Et godt liv uden børn - ufrivillig barnløs #2

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg altid har ønsket mig børn. Jer der har læst med længe ved, at jeg er ufrivillig barnløs, at vi har været i fertilitetsbehandling, og at ønskerne om at blive forældre blev lagt på hylden, da jeg blev syg.Men vi blev nødt til det - i hvert fald for en periode.

Fra én af de gange, hvor jeg fik taget æg ud. Jeg har nu 5 befrugtet æg i fertilitetsklinikkens fryser - Og så har jeg faktisk også en æggestok liggende i Rigshospitalets fryser - jep jeg spreder mig rundt omkring.[/caption]

Accept

Nogle ting kan man - lige meget, hvor meget man end prøver - bare ikke ændre på.Mine læger fraråder mig at blive gravid. Minimum et halvt år uden sygdom; først derefter må jeg begynde at overveje, om mine æg skal have lov til at vokse sig store i min mave. Og der er udløbsdato på sådanne æg. I 2020 bliver de destrueret.

Jeg vil ikke fokusere på det jeg ikke kan. Jeg vil fokusere på det jeg kan.

At vælge rette fokus, tror jeg er vigtigt. Jeg tror det gør, at jeg beholder min livskvalitet.Jeg har hørt om flere, der har været igennem mislykket fertilitetsbehandlinger. Herefter har de brugt mange penge på privat fertilitetsklinik. Hvis ikke deres ægteskab - og pengepung - er ødelagt her (det kan nemlig tage hårdt på ægteskabet - og pengepungen - at forsøge og forsøge), ja så er de måske gået i gang med at udfylde adoptionspapir. Jeg forstår dem godt. Jeg kender til følelsen af at ønske sig et barn så inderligt, at det gør helt ondt. Men jeg springer fra ved illusionen om, at der kun findes et godt liv, hvis man har børn. For det er vel ikke sandt?Jeg kan ikke gå rundt, og fokusere på, hvor meget jeg ønsker børn. Jeg kan ikke holde til det. Nogle med min sygdom oplever bedring, andre forværring, andre stilstand. Dermed sagt: Jeg aner ikke, om jeg nogensinde får muligheden for at gå rundt med en tyk mave (altså baby tyk og ikke chokolade tyk).

Tattoo: To fugle flyver henover verden. Bare klar til at opleve[/caption]Jeg fik denne tatovering som symbol på, at et liv uden børn kan være et godt liv. Et liv fyldt med muligheder. Et liv fyldt med rejser. Et liv fyldt med kærlighed og tosomhed.

Tosomhed kan faktisk være bedre end børn

- eller kan det?

"Vil du gerne adoptere?"Mit spørgsmål til A brød hans fokus på fodboldkampen i tv'et.A: "jeg ved det faktisk ikke. Engang ville svaret have været: JA. Men nu... Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Jeg synes faktisk, at vi har et dejligt liv. Bare os to". "I øvrigt kan jeg ikke se, hvordan det kan lade sig gøre. Ikke med mine arbejdstider og din træthed". "Hvad med dig? Vil du adoptere?"Jeg tænkte lidt over det...Jeg: "jeg tror faktisk, at jeg har det på samme måde..."

Lige indtil....

Jeg gik 54 dage over tiden."Jeg er gået over tiden... Fuck! Det skulle være kommet på ferien. Tænk hvis dit klokkeværk er begyndt at virke. Jeg køber lige en graviditetstest".Min stemme er panisk. A - som er på vej på job - bliver lige så panisk.Kan jeg være gravid? Det dur jo ikke. Jeg får al for meget medicin, jeg er træt som et plejehjem, og så har jeg i øvrigt drukket al for meget alkohol på ferien. Nej jeg må ikke være gravid. Jeg har ligesom alle mulige andre planer for livet. Jeg vil bo i udlandet. Jeg vil ikke være bundet til hjemmet (som ville være nødvendig. For med min træthed ville jeg kún kunne overskue at være der for barnet - og intet andet). Jeg hader at lægge tøj sammen. Shit al det vasketøj, som vil komme, hvis jeg pisser to streger...Jeg kører i supermarkedet. Køber en graviditetstest og en snickers chokolade kan hjælpe på næsten alt. Hjemme tisser jeg på pinden.Én streg.

Jeg er nok ikke den eneste kvinde, som kender følelsen af denne ENE streg

Jeg mærker skuffelsen.Det havde jeg ikke regnet med.Jeg var jo afklaret med et liv uden børn...Men det er tydeligt. Skuffelsen sidder dybt i mig.

Da A kommer hjem fra arbejde, spørger han til graviditetstesten.Overraskende nok, ser jeg den samme skuffelse hos ham. Han har det som jeg...Vi har begge forsøgt at fokusere på et godt liv uden børn. Vi har forsøgt så godt, at vi har bildt os selv ind, at det faktisk var, hvad vi ønskede - et liv uden børn. Vi gjorde det, for at gøre barnløsheden tålelig.Er det ikke utroligt, at man kan lyve så godt for sig selv, at man til sidst selv er overbevidst om, at løgnen er sandheden.

Vi vælger selv, om vi vil være lykkelige eller ej.

Jeg er jo ikke gravid (tror bare, at rejsen pressede min krop til det yderste).Vi véd nu, at vi faktisk allerhelst vil have børn.Vi ved også, at det måske ikke kan lade sig gøre.Får vi en dag muligheden for at blive forældre, vil vi gribe den med kyshånd.Heldigvis ved vi også, at vi kan vænne os til tanken om et liv uden børn. Vi kan blive ved med at lyve for os selv, indtil vi tror selv på det.Og heldigvis for det. For måske bliver vores liv, et liv i tosomhed. Og det liv, har bare at være et godt liv. Et lykkeligt liv. Derfor vil vi gøre alt det, som småbørns forældre ikke kan. Vi vil fokusere på alt det vi kan - og IKKE på det vi ikke kan. Vi er og bliver lykkelige. Det har vi nemlig besluttet.

Tak fordi du læser med!