Er jeg en fiasko?

Hvis jeg tænker det igennem – sådan rigtig godt – så ved jeg jo godt, at jeg ikke er en fiasko. Selvfølgelig er jeg ikke det! Og folk, som tænker sådan om sig selv skal have et gok i nødden – inkl. jeg selv.

Men nogle gange føler jeg mig bare som en fiasko.

Jeg står og lægger neglelak…

… da tårerne pludselig begynder at løbe. Hvad er nu det? Hvor kommer de fra?

Jeg forsøger at tøre tårerne væk, men så snart én er tøret væk, kommer der flere til. Jeg sætter mig på gulvet. Chelsea kommer hen. I en rum tid sidder vi her, på gulvet, og bare kigger ud i luften.

Engang i mellem er det hele bare træls

Hvad skete der lige?

De sidste par dage, har jeg mærket en “klump” i maven. De sidste par dage, har jeg ikke kunnet grine så dybt og oprigtigt, som jeg normalt kan. De sidste par dage har jeg vist ikke haft det så godt. Men jeg har bare flyttet tankerne over på noget andet. Jeg har ikke taget mine følelser seriøst. Jeg har tænkt Søs nu skal du snart på ferie, her får du ro. Indtil da: hold ud!.

Og jeg har holdt ud – lige indtil i dag.

En trøstende Chelsea

Hvorfor disse tårer?

Jeg tror, at det er det der sygdoms halløj, der (igen) spiller mig et puds. Jeg kan simpelthen ikke affinde mig med sydomslivet.

Inden A. tog til grænsen, snakkede vi om fremtiden.

I min fremtid vil jeg gerne have en karriere, men jeg vil også gerne have børn. I øjeblikket arbejder jeg 16 timer om ugen, og jeg er max presset. De ting som jeg bør gøre (lave varm aftensmad, vaske tøj, træne ryggen osv.) og de ting, som jeg gerne vil gøre (være social, bage boller, se TV avisen – og faktisk huske, hvad de siger osv.) er alle sammen ting, der er vanskeligt i min presset hverdag.


Hvordan skulle jeg nogensinde formå at være en god mor, når jeg ikke engang kan formå at lave varm aftensmad til mig selv på arbejdsdage?


Betyder det så, at jeg ikke skal have børn? Måske. Det gør så ondt at tænke på. Jeg ønsker mig så inderligt at få børn. Men jeg ønsker mig også en karriere. Ingen af tingene er mulige lige nu.

Og lige nu synes jeg det er så pisse træls.

Lige nu er der er tomt hulrum indeni. Lige nu græder jeg. Jeg mærker følelserne, og giver mig selv lov til det. Det er OKAY. Der er helt naturligt.

Når jeg giver mig selv lov, er jeg hurtigere ovenpå igen. Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan fjerne “klumpen” og tomrummet i maven.


Bare rolig

Overordnet set har jeg det nemlig godt. Jeg er ikke deprimeret. Jeg har bare en off dag.

Indlægget er ikke ment som et; hvor er det bare synd for mig. Indlægget er blevet skrevet, dels fordi jeg har behov for at skrive følelserne ned, og dels for at fortælle dem at jer, som lige nu går rundt med en spændt “klump” i maven:


Giv jer selv lov til at tude. Giv jer selv lov til at synes, at det hele er pisse træls. Derefter: Rejs jer fra rendestenen, børst skidtet af Jeres krop og kom videre. Det har jeg tænkt mig at gøre.


Og faktisk; det har allerede hjulpet!

Lige nu sidder jeg faktisk og smiler over, at jeg har taget billeder af mig selv mens jeg tudede – tosset 🙂

Lige nu er jeg mere lettet end før.

Lige nu véd jeg, at jeg snart kan tænke som jeg plejer.


Nemlig at sygdom ikke får lov til at ødelægge mit liv! Det vil jeg simpelthen ikke tillade.


