Du får kun den her ene chance...
... til at leve.
Lev derfor så godt du kan!
Advarsel: Jeg har virkelig nogle øv-dage for tiden. Men det er okay. Jeg giver mig selv lov til øv-dage. Jeg giver mig selv lov til at være ked af det, sur og frustreret. Det tror jeg nemlig er vigtigt. At pakke følelserne væk, og parkere dem sammen med skrotbilerne; det er bare dømt til gå galt. Hvis jeg gjorde det, ville jeg lige pludselig ende op med 10.000 reservedele som jeg, hverken ville kunne finde hoved og hale i, eller ville - selv med professionel hjælp og rådgivning - kunne finde ud af at samle til et helt stykke - det ville i hvert fald tage en del år.
Der er bare de dage...
“Jeg har lyst til at flygte. Jeg ved ikke hvorhen, men det er lige meget, for jeg ønsker mig egentlig bare væk. Væk fra det hele. Når jeg ikke kan lykkes her, kan jeg måske lykkes et andet sted - gerne et varmt sted. Seriøst; jeg er 30 år, mit liv er ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg har kun denne ene chance til at leve. Én chance til gøre det så godt som muligt. Én chance til at få det bedste ud af mit liv. Én chance til at gøre dette liv uforglemmelig. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan jo ikke satse på karrierer. Jeg kan heller ikke satse på familielivet.”Min stemme knækkede“Hvad skal jeg gøre?”A. kom hen til mig. Holdte mig tæt, og fortalte, at han ikke havde svaret. “Jeg er glad for mit liv. Jeg er lykkelig. Du gør mig lykkelig. Og jeg véd, at der - bagved disse tårer...” A. tørrede et par tåre væk fra min kind. “... findes lykke. Men lige nu er det bare svært at se”.Han løftede min hage, og kiggede mig dybt i øjnene: “Du lykkes”Den næste lange tid forblev jeg på dét sted, hvor jeg føler mig aller mest tryg: nemlig viklet godt ind i armene på A.
I armene på A.
Her til Northside festival 2011
....???Jeg må ærligt indrømme: Jeg synes det er svært. Jeg er fortvivlet og jeg aner ikke, hvad jeg skal satse på. Hvordan får jeg det bedste ud af det her ene liv?
Ærligt: Jeg har ingen anelse.
Der er så meget jeg gerne vil, men ikke kan. Jeg har så mange ideer, men ved ikke, hvilke der er realistiske.Jeg synes selv, at jeg er for god til at gå hjemme alle de timer. Det er ikke så jantelovs agtigt at mene det. Men det mener jeg nu alligevel. For jeg er nemlig - ikke kun god - men også klog. Jeg er sådan en, som har det bedst med udfordringer. Jeg er sådan en, som virkelig kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet. Og så er jeg sådan en, som formår at præge de steder jeg kommer. Mine fodspor bliver siddende. Hvordan lykkes jeg med ovenstående, når jeg har en krop, som er på tværs?Jeg ved det ikke. Men jeg véd, at jeg nok skal finde ud af det. Måske ikke lige nu, men på et tidspunkt knækker jeg koden.
Men lige nu drømmer jeg mig væk.
AcceptJeg skal arbejde på at acceptere. Jeg tror nemlig, at jeg med accept, også får klarhed. Klarhed over fremtiden.Men det er svært at acceptere. Lige nu er jeg stadig i behandling med “vi-prøver-at-gøre-dig-bedre” medicin. Så længe jeg får denne medicin, tror jeg på, at jeg bliver bedre - selvfølgelig tror jeg det! Så længe jeg har den tro, ja så er det både svært at acceptere og svært at planlægge fremtiden. Jeg bliver nødt til at vide, hvad jeg har at gøre med, før kan jeg ikke lægge realistiske planer.Selvfølgelig har jeg mine A, B, C og D planer. Men lige nu - hvor det hele er træls - synes jeg de er ubrugelige.
.... Og jeg føler ikke, at jeg kan acceptere noget som helst. Jeg vil nemlig ikke gå på kompromis.
Det skal nok gå!Heldigvis ved jeg, at øv-dagene får en ende. Heldigvis ved jeg, at jeg faktisk er nærmere accept, end jeg nogensinde har været før. I dag kan jeg bare ikke se det. Men det kan jeg måske i morgen. Ellers kan jeg med sikkerhed se det i næste uge.Indtil da vil jeg græde i armene på min supermand, og når han trænger til aflastning, ja så vil jeg spise spandevis is - den virkelig usunde af slagsen. Den som hjælper på næsten alle sorger.Tak for, at i gider læse når jeg læsser af.I er guld værd
