Den sidste kladde

Den 1. marts 2019.

Jeg går en tur med Chelsea. Mit hoved er fyldt med alt muligt (hvor skal vi bo; hus, leje, bygge nyt…? De fede bolchestribet bukser på zalando; skal/skal ikke købe? Hvilken musik mangler jeg på min playliste? . Apropos playliste; jeg skal huske at have lavet mit telefonabonnement om. Jeg skal have et, der er billigere. Hmm… så bør nok droppe bukserne).

Midt i alle tankerne kommer en ny: fra i dag er jeg førtidspensionist. Jeg mærker min mave trække sig sammen. Som om en usynlig knytnæve pludselig ramte.

Jeg har brug for at sige noget højt. Jeg stopper op. Fisker telefonen op af lommen. Åbner messenger. Skriver til en veninde “det er lige gået op for mig, at jeg fra i dag er… ” jeg holder en pause. Hvorfor er dét ord så svært skrive? Hun ved det jo godt. Jeg lægger telefonen tilbage i lommen. Går nogle meter. Tager den frem igen. Åbner messenger. Fortsætter min besked: “... førtidspensionist…”. Så er det sagt højt. Følelsen af et knytnæveslag er der stadig. Og det er underligt. For jeg har jo vidst, at jeg - fra i dag - officielt ville bære titlen:

f ø r t i d s p e n s i o n i s t.

Og alligevel ikke så underligt. For der er en verden til forskel på, hvordan jeg troede min fremtidige karriere ville se ud og hvordan den faktisk ser ud.

Det kommer sikkert til at tage tid og det er okay.


1. juni

Dette er 3 måneder siden. Jeg kan nu sige ordene: jeg er pensionist højt - uden at mærke det usynlige knytnæveslag i maven.

Det er sgu da noget af et fremskridt!

Nuvel jeg prøver stadig at undgå spørgsmålet "hvad arbejder du med?" når jeg er uden for hjemmets 4 vægge. Det er på en måde forståeligt. For dælen da! Jeg har jo altid kunnet svare, med stolthed i stemmen: "jeg er fængselsbetjent". Et svar, som ledte til spørgsmål. Spændende spørgsmål. Nu… ja, nu leder mit svar stadig til spørgsmål. Forskellen er bare, at spørgerens toneleje har ændret sig fra 'fascineret - jeg har lyst til at høre mere' til 'hvor trist, du er jo så ung'. Og for at være helt ærlig: Jeg har faktisk ikke lyst til, at min sygdomshistorie skal fylde, når jeg er ude. Nej, da vil jeg spille rask og mærke friheden. Sygdommen fylder jo i forvejen så skide meget. Så indtil jeg lærer at italesætte det for fremmede, er jeg - hvis nogen spørger - alt muligt andet. Indtil videre har jeg været atomfysiker, troubadour og ekspert i russisk sagaer.


Nu

Jeg har, med hjælp fra Anders, fået styr på alt det praktiske. Hvilket ikke var en let sag. For når man ringer til udbetaling Danmark og spørger: "hvordan skal jeg forholde mig til det faktum, at jeg er førtidspensionist og stadigvæk får løn?"

[Stilhed]

Manden i røret: "øhhh hvad mener du?"

Mig: "altså jeg er førtidspensionist og jeg er stadig ansat. Og der findes ikke en boks, hvor jeg kan vinge dét af på Jeres hjemmeside?"

Manden (lidt forvirret i stemmen): "Det har jeg aldrig hørt om før og ved ikke, hvordan jeg skal vejlede dig"

Det lykkedes os at finde løsningen. Nu er der ikke flere papir, som skal udfyldes og jeg har sporadisk, mærket friheden ved min pension. Jeg har haft nogle hårde dage og midt i mine frustrationer over alt det jeg ikke kan, mærkede jeg lettelsen over, at jeg ikke skal op på et bestemt tidspunkt. Er dagen helt elendig, kan jeg blive i sengen. Jeg har fået en ny opgave:

passe på mig selv og skabe mig et godt og lykkeligt liv. Jeg bliver bedre og bedre til opgaven for hver dag.

...

En kvinde på instagram skrev til mig: "når livet drejer, drejer vi med. Lige nu skal du have styr på fundamentet. Når det er stærkt, skal alt andet nok komme."

Hendes ord har virkelig hjulpet mig og jeg tror hun har ret! Mit fundamentet bliver stærkere og stærkere.

Jeg har et mål om at få hverdagene til at fungere. Have indhold uden at blive helt ødelagt. Jeg skal nok lære at balancere den svære linedans. Jeg skal nok nå i mål.



Min uniform er afleveret og nu er der kun erindringerne til at minde mig om den tid.


Dette var det sidste af mine pensions kladder. Jeg synes det er vildt at se, hvordan jeg har udviklet mig siden jeg skrev om slutningen og om at miste en del af mig selv. At få en pension gav mig et skub og jeg landende med røven i vandskropen. Heldigvis kunne jeg rejse mig, børste skidtet af kroppen og komme videre.



Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig øverst i menuen til højre

Synes godt om

Kommentarer