Din Instagram her

  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
Personlige indlæg

Jeg savner mit liv

9. august 2017

“Jeg savner MIG”. Sådan skrev Pernille på sin blog (Stay Positive) for to år siden (du kan læse indlægget her). Kort og godt handler det om at savne den identitet, man havde før, man fik diagnoser kylet i nakken. Men det handler også om (og dette er ret vigtigt!) at acceptere denne “nye” person man er blevet. Om at blive fortrolig med sin nye identitet. Om ikke at føle vrede. Om at fokusere på, hvem man kan blive. Om at sygdommen kan blive en medspiller og ikke en modspiller. Om at den “nye” identitet måske er endnu bedre. For måske har sygdommen lært en noget.

Tak

Indlægget fra Pernille var lige dét jeg havde brug for at læse. For jeg må ærlig indrømme: jeg har det svært for tiden.

Jeg er heldigvis ikke ramt af depression. Jeg elsker livet. Jeg har ikke lyst til at ligge på sofaen. Jeg har lyst til at opleve livet. Jeg har lyst til at stå op om morgenen. Jeg har lyst til at suge det hele til mig. Og godt for det. Havde sygdommen også taget livslysten fra mig, ja så lå jeg nok – bitter og opgivende – dagen lang på sofaen.


Men jeg er ikke bitter. Jeg savner “bare”.


Savner

Jeg savner Søs.

Jeg savner den Søs, jeg var før, min krop begyndte at gå til angreb på sig selv. Det er DEN Søs jeg identificere mig med.

Jeg føler, at jeg har mistet mig selv.

Lige nu kan jeg ikke acceptere det liv, sygdommen har givet mig. Eller rettere: Alt det sygdommen har taget fra mig.

Jeg kan ikke acceptere ikke at kunne blive mor, og ikke at have en karriere med mulighed for at arbejde mig op til noget. Jeg vil hellere arbejde 60 timer om ugen end arbejde 0 timer.

Det værste er hel klart (det kan mange af Jer nok gætte…): TRÆTHEDEN. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver det: Men hvor er jeg bare træt af at være træt! Nogle dage har jeg en hamrende hovedpine, andre dage stikkende nervesmerter, andre dage noget helt tredje osv. (listen vil blive kedelig lang). Men smerte kan jeg håndtere. Det har jeg altid været god til.  I over 10 år har jeg dyrket seriøst sport. Sportsmennesker er gode til at håndtere smerter. Smerten er nemlig den, som rykker grænser. Jeg har løbet med forstuvet fod (mange gange). Kastet op og fortsat. Trukket vejret under vand (fordi jeg var så presset under en dykning og ikke kunne holde det længere). Jeg var den eneste kvinde i delingen i Beredskabsstyrelsen, og jeg lå i toppen, fordi jeg nægtede at være den “svage” bare fordi jeg er kvinde.

Jeg kan blive ved med at finde eksempler… Men det korte af det lange: Smerter er ikke ukendte for mig. Det er trætheden til gengæld.


Søs – hende jeg identificere mig med – er ikke træt. Faktisk det stik modsatte


Træthed har jeg aldrig skullet forholde mig til, og jeg ved ikke hvordan man gør.

Det er her, min verden er ved at bryde sammen. Jeg kan IKKE finde ud af at være træt, og jeg har heller iKKE lyst til at finde ud af det. Lige nu kan jeg simpelthen ikke acceptere det. Jeg ved godt, at man skal finde accepten for at komme videre. Men det er skide svært!

Jeg er kommet langt

I starten af mit sygdomsforløb fik jeg besøg er en ergoterapeut. Jeg håber hun ved det: det møde gav mig så meget. Jeg kastede en masse bolde i luften. Hun greb dem. Sagde til mig, at jeg godt kunne. At jeg skulle tro på mig selv. At jeg er skide sej. Hun gjorde, at jeg turde kaste mig ud i den her jagt på accepten. En jagt der er gået igennem både 24 timersløbet sidste år. Igennem min blog og min instagram.

For nylig skrev hun, at jeg var nået så meget længere end, hvad jeg var, da hun første gang mødte mig.

Hun har ret.

Sygdommen har nemlig lært mig en hel del. Sygdommen har givet mig adgang til noget, som raske mennesker ikke har adgang til. Imellem al lorten – som jeg, andre syge og pårørende skal forholde sig til, findes der nogle vinduer, som ikke findes hos raske. Kigger vi ud af de vinduer, finder vi noget fuldstændig sublimt som vi kan gribe fat i og give videre.