Snart kan jeg igen tænke: Mit liv er og bliver godt. Får vi ikke børn, får vi i stedet alle mulige fantastiske muligheder for at rejse, dyrke vores karriere (eller A. får den mulighed. Her kan – og vil – jeg, stå ved hans side og heppe på ham).

Jeg vil nemlig ikke være ked af ting, som jeg ikke kan gøre noget ved. Jeg vil få det bedste ud af mit liv. Det kan jeg KUN, hvis jeg børster skidtet af kroppen, kommer videre og lader vær med at hænge fast i bare det hele var anderledes.

Jeg formåede da at lægge neglelakken færdig 🙂

I øvrigt: Jeg tror stadig på, at jeg bliver bedre fysisk. Jeg er nemlig stadig i behandling. Jeg tror på, at jeg nok skal komme til at arbejde på fuldtid igen, og hvem ved; måske er vi så heldige engang at få børn.

Jeg er ikke en fiasko!

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

// Søs Trier

 

7 Comments

  1. Marianne Nygaard said:

    Det bedste er at få hul på knuden i maven. Tude som en gal. Og så trække vejet dybt helt ned i maven. Fedt du deler det. Og du har ret. De ting man ikke kan ændre på blir vi nødt til at opleve som de er. Men vibhar stadig lov til at mene det dybt uretfærdigt. Jeg håber af hele mit hjerte at alle dine ønsker blir opfyldt. Kram fra Bynygaard

    februar 2, 2017
    Reply
  2. lisoxholm said:

    Du er ihvertfald ikke en fiasko og dejligt at, du selv kommer frem til det <3

    februar 2, 2017
    Reply
    • Søs Trier said:

      Jeg har engang lært, at man aldrig må tænke dårlig om sig selv. Og det er jo rigtig ❤

      februar 2, 2017
      Reply
  3. Tina said:

    Kære Søs.

    Først og fremmest kram herfra ❤ Det er virkelig ikke en nem situation at stå i. Jeg vil bare så gerne kunne give dig lidt håb og positive tanker for fremtiden. Med den rigtige mand og opbakning fra det nære netværk vil jeg tro og håber jeg det hele kan lade sig gøre for dig. Og opbakning og den helt rigtige mand – det har du jo ❤ Jeg har virkelig også måtte sige farvel til meget. Karriere, en rask krop, masser af drømme…. Men det lykkes alligevel, bare på en anden måde end jeg havde regnet med. Jeg arbejder kun 7 timer om ugen pga min ryg, nakke og de autoimmune sygdomme + fordi vi har to børn med særlige behov. Min mand og jeg har delt alt op i det vi er gode til og det jeg/vi kan holde til. Så han trækker det hårde fysiske læs, fx madlavning og rengøring og jeg tager pædagogikken, møder, oprydning, legeaftaler, hund etc. Selvfølgelig overlapper vi rigtig meget, men det kører faktisk ret godt det med at have hver vores ansvarsområder. Jeg ved godt du fysisk er hårdere ramt end mig, men hvis du med tiden får det lidt bedre, er dine drømme måske alligevel mulige? ❤ Med årene har jeg også lært at acceptere at det ikke bliver til en karriere for mig pt. Men det tager tid. Giv det tid. Og for alt i verden, mist ikke håbet. Det ved jeg også at du ikke vil. For du er stærk ❤ Tårer er guld værd. De hjælper en videre. Kram og håb fra Tina

    februar 2, 2017
    Reply
    • Søs Trier said:

      Kære Tina
      Tusinde tak for din besked. Jeg er glad for at høre, at det hele er lykkes alligevel – det giver mig håb. TAK!
      Det er da egentlig smart med opdeling af tingene, så får man sikkert heller ikke så dårlig samvittighed over de ting, man ikke får gjort (hvis der nu er mandens “arbejdsområde”).
      Jeg håber mine drømme bliver mulige. Og TAK for rådet om tid! Jeg tror du har ret. Jeg skal nok nå til accept. Jeg lader være med at miste håber.
      Tak fordi du er så inspirerende og vidende ❤

      februar 3, 2017
      Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her