Fanget i min krop

"vi vil ikke anbefale en operation, når du har diagnosen systemisk sklerodermi (kontraindicere en operation) – også på grund af din medicin. Håber du forstår, selv om jeg meget gerne ville hjælpe dig."

Afsender: Aleris-Hamlet privathospital.

Da jeg åbnede min e-mail og læste ovenstående begyndte tårene at trille ned ad mine kinder. Jeg var knust.

Jovist reumatologen havde godt nok sagt, at jeg jo er indehaver af livsfarlige sygdomme, hvorfor hun på det kraftigste ville fraråde en operation. MEN hun sagde også, at jeg skulle snakke med min faste reumatolog om det. Han kender mig og måske han har en anden holdning.

Jeg var positiv omkring det Livsfarlige sygdomme eller ej; Selvfølgelig vil han mene, at jeg kan klare en operation.

Men jeg var desværre for positiv, og måtte istedet mærke den der stikkende følelse af skuffelse.


Det kræver nok en uddybende forhistorie.

Historien handler om bryster.



Jeg er, fra naturens side, blevet skabt med små bryster. Og jo, jeg ved godt, at jeg ikke er verdens største person, hvorfor mine bryster, naturligvis ikke, er enorme. Men mine bryster synes at være ligeglade med, om jeg tager på eller ej. De har åbenbart besluttet sig for at forblive den størrelse, som de også var, da jeg var teenager. Nu er der jo utroligt vide grænser for "normal bryststørrelse". Om man føler, at ens brystmål er for lille eller for stort, er en personlig vurdering.

Min personlige vurdering er, at mine bryster er for små. Jeg er begrænset i min påklædning - trøjer, t-shirts og kjoler poser/folder altid ved mit bryst. Mit middel: BH med fylde i.

Jeg har altid sat pris på det naturlige. Omvendt; hvis man virkelig føler sig begrænset på et område, så er det vel okay at gøre noget ved det.

Lige så langt jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at kunne købe de der lækre sexede blonde BH'er - uden fylde i. I starten var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg virkelig ønskede en brystforstørrende operation eller ej. Jeg vil nemlig ikke have de der kugle runde og hårde bryster. De må godt være så naturlige som muligt. Med tiden er man blevet bedre til at lave bryster, så de ligner (næsten) helt naturlige bryster.

Sådan et par ville jeg have mig!

I starten af 20'erne havde jeg ikke pengene til det. I midt 20'erne mødte jeg min supermand. Han syntes bestemt ikke om min idé med større bryster. De skulle forblive som de er. Bum! I 2013 smed jeg p-pillerne og idéen om mere fyldige bryster blev lagt på hylden Nok meget smart at ordne graviditeter og amning - inden brysterne skal laves. Selvom Anders stadig ikke syntes om min 'mere-fyldige-bryster' idé, havde jeg stadig idéen. Jeg skulle nok få ham overtalt!

I 2015 bristede børne drømmen (da jeg blev syg).

Nu står jeg her. 2018. Det med at få børn bliver mindre og mindre realistisk. Til gengæld har jeg nu muligheden for at få dé fyldige bryster, som jeg altid har drømt om. Troede jeg...

Efter at have disket op med alle mulige - mere eller mindre gode - argumenter, lykkedes det at få overtalt Anders. Til sidst sagde han <<Okay så>> (jeg kan det der med kvindelig snilde). Så længe jeg lovede ham, at de ikke blev kugle runde, ej heller for store. De skulle være så naturlige som overhovedet muligt.

Nu har han jo også hørt på det ønske med jævne mellemrum siden vi mødte hinanden. Så det var nok nemmere at give mig ret og lade ham få fred.

Jeg var flyvende, og hele kroppen boblede af spænding og glæde.

Jeg fandt pengene til det. Fandt nogle gode privat hospitaler og fandt det perfekte tidspunkt for denne operation.

Jeg mærkede efter. Jeg ville virkelig det her. Ja, det var helt klart den rigtige beslutning!

Endelig skulle der ske noget stort (bogstaveligtalt) og godt i mit liv.


Tro på det bedste, men forvent det værste...


... er noget jeg altid har praktiseret.

Jeg er altid positivt omkring mål, drømme, idéer osv. Men jeg forbereder mig også på en negativt svar. På den måde mærker jeg glæden og spændingen, men jeg beskytter mig også mod den værste skuffelse.

