Er du her stadig i morgen, selv hvis det bliver hårdt?

Det sagde min mand ja til, og for det, er jeg ham så evig taknemlig ♥

Dette indlæg vil jeg gerne dedikere til min (super)mand. Var det ikke for ham, er jeg ikke sikker på, at jeg stadig stod på mine ben.

Billedet blev taget nytårsaften 2015/2016. Min mand er ikke så glad for at være med på de online billeder – men nogle få gange får jeg lov 🙂

Indlægget er ret lang – så er i advaret.
Det er et indlæg, som har været svært at skrive. Dels fordi det – for mig – er et meget følsomt og privat emne. Dels fordi jeg ikke kan finde de helt rigtige ord til at beskrive mine følelser.

Men jeg gi’r det sgu et forsøg…..

Jeg vil gerne fortælle jer, hvorfor min mand er en vaske ægte supermand!

Han er en supermand fordi:

  • Han stadig står stadig ved min side! Dengang alvoren af min sygdom gik op for mig, sagde jeg, at han skulle overveje, hvorvidt han ønskede at være en del af det her sygdomsræs eller ej Jeg gav ham muligheden for at sige fra. Jeg gav ham muligheden for at leve sit eget liv. Et liv med muligheder frem for begrænsninger. Et liv uden sygdom.

Jeg forstod, hvis han blev nødt til at forlade mig. Jeg forstod, hvis han ikke ønskede at være en del af det.


Men han blev. Og det er jeg ham så evig taknemlig for.

  • Han får mig til at grine. Selv når jeg er i mit værste humør, kan han sige eller gøre noget, som får mig til at skrald grine og glemme, at jeg egentlig var sur og ked af det.
  • Han sidder sammen med mig om natten. Jeg har tit haft søvnløse nætter. Nogle gange fordi jeg haft så ondt, at jeg ikke har kunnet være i min egen krop. Andre gange fordi jeg har spekuleret og bare været ked af de. De nætter står han op. Han sætter sig på sofaen sammen med mig.

Nogle gange snakker vi, andre gange sidder vi i tavshed; side om side.


 Når jeg får dårlig samvittighed over, at han er stået op og jeg (igen) formår at ødelægge en nats søvn for ham, siger han bare, at han vågnede – af sig selv – fordi han skulle nat pisse, og nu kan han alligevel ikke sove.

  • Han tager med til samtlige kemobehandlinger og lægeundersøgelser. Selv med skifteholdsarbejde og – for tiden – alt for meget overarbejde, finder han stadig tid til at tage med til samtlige undersøgelser. Nogle gange sover han kun et par timer efter nattevagt, for derefter at stå op for komme med på sygehuset.
  • Han slapper af sammen med mig. Jeg bruger mange timer på sofaen. Egentlig ville jeg hellere være social, ordne ting i hjemmet eller arbejde på et projekt (før jeg blev syg havde jeg gang i (for)mange projekter). Men det kan jeg bare ikke pt.

Og jeg hader det. Jeg føler mig doven….!


Han ved, at jeg hader det. Han har derfor indført ”A-og-S-sofa-tid”, hvor han dropper sine egne projekter og sætter sig sammen med mig. Vi snakker, ser Netflix eller bare kigger ud i luften. Det er lykkedes ham at gøre noget negativt til noget hyggeligt.

  • Børn. Inden jeg blev syg var vi i fertilitetsbehandling. At jeg blev syg, har ikke gjort projektet nemmere (jeg har – pga. kemobehandling – fået fjernet en æggestok, og jeg må slet ikke blive gravid, førend min sygdom har været i ro i minimum ½ år). Så vi har indset, at børn er noget, vi skal være HELDIGE for at få. At få børn er et af hans (og mine) største ønsker.

Derfor: At han vælger mig fremfor muligheden om et evt. familieliv med en anden. Det er for mig ægte kærlighed!


  • Han er tålmodig. Jeg lider af såkaldt brain fog (det føles som en sky i hjernen, der reducerer min evne til at tænke klart). Jeg ved ikke hvor mange gange det er lykkedes mig at glemme aftaler, glemme hvad han lige har fortalt mig, glemme halvdelen af det jeg skulle handle ind, glemme hvor jeg har lagt ditten og gjort af datten.

Jeg skriver ALT ned, og alligevel formår jeg at glemme (nok fordi, jeg glemmer at kigge på min huske liste….).


Det er OP AD BAKKE for ham. Men han kører gerne en ekstra tur i supermarkedet, han fortæller gerne samme historie igen, han trøster mig gerne, når jeg bliver sur over, at jeg igen ikke kan finde ud af at strukturere min kalender, han gøre det hele nemmere for mig.

