Et brændende minde

De dårlige tider gør, at vi er i stand til at værdsætte de gode tider.

Engang imellem er livet lort. En gang imellem er det lagkage. Sådan har livet altid været, og sådan vil det altid være. BUM.


At vores tilværelse bølger op og ned, er egentlig meget godt. Man skal nemlig bruge mørket for at kunne se stjernerne.


Men jeg ved det; når man står dér, midt i orkanen og er ved at drukne i lort, er det svært at forestille sig lagkagen. Men den skal nok komme. Engang imellem skal der arbejdes hårdt på det – både fysisk og psykisk (accept). Men lagkage-tiden kommer. Det gør den altid.

Jeg vil gerne tage dig med tilbage i tiden. Tilbage til den 31. december 2001. Tilbage til dengang, hvor jeg og min familie mistede alt. Tilbage til dengang , hvor livet (endnu engang) skubbede mig omkuld.

Nytårsaftensdag

Et lille nice to know.

I 2001 var jeg en teenager på 15 år, og var – som andre teenagere – rigtig god til at sove længe.

Jeg boede hjemme. Vores hus var et toetagers hus. Huset lå på landet. På overetagen var “ungdomsafdelingen”. Et fællesrum med sofa og tv. Mit værelse var ved gavlen, min lillebrors værelse lå ved siden af mit. Min bonusbror havde det tredje værelse, men var ikke hjemme den dag.

Ca. kl. 11

Jeg kan høre en meget høj og skinger lyd. Mine øjne er stadig lukket. Lyden fortsætter.

For helvede også! Det er brandalarmen. Nu er min mor i gang med at bage – igen.

Mine øjne forbliver lukket. Jeg famler efter en pude. Finder den. Lægger den over hovedet.

Pis også! Jeg kan stadig høre lyden.

Jeg åbner øjnene. Kl. er kun 11!

Jeg er slet ikke klar til at vågne! Jeg skal ligesom til årets nytårsfest, og jeg har altså tænkt mig at feste hele natten. Øv for at blive vækket. Min mor skal simpelthen til at stoppe med at bage så tidligt på dagen.

(bare rolig; den voksne Søs synes altså ikke, at kl. 11 er sååå tidligt)

Nice to know

Til dig, som kun har set ildebrand på film: Røg fra et hus er kulsort. Prøv et kort øjeblik at lukke øjnene. Sådan ser det ud i et brændende hus. Forestil dig, at alle røgalarmer i dit hjem bimler og bamler. Forestil dig, at du ikke kan trække vejret. Forestil dig, at du er alene, men ved, at din familie måske også er indenfor. Når du har forestillet dig dette; forestil dig så, hvordan du – mens du holder vejret, og lukker øjnene – skal flygte ud af dit hjem. Lidt a la det, var de næste minutter af mit liv.

Ca. kl. 11

Jeg ligger stadig i sengen. Noget mørkt kommer igennem dørkarmen. Jeg studerer det. FUCK det er røg. Jeg åbner døren. BANG. Der er en mur af kulsort røg. Jeg lukker døren til. Jeg kan mærke pulsen helt oppe i halsen. Jeg åbner vinduet. Kigger ned. Råber: “Mor. Moar. Mooooaaaar.!!!!”. Hvorfor kommer der ikke nogen? Jeg råber igen. Åhhh der står min mor. “Mooaar! Det brænder!”. Jeg kan ikke huske, hvad min mor svarer. Sikkert, at hun kommer op? For lige pludselig er hun væk.

Jeg griber en t-shirt. Tager den på. Griber endnu en t-shirt. Denne holder jeg op for min mund og næse (Det har jeg engang set nogen gøre i en film). Jeg åbner igen min værelsesdør. Jeg ser min hund løbe forbi mig, og ind på mit værelse. Jeg vender mig om. Nu er det helt sort, og jeg kan ikke længere se ham. Skal jeg lede efter ham? Ja da! Jeg vender mig om, og er på vej tilbage mod værelset, da jeg hører min lillebror (N): “Hjælp! Hjææælp….”.

Hvor er han? Lyden kommer fra hans værelse. Jeg glemmer alt om hunden og søger hen mod N’s værelse. Fuck jeg kan jo ikke trække vejret! Jeg smider T-shirten. FUCK jeg kan stadig ikke trække vejret. Det var ikke T-shirten, der gjorde det svært at trække vejret. Det er jo røgen!

“Hjælææælp… Det brænder…”. N. råber videre.

Hvor fuck er den dør?! Bare det ikke brænder på hans værelset!!!

Flygt

I skal ud nu! Det brænder! I skal ud!” Jeg kan høre min mor. Jeg slapper mere af nu. Jeg kan ikke se hende, men jeg kan høre hende.

Jeg forsøger at råbe tilbage, men røgen gør det svært: “Moooaar jeg er her”.

Pludselig kan jeg mærke nogle hænder holde om mine. Det er min mor. Gudskelov! Nu slapper jeg endnu mere af.

Hvor er N.?” Råber min mor.

På værelset!”.

Sammen finder vi frem til N’s dør. Alle tre holder hinanden i hænderne, og sammen løber hen mod trappen. Nu kan jeg se lys! Ilden har fået fat i trappen, og den lyser noget af flugtvejen op. Jeg springer ned af trappen, men rammer ikke. I stedet lander jeg i sofaen, som er placeret lige ved siden af trappen.