Jeg vil ikke være foruden de vinduer. Så selvom jeg, lige nu, synes det hele er rigtig svært, tror jeg på, at jeg er tættere på accept end jeg nogensinde før har været.

En god fremtid

Indlægget fra Pernille har heldigvis givet mig tro og håb på, at jeg en dag finder accepten. Med tiden skal det hele nok flaske sig, og hvem ved, måske har jeg om et år – trods for sygdom – en karriere og et privatliv, hvor VI har lært mere og dermed bedre kan tage højde for sygdommen. For den er jo en del af MIG.

Ikke at VI ikke tager højde for den. Det gør vi. Især Anders gør. Det mig, der bliver vred, skuffet og ked af det når planerne ikke går som planlagt. Det er Anders, som løfter mig op igen. Så rettere: måske lærer JEG at tage højde for sygdommen i hverdagen?

Jeg håber!

Og faktisk så tror jeg på, at jeg i fremtiden får det som Pernille. At den nye identitet (måske) er bedre end den gamle. At jeg kommer til at glædes over MIG, som den Søs jeg er.

Et virvar

Tak fordi du læser med i det her rodet virvar af følelser. Et virvar af de følelser jeg har NU.  Følelser, der ligger imellem accept og opgivenhed. Heldigvis langt tættere på accepten og opgivenheden,

Jeg glæder mig til, en dag i fremtiden, at kunne skrive et indlæg om, at JEG har accepteret den “nye” Søs.

At stå op, gå i bad, tage ‘normalt’ tøj på er noget af det, der gør, at jeg føler mig mere ‘normal’ og mere frisk i hverdagen

 

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

Follow my blog with Bloglovin

Her kan du læse om, hvordan hverdagen som træt er.

  • Svar
    Annette
    9. august 2017 den 16:35

    “Jeg er træt af trætheden trætter mig, så meget at jeg er for træt til at tænke over hvor træt jeg ren faktisk er”

    Det at gå fra at være selvbestemmende til at lade noget så åndssvagt som træthed styre ens liv, tja den del lære jeg heller ikke at acceptere. Er selv lige vågnet på sofaen og har ikke lavet dagens gode gerning i dag. Jeg har bare ligget og ja ligget. Tidsspilde Ja – nødvendigt – hmm ja desværre.

    Vi acceptere det forhåbentlig begge 2 en dag.
    Knus fra mig

    • Svar
      Annette
      9. august 2017 den 16:37

      Lige nysgerrig hvorfor kan man skrive hjemmeside på når den ikke viser adressen Eller har jeg haft tykke fingre igen igen?

      • Søs Trier
        Svar
        Søs Trier
        9. august 2017 den 17:28

        Det er egentlig et godt spørgsmål. Jeg er selvlært i det her WordPress, men ser lige om jeg kan finde ud af hvorfor

      • Svar
        Sofie (Sofies Sofa)
        9. august 2017 den 17:29

        Man kan klikke på dit navn ved kommentaren hvis der er sat en hjemmeside i det felt og bliver så sendt videre til din side.

        • Svar
          Sofie (Sofies Sofa)
          9. august 2017 den 17:32

          Så dem hvis navn er gult i kommentarfelterne her på bloggen er links til den enkeltes hjemmeside og dem der er grå linker så ikke til noget… 🙂

        • Søs Trier
          Svar
          Søs Trier
          9. august 2017 den 17:35

          Så blev jeg også klogere. Tak

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 17:27

      Kunne ikke være mere enig i din kommentar!

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 17:27

      Og knus tilbage

  • Svar
    Henriette
    9. august 2017 den 17:03

    Jeg kendte dig jo ikke før du blev syg, men et smukkere menneske både udvendig og indvendig skal man lede længe efter også selvom du ikke har accepteret alle facetter af dit nye jeg.
    Jeg forestiller mig en Søs før hun blev syg som den danske udgave af G.I. Jane.
    Du er jo stadig Søs og jo nok heller ikke blevet et ringere menneske af at blive syg.
    Jeg plejer selv at beskrive min egen proces med at lære mig selv at kende som den “syge Henriette” med den frustrerende periode vi hos unge finder helt acceptabel, kaldet pubertet. For det er jo den samme proces de skal igennem fra at have været børn til at blive voksne med egne identiteter. Puberteten er jo en identitetskrise som i samfundet er fuldt ud legitimt og accepteret. Hvorimod den livskrise man gennemgår fra rask til fuldt diagnosticeret og accepteret af sin egen sygdom jo er langt kraftigere end puberteten. For reelt ved vi jo at når vi når 20erne er vi ovre den værste pubertet. Men at acceptere sygdommen/ne kan vare resten af livet for nogen.

