikke er syge, men ønsker indsigt, hvordan livet som syg kan se ud.
Og så håber jeg, at mine ord er med til, at andre syge ikke føler sig alene
nouw.com/kroniskefarver
Maja,
Puh, fik helt tårer i øjnene da jeg læste dit indlæg, kan genkende så meget!
Mange gode tanker til dig fra mig
- Maja
Normaludenpaa.wordpress.com
normaludenpaa.wordpress.com