Mmmm det er dejligt at ligge her. Jeg lukker lige øjnene. Bare for et øjebli… zzzzz

Hvor er Søs! Hvor er Søs?!!”.

Jeg kommer lidt til mig selv. Min mor kalder videre. Fuck jeg var ved at falde i søvn. Jeg kommer op at stå. Løber ned af trappen, løber igennem ilden og der


– lige dér står min mor. Hun ligner en engel. Hun står i døren, bag ved hende er der helt lyst.


Det er sneen jeg kan se. Jeg kommer ud.

Flugten igennem sneen

Vi er alle tre samlet. “Hvor er Victor?”.

Åh nej han løb jo forbi mig…  Mine tanker bliver brudt, da min mor tager N. og jeg i hånden. Vi løber hen til laden. Der er en telefon! Telefonen er død. Ilden må have kappet strømmen. Jeg har bare tæer og bare ben. Vi løber sammen igennem sneen. Ca. 100m er der op til naboen.

Vi banker, og banker på døren. Det virker som en evighed før døren bliver åbnet.

Det brænder!”.

Her står vi alle tre, kulsorte i hovedet, og med hår, som er svitset af ilden.  Jeg kan godt forstå, hvorfor nabokonen var forskrækket.

Politi, ambulancer – og journalister – er ankommet

Ambulancemanden tjekker mig. Jeg kan se, at min mor snakker oprevet med en politimand. Vores hus står i flammer. Jeg kigger op mod mit værelse. Derinde ligger Victor.


Jeg lukker øjnene. Jeg kan mærke en hånd mod min kind “Søs du må ikke lukke dine øjne” Det er ambulancemanden. Han taler beroligende til mig.


Ambulancens sirener virker søvndyssende. Først nu løber der en tåre ned af min kind.

Det er okay Søs. Bare græd. Vi er snart på sygehuset, og både din mor og lillebror er okay. De kører i en anden ambulance”.

Hvorfor denne tidsrejse?

For at vise, at vi alle har en rygsæk fyldt med både lort og lagkage. For at fortælle dem af jer, der lige nu befinder jer i orkanens øje (og for at fortælle mig selv det samme), at selvom det lige nu synes mørkt og uoverskueligt, ja så skal det hele nok gå.

Efter dengang var jeg angst for ild, lyn osv. Skulle jeg overnatte nogle steder, tjekkede jeg altid efter nødudgange (det gør jeg stadig, men slet ikke i samme grad som før). Var jeg ude at rejse, havde jeg altid en røgalarm med mig – ja selv i den thailandske jungle var røgalarmen med.

Da jeg var klar, tog jeg udfordringen op. Jeg ville se angsten i øjnene. Så jeg søgte ind i beredskabsstyrelsen. Her blev jeg uddannet brandmand.


De første gange jeg var inde i en brændende bygning, var jeg bange. Men jeg fortsatte.


Lige så langsomt forsvandt angsten. I stedet oplevede jeg den gode form for adrenalin.

Den dag i dag har jeg det helt godt med ild – selvfølgelig har jeg det, ellers kunne jeg jo ikke have en brandmandsuddannelse.

Så husk

Når dit liv vælter, vil det ikke være for evigt. Når du falder, kan du senere hen bruge noget af faldet konstruktivt. Nogle af tingene vil gøre dig stærkere og klogere.

Det skal nok gå – det gør det altid – HUSK DET!

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

// Søs Trier

Her ser i en ung Søs. En Søs, som har overvundet frygten for ild

 

Brandmand Søs

 

Victor <3

5 Comments

  1. Hanne Andersen said:

    Kære Søs. Alt imens jeg læser dit indlæg, begynder tårerne langsomt at løbe. Jeg føler sorg og smerte over, hvad du og Nikolai har været udsat for.
    I overlevede – det er det vigtigste – også uden fysiske skader. Psykisk sætter det sig – I vil altid have det med Jer. Også for Charlotte og Vickie og for Carsten og hans børn satte det spor.

    At du Søs kunne uddanne dig til brandmand er utroligt. Men alligevel ikke, når man kender dit mod, din udholdenhed og fightervilje. Husk at det er OK med stunder, hvor du græder ud i din mands favn ( også min eller veninders) – og er som det lille barn, der trænger til trøst, tryghed og omsorg.

    Kærlige knus fra mor

    januar 29, 2017
    Reply
  2. Kirsten Holmberg Høst said:

    Hold nu kæft, det anede jeg ikke.
    Respekt til dig. Det anede jeg ikke og jeg kender endda din mor.

    januar 29, 2017
    Reply
    • Søs Trier said:

      Så ved du lidt mere om min mor. Tror faktisk hun blev indstillet til den der helte pris (men fik den ikke). Men i mine øjne er min mor den største helt

      januar 29, 2017
      Reply
      • Kirsten Holmberg Høst said:

        Den pris havde hun da ellers fortjent. Hun er skøn og sej. Måske jeg skulle smutte omkring en dag snart. Har ikke set hende i år. Fortsat god søndag
        Mvh. Kirsten

        januar 29, 2017
        Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her