Fortrængning - Psykens immunforsvar

Jeg bliver gang på gang imponeret over, hvor stærk vores psyke er.

Jeg bruger selv mentalisering. Noget der har gjort, at jeg har kunnet holde hovedet oven vande i mit sygdoms forløb. Jo, jeg har haft perioder, hvor jeg har været træt af det hele (selvfølgelig har jeg det). Men det har kun været perioder. Hele sygdomsforløbet igennem, har jeg formået at vende destruktive tanker til konstruktive tanker.

Jeg tror på, at vi med vores psyke kan udrette meget. Altså tag en ting som adrenalin. Det er 300 gange stærkere end morfin. At kunne skabe sin helt egen smertelindring - uden brug af kemi - det er jo imponerende. En snak jeg kunne skrive en masse om. Men det bliver en anden gang.

I dag vil jeg snakke om fortrængning. Endnu et imponerende redskab vores psyke kan. Vi kan simpelthen (ubevist) fortrænge ting, som bare ikke er gavnlige for os at huske. For at beskytte os selv. Jeg kalder det for psykens immunforsvar

Fortrængning 

Jeg har fortrængt dengang jeg mistede bobbel.

Jeg har flere gange fortalt, at min største drøm i livet var at få børn.

I 2012 købte vi et hus med soveværelse, 2 børneværelser, et kontor, et walk-in closet (fordi min indre gudinde altid havde ønsket sig sådan et) og et ekstra værelse. Både til overnattende gæster og i tilfælde af, at vores drøm om 2 børn blev til 3 børn.

I 2013 smed jeg p-pillerne.

Vi var spændte. Intet skete. Vi prøvede mere ihærdigt (stod på hovedet og andre finurlige ting, som ikke hører sig bloggen til). Intet skete. Det viste sig, at vi ikke kunne blive gravide på naturligvis. Så vi gik hele fertilitets møllen igennem.

Første forsøg

Jeg glemmer aldrig den dag, hvor ægget skulle sættes op. Det var en af de mest vidunderlige oplevelser, jeg nogensinde har haft. På storskærm så vi den her lille bobbel, der skulle til af tage rejsen fra reagensglas og ind i mig. Få minutter efter kunne jeg rejse mig. Jeg bar nu på et liv. Eller hvert fald på en bobbel, som kunne blive til et liv. Det var vores første forsøg.

8 dage efter denne seance blev der taget en graviditets test. Jeg turde ikke tro på et positivt svar - i frygt for at blive skuffet. Jeg husker stadig, hvordan jeg på vej hjem fra Fertilitetsklinikken satte kursen mod træningscenteret. Efter ægget var blevet sat op, havde jeg ikke måttet løfte tungt (eller løbe for den sags skyld). Derfor ville jeg, hvis svaret var negativt, tage direkte op for at løfte tungt og få sved på panden.

Kort inden jeg nåede træningscenteret ringede telefonen. Det var sygeplejersken. Da jeg hørte hendes stemme, var jeg sikker den er negativ. Jeg lyttede egentlig ikke rigtig efter, før hun sagde

<<Søs den er positiv. Du er gravid>>

<<WOW! Seriøst. Jamen er du sikker. Sådan bum sikker. Som i bum bum sikker?>>

Og det var hun!

Jeg drejede fra. Træningscenteret forsvandt i bagspejlet. Jeg kørte hjem. Anders sov. Fuck også. Han skal snart møde igen. Jeg burde ikke vækk… jeg nåede ikke videre i dén tanke, førend jeg fandt mig selv hoppe op i sengen og ryste i Anders

<<JEG ER GRAVID!>>

Derefter gik dagene sin gang. Jeg havde den mest vidunderlige følelse indeni. Jeg ved godt, at jeg - såfremt jeg blevet gravid på naturlig vis - slet ikke ville vide, at jeg var gravid på dette tidspunkt. Men jeg vidste det. Og jeg nød den viden. Vi besluttede, at vi ikke ville kende kønnet på barnet, men et navn skulle den jo have i de 9 måneder, hvor jeg skulle passe på den. Bobbel blev navnet (kva hvad det jo lignende, da den fandt vej ind i mig).

Den næste tid gik som de første dage. Lige på nær, at små ting begyndte at ske med kroppen. Jeg fik ustyrlig lyst til pandekager kl. 1 om natten, og jeg begyndte at svede som en teenagerdreng i fuld sving med en fodboldkamp. Selvom sved-delen ikke var skide fedt for min indre gudinde. Ja, så var det okay. For der var en grund. Endda en hel og særdeles fantastisk grund.

