Det ser så let ud - hvordan gør du?


Den udvikling jeg ønsker mig, skal hvile på et ordentligt fundament. Og det kan den kun, hvis jeg tager mig selv seriøst. Altså hele mig. Det hele!

Jeg har grædt, skældt, følt frustrationer. Jeg har bearbejdet, men uden at sidde fast i afmægtigheden.

Ofte bliver jeg spurgt: "det ser så legende let ud, hvordan gør du?". Svaret har jeg ikke. Og det er ikke legende let. Slet ikke.

"Du skal bare acceptere det. Dit liv må ikke gå i stå. Væk med det negative, ind med det positive. Livet fortsætter jo. Du må fortsætte. Op med dig".

Så nemt er det bare ikke. Slet ikke!

Jeg tror, at mange - hvis livsvilkår pludselig ændre sig - oplever at miste sit dyrt erhvervet selvværd. Jeg tror ikke, at man "bare kan acceptere og komme videre" med ét.

Sygdom manifesterer sig i kroppen. Jeg kunne ikke længere regne med min krop. Når jeg ikke kan det, hvad gør jeg så?

Jeg var bange for, at jeg minut for minut ville "forfalde" mere. Uovervindeligt uopretteligt. Hvordan skulle jeg leve med det?

Som om jeg stadig var der og alligevel ikke. Hvor er jeg? Hvordan siger jeg farvel til mig selv?

Jeg blev forandre til uendelighed - Samtidig er jeg jo bare mig.

Jeg tror ikke på udtrykket 'what doesn't kill you only makes you stronger' Jeg tror på 'hvad der ikke slår dig ihjel, kan gøre dig klogere'.

Forandret livsvilkår kan man ikke bare komme videre fra sådan, fra én dag til en anden. Vi skal have lov til at udtrykke vores følelser. Lov til at mærke.

Jeg har taget nogle "tæsk" igennem livet. Jeg har arbejdet med mig selv. Også fået professionel hjælp. Jeg er blevet klogere, lært mig selv godt at kende. Jeg lærer stadig.

I dag vèd jeg, at stærke smertelige følelser, som ikke kommer til udtryk, binder energi.

Når jeg bearbejder bliver der plads til den kærlighed - som hele tiden har været der. Plads til taknemmelighed til livet - som det nu engang er.

Når jeg bearbejder kommer jeg ikke kun i kontakt med livets smerte. Jeg kommer også i kontakt med kærligheden til livet. Hvis altså bearbejdelsen foregår i ordentlige rammer og på en konstruktiv måde.

Jeg mærker kærligheden og taknemmeligheden vokse dag for dag.

Men jeg har stadigvæk brug for en skulder at græde ud ved, en hånd i ryggen, et menneske ved min side. En som er der, når stormen raser. En der både ser og hører mig. En der elsker mig ubetinget. Det har jeg heldigvis i Anders.



Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget.

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig i menuen til højre.

Synes godt om

Kommentarer