  • Han er en husmor, en kok, en husejer, en hundelufter, en ægtemand, en alt mulig mand. Og dette er altså ved siden af hans fuldtidsarbejde.
  • Han hjælper mig med mine projekter. Det er ikke gået helt op for mig, at jeg ikke kan det samme længere.

Derfor har jeg en tendens til at få startet et projekt (for meget) op, og midt i projektet bliver jeg drænet for energi.


 Men han hjælper mig – med alle projekter! Han læser alle mine indlæg (også de lange på Instagram). Han lægger masser af energi i min fundraising hjælpeløberne. Når mine fingre gør ondt, skriver han for mig. Han færdiggjorde de højbede, jeg gik i gang med for 100 år siden. Og sådan kan jeg blive ved…

  • Han giver mig sin dyne. Når jeg vågner – kamp svendene – og min dyne er gennemblødt (bivirkning fra kemoterapien), giver han mig sin dyne, og tager selv et tæppe. Dagen efter vasker han sengetøjet og hænger min dyne til udluftning.
  • Han synes jeg er sexet. Hvilket er ret imponerende. For når man er syg, er man jo ikke ligefrem verdens mest attraktive. Men alligevel fortæller han mig – dagligt – at jeg er den smukkeste og lækreste hustru en mand kunne ønske sig ♥

Et kæmpe boost til min indre gudinde!


Ham A! Han er bare en vaske ægte supermand!

 

Det er så her, jeg sidder med en knude i maven og en klump i halsen. ALT DET HAN GØR FOR MIG! Jeg er bange for, at jeg ikke kan slå til?


Kan min mand blive ved med at holde til det her? Og værst af alt; har jeg ødelagt hans liv?


Bare tanken om, at han kunne leve et bedre liv uden mig, at jeg er en klods om hans ben, at jeg begrænser ham. Den tanke gør ondt. Virkelig ondt. Jeg elsker min mand, og jeg ønsker, han skal få det bedste ud af sit liv.

Men ville hans liv så være bedre uden mig??? Han siger, at jeg er ALT det han behøver. Jeg vælger at tro på ham – det bliver jeg nødt til! Jeg bliver nødt til at tro på, at jeg giver ham lige så meget igen, som han giver mig. Jeg bliver nødt til at tro på, at et liv med sygdom ikke er et liv med begrænsninger, men mere et liv med muligheder – det gælder bare om at finde dem.


Jeg er sikker på, at sygdomsforløbet har gjort vores forhold mere robust. Kan vi klare det her, kan vi sgu klare ALT

 

—– og jeg ved, at vi klarer det!


 

Jeg vælger at tro, at han får det bedste ud af sit liv, når han er sammen med mig.

 

Tak fordi i gad læse med. Kommenter endelig 🙂 Og indlægget må selvfølgelig gerne deles.

 

 

18 Comments

  1. Åhhhh sødeste dig. Alle dine tanker, de er også mine. Vi lever nærmest det samme liv. En dejlig mand og kronisk dårlig samvittighed. Jeg er så glad for at have fundet vores virtuelle venskab. Tak for dig ❤️ Pernille.

    april 26, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Og jeg er også så glad for vores virtuelle venskab – for ja, vi lever jo nærmest det samme liv <3

      april 26, 2016
      Reply
  2. Charlotte said:

    Åh hvor bliver jeg rørt når jeg læser dit indlæg. det er jo nærmest mit liv og mine tanker/angst du deler ❤ Og på en eller anden syg måde rart at vide jeg ikke er alene om de følelser og tanker. Mange tanker til dig ❤

    april 26, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Charlotte det er så rart at vide, at man ikke er alene om følelser og tanker <3 Og når jeg får så mane skønne kommentarer fra andre, som er i samme båd, ja så giver det på en aller anden måde trøst. Også masser af tanker til dig <3

      april 26, 2016
      Reply
  3. lis said:

    Så FLOT skrevet😃😃

    april 26, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Mange tak 🙂

      april 26, 2016
      Reply
  4. Henriette said:

    Jeg kan nikke genkendende til meget af det du beskriver. Herhjemme kom det også som noget af et slag da jeg blev syg. Men sammen er vi som par blevet stærke. Og så tror jeg at mænd godt kan lide at være i den rolle at de kan hjælpe en der er svagere end dem. For vi er jo ellers handlestærke kvinder 😆

    april 26, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Henriette hvor er jeg glad for at høre, at i som par er blevet stærkere 🙂 Og ja jeg tror du har ret, jeg tror godt de mænd kan lide at hjælpe . At de kan være den “beskyttende” får dem ligesom til at føle sig mere mandige.

      april 26, 2016
      Reply
      • Henriette said:

