Følelsen som er forbudt at have

Kender du det med at have en følelse, som du véd er forbudt? Jo mere du kæmper for at holde følelsen tilbage og jo mere du kæmper for at fortrænge følelsen des større bliver den. Til sidst vokser følelsen hurtigere end ukrudtet i haven. Du véd, at du nok burde fortælle om følelsen, for på den måde at få gjort kål på den. Men du kan heller ikke få dig selv til at nævne noget - for det er jo lidt pinligt og forkert. Eller er det? For ærligt; så har vi alle jo "forbudte" følelser.

Here it comes:

Jeg er misundelig

Jep! Jeg er brandhamrende misundelig - og det er især på min egen mand.

Men jeg er også misundelig på alle Jer, der har et arbejde, der ikke behøver at sove flere gange i løbet af dagen, der kan løbe hurtigt, der har børn, der har et flot hår (som ikke bliver ødelagt af medicin), der kan være social uden at blive træt efterfølgende, der har et langt og raskt liv foran jer.Ja, alle Jer er jeg misundelig på.

(ånder lettet op)

Så er det sagt, og det er faktisk en lettelse.

Sådan en følelse...

... er vel normal at have? Men den er forbudt. Misundelse er jo en grim ting. Misundelse kan få dig til at synke ned i et dybt hul af selvmedlidenhed, og det er ikke specielt charmerende. Men hvordan kommer man af med den?

Jeg forsøger at banke følelsen ud af mig ved at sige det højt (og undskyld, hvis du ser anderledes på mig nu, men jeg er ikke den evige stærke person).


Det er ikke fordi jeg ikke under dig og A alt det gode - DET GØR JEG VIRKELIG.

Der er intet jeg hellere vil, end se når det lykkes for A. Jeg nyder at høre om hans arbejde (som jeg er sikker på, at han er rigtig dygtig til) Men nøj, hvor ville jeg ønske, at jeg også havde en karriere.

Jeg ved godt, at man siger: "Bag hver succesfuld mand står en stærk kvinde". Og det er vel meget fint. Men jeg er bare ikke den type kvinde, som har det godt med at stå bagved og gå derhjemme. Måske jeg tænker for stort om mig selv? Men jeg er født til "rampelyset".


Det var ligesom meningen, at jeg skulle fremad i verden. Jeg skulle dygtiggøre mig. Jeg skulle sætte nogle varige fodspor. Jeg skulle være succesfuld - ja det var planen for mit liv.

...


Lige nu gælder det vist om at snakke/skrive om følelsen. Jeg kan heldigvis mærke, at det får den til at blive mindre. Og hvem ved; måske er den væk om et par dage?

OG så skal jeg huske på, hvad A ville sige til mig lige nu: "Du gør det skide godt! Du klemmer alt det ud af hverdagen, som du kan. Du er syg og det er faktisk skide flot, at du ikke ligger på sofaen med en depression. Du smiler hver dag. Du er en kæmpe inspiration for andre. Du er et talerør for andre syge. Du er en superkvinde. For kun en superkvinde ville kunne gøre, hvad du gør - hver dag. Du udretter noget. Endda meget! (løbeholdet, som løb 10.000 kr. ind til Gigtforeningen, bloggen, maleriet til fordel for Gigtforeningen...) Og bare rolig, det stopper ikke her. Der venter dig noget større"

Jeg kan næsten høre ham sige det. Hvis han var har lige nu, ville jeg sige: "Virkelig? Mener du det?". Han ville svare: "Ja!". Jeg ville give ham et kys og så ville jeg allerede have det bedre.

Faktisk: Jeg har det allerede bedre. Bare ved at skrive dette indlæg har jeg genvundet noget af troen på, at jeg nok skal komme til at sætte nogle varige fodspor i denne verden.

Har du nogensinde følt misundelse?

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier - facebook - instagram

Synes godt om

Kommentarer

Jeanet Klindoch
,
Kæreste dig for mig at se er det slet ikke misundelse, for så under du ikke andre det gode, men ønsker i stedet det var dig. Så det er for mig at se ikke noget grimt eller skamfuldt i at drømme og ønske nogle ting for sig selv og sit liv. Jeg har også i mit liv været meget syg i og haft ondt af mig selv, fordi jeg ikke kunne/kan de samme ting som andre raske kan. Men jeg kan noget, og når jeg har givet mig selv have lov til at være ked af det, så begynder jeg igen at kunne se på alt det, jeg kan og som jeg gerne vil. Nyd det du kan og en karriere behøver jo ikke give millioner på kontoen, frivilligt arbejde kan også være en karriere, og man kan udrette meget i det tempo man kan holde til. Hav ondt af dig selv, drøm og ønsk alt det gode for dig selv og find herefter energien til at se alt det A ser. Stort kram fra mig.
Søs Trier,
Tak! Dine ord ramte plet. For du har jo ret. Skulle det ske, at jeg aldrig bliver mere arbejdsdygtig end nu, ja så er der stadig en masse jeg kan udrette. Tak fordi du åbner mine øjne
kroniskefarver.dk