Det sidste jeg husker af den korte graviditet (knap 3 måneder) var NorthSide festival. Jeg drak alkoholfri og agerede taxichauffør. Det var her vennerne fandt ud af, at jeg havde en bobbel indeni mig - hvad skulle grunden ellers være for, at jeg ikke drak alkohol.

Mere husker jeg ikke

For lidt tid siden snakkede Anders og jeg om den tid, og dér gik det op for mig: jeg aner ikke, hvordan resten af forløbet forløb. Mit 'jeg’ har simpelthen fortrængt det. Ubevidst.

Jeg tænkte og tænkte.

Til sidst måtte jeg spørge:

<<hvad skete der egentlig?>>.

Anders kunne fortælle om noget med blod. Med en akut tid hos Fertilitetsklinikken. Men en plan om en ny opstart. Da han fortalte, følte jeg det som, hvis han fortalte om en anden. Var det sket for mig? Jeg kunne/kan virkelig intet huske.

2 forsøg

Historien fortsætter med et nyt forsøg, som heller ikke lykkedes - da jeg blev syg og måtte starte på stærk medicin. Den historie kender i. Jeg kender den også. Jeg husker det hele. BANG! Jeg husker sorgen over, at mit liv blev vendt fuldstændig på hovedet.

Når jeg tænker på, hvor ked af det jeg var over, at jeg skulle være syg i stedet for mor. Ja, så er jeg nok godt tilfreds med, at jeg ikke kan huske sorgen fra første gang.

En lille ting?

Måske det er en underlig ting at fortrænge? Jeg mener, hvor mange oplever ikke at projekt: gravid, mislykkedes gang på gang? Uden at de “bliver nødt til” at fortrænge.

Set udefra har jeg haft en del andre - og også værre oplevelser - som er mere "egnet" til at skulle fortrænge. Men disse husker jeg ganske godt. Det er vel bare sådan med følelser: de kan ikke sættes ind i Excel ark (heller ikke selvom man er Djøf'fer). De kan ikke vejes og måles. Måske dette mislykkedes graviditet forsøg, var lige netop dét, mit 'jeg' havde brug for at glemme?

Én ting er sikker: jeg er virkelig imponeret over, hvor meget vores psyke kan. Både bevidst og ubevidst.

Det kan godt være, at 'bobbel' aldrig blev til noget. Tilgengæld fik vi Chelsea.


Tak fordi du læser med!

Følg mig også på

facebook - instagram - Bloglovin'

Snapchat: soes_trier

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
,
Åhh sødeste Søs. Jeg vidste ikke at du havde været gravid i 3 måneder 😔 Der sker så meget i første trimester med kroppen og i slutningen af den kan man måske begynde at mærke liv. Det var hårdt for mig at læse. Jeg har aldrig selv prøvet at miste nogle af mine små bobler. Mine bobler er ved at smøre madpakker, rede hår og den sidste er ved at putte dukkerne. Dit skriv minder mig om hvor heldig og hvor dyrebart mine 3 små bobler er. At du fortrænger den sidste del har måske været godt nok. Ellers var du måske gået i hundene over tabet. For det er et tab. Og der skal sørges, men der må også gerne være minder. Sødeste Søs, jeg håber inderligt at du kan få fyldt dit drømmehus med børn sammen med A 😘
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tror heller aldrig jeg har sagt, at jeg faktisk nåede at blive gravid. Men ja, tror også det er meget godt, at jeg ikke bærer på hårde minde. Tilgengæld kan jeg huske meget fra den første tid, og det er gode minder. Lyder til dine bobler har en hyggelig morgen. Rigtig god dag til jer allesammen ❤️
nouw.com/kroniskefarver
Annette
,
Så fik jeg opdateret mig på din blog søde Søs. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i det, da lysten til børn altid har skræmt mig til døde. Fik jo som meget ung at vide at jeg ikke ville egne mig, så det har altid rumsteret i hovedet på mig. Og da jeg nåede der til hvor jeg havde overbevist mig selv om det var noget være fis - var det for sent. Men jeg håber miraklet sker for dig og Anders. I fortjener det SÅ meget. Knus fra Annette
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tak søde Annette ❤️. Jeg håber også miraklet sker. Jeg kan stadig ikke komme mig over, at du har fået sådan noget vrøvl at vide!. Knus
nouw.com/kroniskefarver