Måske jeg glemte, at mine sygdomme faktisk er livsfarlige sygdomme? Måske glemte jeg, hvad den stærke medicin gør? Hvert fald, så glemte jeg denne gang at forberede mig på det værste. I mit hoved var der intet til hindre for en bryst operation. Man skulle vel bare tage sine forbehold + give mig ekstra antibiotika. Så kunne det da ikke gå galt...

...

Anders: <<så er det jo godt, at jeg synes du er fuldstændig perfekt som du er. Du har smukke bryster. De er lige store og de sidder perfekt. Jeg er vil med dem - præcis som de er!>>

Og hvor er jeg heldig, at han synes det!

Heldig, at mine bryster ikke hænger.

Heldig, at jeg kan gå rundt uden BH - for sikke en frihed for brysterne (altså lige på nær, når jeg har kjoler på, som folder foran. Ja, der må jeg have fat i de der vattede BH'er).

Heldig, at det naturlige ikke er helt skidt...

Som min mor sagde - på den der trøstede og forstående måde, som kun ens mor kan sige det: <<Jeg forstår du er ked af det, men du skal ikke gøre noget, hvor du risikere dit helbred. DIT ve og vel betyder alt og så meget mere end bryster. Og så er du jo virkelig smuk som du er>>

Hun har jo ret, men for dælen da! Hvor ville jeg gerne, at jeg kunne få bare lidt mere fylde i!

...

Da jeg læste mailen fra sygehuset blev jeg knust.

Tårene, som trillede ned ad kinderne, var ikke blot tårer over skuffelsen. Det var tårer over det store tab, jeg mærkede, da jeg blev syg. At sygdommen har berøvet mig MIN frihed til selv at bestemme over MIN EGEN krop og MIT EGET liv. Ja, det er - ærlig talt - ikke særlig sjovt.

At rejse, få større bryster, arbejde, være social, løbe langt & hurtigt - ALT er på sygdommens præmisser. Jeg synes det er hårdt at skulle begrænses så meget i MIN egen frihed.

Jeg ved godt, at hverdagene - og livet - stadig har en masse fantastisk at byde mig. Men i dag... I dag føler jeg mig magtesløs og fanget i en syg krop. I dag synes jeg, det hele er lidt træls. Men det er vel også okay at føle sådan en gang imellem. Om et par dage er det hele bedre. Om et par dage smiler jeg over, at mine bryster ikke behøver føle sig kvalt i en BH. Om et par dage bliver det hele okay. Det bliver altid okay.


TAK fordi i altid lytter (læser) når jeg har brug for at komme ud med frustrationerne.


Jeg er også at finde på

facebook - instagram - Snapchat: soes_trier

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Anne Lise
,

Kjære du! ❤️❤️ Takk for at du er så dønn ærlig, og deler! Det er skitt at denne sykdommen holder sin klamme hånd rundt oss..! MEN, når du du deler de herlige dansesnuttene med oss, da har jeg ofte tenkt at du ser jo helt perfekt ut! Skikkelig hot!! 👍❤️💪 Ha en fin helg!! Stor klem 😘

kroniskefarver
kroniskefarver,

Tak for dine ord ❤️. Ja det er træls, at sygdommen har så godt fat i os 😔. Jeg håber på, at man en dag når til punktet, hvor man accepterer tilstedeværelsen af sygdommen. Knus ❤️

nouw.com/kroniskefarver
Henriette Henriksen,

Hvor er det da også hamrende uretfærdigt når man, uden at have gjort noget for at have fortjent dette, får frarøvet sin frihed til at bestemme over sin egen krop og tilmed føle sig fanget i en krop som føles forkert. Som Annette har jeg store bryster, uanset om jeg vejer 20kg mere eller mindre. Jeg er også helt enig med din mor, du skal ikke gøre noget hvor du kan risikere dit liv 😘

kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,

Ja det er drøn uretfærdig. Jeg gør selvfølgelig ikke noget, som et farligt for mig selv (det er alligevel ikke nogle kirurger, som vil udføre det). Men hold nu k*** hvor blev jeg trist - og er stadig. Sygdomme sætter godt nok sit præg på alle aspekter af livet. Tak for dig og for, at du altid er så forstående. Knus

nouw.com/kroniskefarver