De vildeste 24 timer

Der var engang, hvor jeg løb over 3 km på en Coopers test (test hvor man løber i 12 min), og lige snuppede et halvmaraton uden at have trænet op til det. Det var også dengang, hvor jeg aldrig var tilfreds med min egne præstationer - for jeg kunne vel godt gøre det liiiidt bedre…Og så var der engang, hvor jeg etablerede et løbehold på 12 løbere - vi kaldte os for Hjælpeløberne. Hjælpeløberne skulle deltage ved 24 timersløbet i Viborg den 13.-14. august 2016. I de 24 timer ville vi konstant have en løber afsted. Vores formål var at sætte fokus på sjældne gigtsygdomme samt indsamle penge til Gigtforeningen.Meget skete både op til, under og efter løbet - skulle jeg skrive alle tanker og følelser ned ville indlægget blive til en rodet og uoverskuelig novelle. Derfor forsøger jeg at beskrive de 24 timer med billeder (jeg vil godt undskylde for, at ikke alle billeder er af lige god kvalitet).


Dette billede er fra lørdag morgen - taget inden jeg hoppede i løbetøjet.

Dagen forinden havde min mand og jeg sat telt op. Både Gigtforeningens lokale kreds (Skive/Viborg) og venner hjalp til. Men alligevel blev det meget sent. Jeg synes ellers, at jeg havde forberedt alt det, som forberedes kunne. Til trods for det var der en masse småting som liiiiige skulle ordnes til om lørdagen.

Min altid så fantastiske mand greb knoglen og fik fat på en kammerat, som kunne hjælpe til lørdag morgen - så jeg kunne sove længe.Lige pludselig blev min eneste opgave til om lørdagen: Hvile, sove længe, hoppe i løbetøjet og være klar til at tage den første tur kl 12. Det var til at overskue.


Lørdag kl. 11.55 og jeg står ved startstregen - nervøs og spændt.

Løberuten var 5,7 km, og jeg havde en plan om at holde en løbetid på ca. 5:40 - 6:00 minutter pr km (for ikke at blive alt for kvæstet de næste 24 timer).

Så jeg endte med en km tid på 5:00 - UPS. Jeg havde simpelthen fjernet mig selv fra egen krop, og presset kroppen meget mere end, hvad den faktisk kunne. Jeg var derfor noget kvæstet hele eftermiddagen og aftenen igennem. Heldigvis skulle jeg først løbe igen kl. 00:30, og indtil da skulle jeg bare slappe af og hygge mig med mine venner, familie og med gigtforeningen.
Vores standplads. Et 4x8 m telt.[/caption]Her har vi, hvad jeg vil sige, 24 timersløbets hyggeligste telt. Bagerst havde vi solvogne, tæpper, dyner og puder. Midt i havde vi et langbord samt en masse kage, kaffe, slik, frugt osv. Forrest havde Gigtforeningen en standplads. Her kunne folk kigge ind, få en kop kaffe og høre om gigtforeningens arbejde.Nedenstående bliver en ren foto bombe:


Her er kl 01:30. Jeg har lige løbet 2. tur og er ved at lade op til den 3. og sidste tur.

Denne video er lavet ved halv 3 tiden natten til søndag.Ca kl. 5 tog jeg hjem. Mest af alt havde jeg lyst til at blive. Det var simpelthen sådan en rolig og hyggelig morgen ved teltet, men de andre rådede mig til at tage hjem og hvile, og jeg kunne jo godt se fornuften i deres råd. Da jeg kom hjem, var min mand stået op. Han fik mig puttet og tog så selv ned for at heppe på løberne. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn - tror det var en blanding af overtræthed og adrenalin, som holdt mig vågen. Klokken var omkring 7 før jeg faldt i søvn. Kl. 8:30 vågnede jeg igen. Hm...

Så jeg tog ned til de andre. Da jeg trådte ind i teltet, fik jeg et sug i maven. Her sad de andre og spiste morgenmad og hyggede sig. Jeg kiggede på dem og tænkte "WOW! Dette her har min mand og jeg sat i værk".På et tidspunkt blev jeg spurgt, om det havde regnet om natten. "Jo. Nej. Øhhh det ved jeg faktisk ikke".Så vind, vejr, smerte, you name it... intet havde jeg mærket til sidst. Det eneste jeg mærkede var glæden og spændingen, som boblede rundt i maven.


Og her brød jeg sammen. 24 hårde - men GODE - timer var gået (over alt forventning!). Jeg græd. Dels af lykke, dels af udmattelse.


På billedet ses 8 af de i alt 12 løbere, samt formanden for Gigtforeningens lokale afdeling Skive-Viborg, Peter Jarly.[/caption] Lige nu, mens jeg sidder og kigger på billederne, mærker jeg et sug i maven. Den følelse jeg havde derWOW for en følelse!Siden løbet har jeg været i løbeskoene nogle gange. Jeg har slet ikke kunnet løbe i samme tempo som til 24 timersløbet. Det viser vel egentlig, at vi faktisk kan presse os selv til at præsterer over evne. Jovist arrangementet kostede et par ugers restitution, men det var det hele værd! Især når Gigtforeningen har ytret interesse for at gøre projekt Hjælpeløberne til landsdækkende, og den lokale afdeling vil stille med et gåhold næste år. De ønsker endvidere, at jeg igen vil lave en løbehold. Det er da fedt at vide, at Hjælpeløberne måske kommer til at leve videre.Hvorvidt jeg igen skal være primus motor på projektet, ja det må tiden vise.Opsummering: Hjælpeløberne løb i 23 timer og 51 minutter. Vi løb ca 250 km. Vi kom på en 16. plads (33 hold). Vi indsamlede godt 10.000 kroner til Gigtforeningen.Jeg vil gerne sige stor TAK for den kæmpe opbakning projektet fik! Min familie og mine venner er helt igennem fantastiske. Det samme er Gigtforeningen. Viborg-Skive kredsen hjalp op til løbet, og var med hele vejene under løbet. Alle der var en en del af Hjælpeløberne gav sig 120%. Og selvfølgelig et stort TAK til alle jer, der har støttet, heppet og kommet med moralsk opbakning på de sociale medier. Hver og en kommentar har betydet meget for mig.Vil i se flere billeder kan i se albummet det på facebook

Ha en skøn dag 😘

Synes godt om

Kommentarer

Henriette Henriksen
,
Skønt indlæg! Indlægget fik mig til at grine, græde og juble med dig.