        Ja og det er så vigtigt. Nu hvor min mand blev opereret for mindre end 14. dage siden. Har jeg set ham lide et lille knæk idet han ikke kunne være behjælpelig med hverken det inde eller uden for huset. Fx min mands oogave: kløve træ og køre det ind, samt hjælpe sønnike med at bygge fuglehuse. Han er mere irritabel og kort for hovedet. Så jeg tror det betyder en hel del at mænd kan få lov til at være rigtige mandfolk.

        april 27, 2016
        Reply
        • Kroniske-farver said:

          Så er det godt, at han har en skøn kvinde, som kan hjælpe ham 😀. Men ja, det samme knæk så jeg også ved min mand, da han fik sin knæ operation.

          april 27, 2016
          Reply
  5. Tina said:

    Fantastisk godt skrevet👏👏 – og stor respekt for at du formår at dele dine personlige følelser.
    Nikker selv ALT for godt til din beskrivelse af ikke at slå til…. især overfor dem man holder allermest af!

    april 26, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Hvor er jeg glad for, at du synes det Tina 🙂 Jeg er ked af at høre, at du selv kan nikke genkendende til det… Vi må lære, at vi altså slår til <3

      april 26, 2016
      Reply
  6. manhattanlady123@live.dk said:

    Tak for din ærlighed og din blog ❤️ jeg må sige Søs at du er kommet ud af din “skal” og for fanden hvor det klær dig 😍 Dernæst kan jeg (dog uden at være syg) nikke genkendende til alle disse følelser…. Fordi jeg jo netop er så meget ældre end min mand og derfor ikke kan give ham eksempelvis børn.. Og jeg er som dig kommet frem til at det MÅ være kærlighed i den smukkeste form – også på de dage hvor man selv er urimelig og “dum” og jaloux osv.. Vi to kender jo faktisk hinanden ret godt og derfor starter min kommentar til dit indlæg som den gør. Og Søs jeg er sgu mega stolt af dig, jeg vidste du havde det i dig, og håbede på at du kom ud af “skallen” men helt ærlig jeg troede at dit mod svigtede – men det gjorde det ikke og netop derfor skriver jeg at jeg er stolt – mega stolt.. Håber du i hjertet ved hvad jeg mener for tænker tit på vores år (somre) sammen på KUC og de utallige løbeture – især den ene i silende regn, står lyslevende og den står sådan for den tur siger meget om netop mod, vilje og styrke ikk.. De kærligste knus og tanker 😍

    april 26, 2016
    Reply
  7. Kroniske-farver said:

    Åhhh Gitte din skønne kvinde <3 Mange mange tak for dine dejlige ord! De betyder virkelig MEGET for mig. DU BETYDER VIRKELIG MEGET FOR MIG. Indlægget havde jeg faktisk skrevet for længe siden, men vidste ikke om jeg turde vise min sårbare side frem – sådan helt uden filter. At være så åben er jo helt modsat "gamle" Søs. Men at komme ud af "skallen" er faktisk rigtig rart. Og når jeg læser folks kommentarer ved jeg, at det rigtige for mig, er at skrive mine tanker ned <3 Og du har helt ret. Det MÅ være kærlighed i smukkeste form. Haha den løbetur…. Vi to er jo egentlig nogle seje kvinder 🙂 Tak for nogel opmuntrende ord! Masser af knus og tanker til dig!

    april 26, 2016
    Reply
  8. Torben said:

    Hej Søs, tak for dit indlæg, jeg kender ikke dig men din mand A, og kender alt til at have følelsen af at være en hæmsko. Jeg har Morbus Crohn, en kronisk tarmsygdom, autoimmun som din.. Jeg vil vise dit indlæg til min kæreste senere når hun kommer hjem fra job, for hun er min superwoman! Hils A fra mig 🙂

    maj 9, 2016
    Reply
    • Kroniske-farver said:

      Hej Torben. Er rigtig glad for, at du kan lide indlægget, og endnu mere glad for at høre, at du også har dig en super partner derhjemme! De er guld værd!
      Jeg hilser A fra dig
      Nyd det gode vejr ☺

      maj 9, 2016
      Reply
  9. Annette said:

    Faldt lige over dette gamle indlæg, (Har læst det før) men har igen bøvlet med lidt tanker om at jeg er mere til besvær for kæresten, end til gavn. Har haft mange af de samme tanker i dag du skriver om, men det hjælper hver gang at læse det her <3

    november 30, 2016
    Reply
    • søs said:

      Tak for dine søde ord – du er sgu skøn Annette! Jeg tror altid, at de tanker vil poppe op i hovedet af og til, men husk på: han har SELV valgt at være sammen med dig, og han synes med garanti, at du er en fantastisk kvinde! Og hvor er jeg glad for, at du kan bruge mit indlæg <3

      november 30, 2016
      Reply

Hvis du har en kommentar, er du velkommen til at skrive den her