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 17:31

      Hvor er du bare et fantastisk menneske! Tusinde tak for dine ord – det betyder meget.
      Du har ret i din idé om Søs før hun blev syg. En G.I Jane i stiletter. Måske bliver jeg ikke en G.I Jane igen, men jeg bliver helt sikkert noget. Jeg kommer igennem processen ligesom du er kommet igennem

      • Svar
        Annette
        9. august 2017 den 17:41

        Jeg så dig som en drengerøv i høje hæle, Men ja G.I.Jane passer som fod i hose

      • Svar
        Henriette
        9. august 2017 den 18:42

        Jeg går og bilder mig selv ind at jeg er kommet helt igennem. Men jeg indrømmer blankt, at de dage hvor jeg pludselig vågner med gigtsmerter eller hvor trætheden er helt HELT vild (som da jeg kom hjem fra Paris), så tager jeg mig i at hade sygdommen og savne mit gamle aktive jeg. For det kan jeg slet ikke. Ubevidst så tæller jeg stadig skeer og har heldigvis fået flere skeer de seneste år. Men der er stadig dage hvor jeg vågner og synes at alle mine skeer er væk. Og så er jeg sat tilbage i accept-fasen

        • Søs Trier
          Svar
          Søs Trier
          9. august 2017 den 19:49

          Gad vide om der vil blive ved hele livet? Det vil det jo nok… Nå man høre om folk, der har været igennem en krise (dødsfald, skilsmisse, sygdom, økonomisk falit osv) høre man tit, at de engang imellem stadig tænker på engang. Dengang, hvor det hele så anderledes ud. Men der går heldigvis længere og længere tid imellem tankerne om engang

  • Svar
    Sofie (Sofies Sofa)
    9. august 2017 den 17:26

    Ja ja og ja❤️ Står i processen sammen med dig Sista Pyh det er svært at acceptere. Vi har forskellige sygdomme og kampe, men kan jo kende så meget. Tak for ordene og tanken om vinduerne. Det vil jeg klart filosofere mere over❤️ Det kan ikke helt sammenlignes men tror faktisk mange kæmper med at acceptere sig selv og de forudsætninger man nu har – kronisk syg eller ej. Men ja der er helt sikkert mange ting jeg slet ikke ville kunne forstå, hvis jeg ikke levede med sjælden alvorlig kronisk sygdom.
    Jeg håndterer dog ikke smerte så godt som dig Men er også meget sensitiv… Må du finde din vej i det hele. Tak for dig❤️ En omfavnelse her fra sofaen

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 17:34

      Tak for omfavnelsen fra sofaen ❤️. Selvom vi ikke fejler det samme, er vi begge havnet i en situation, som vi ikke selv har været herre over. En situation vi helst vil være foruden. Men vi skal nok komme igennem. Vi skal nok finde accepten. Vi skal få det bedste ud af det her liv. Det bliver vi nødt til

  • Svar
    Kirsten Holmberg Høst
    9. august 2017 den 18:01

    Hej Søs.

    Jeg kan ikke ændre hvad jeg er nu. Selv min personlighed har ændret sig. Men hver dag er en sejr for mig.
    Selv de dage hvor jeg er træt og har ondt i kraniet.
    Men på en måde er mit liv bedre nu.
    Jeg lever i nuet. Men min situation er jo også anderledes end din.
    Mit er jo ikke kronisk. Jeg lever – selvom lægerne ikke troede jeg ville vågne igen.
    Det gør det måske nemmere at acceptere mit nye liv.
    Knus Kirsten

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 18:05

      Hvor er det dejligt at høre! Har hørt andre sige, at når de først har fundet accepten, så er de mere glade og lever mere. Der hvor du er nu, dertil skal jeg nok komme. Knus

  • Svar
    Ina
    9. august 2017 den 20:45

    Å, som jeg kjenner meg igjen!

    Men var nesten aldri sliten før jeg ble syk. Alltid mye energi og i godt humør. Lo mye og var så tålmodig. Nå er jeg sliten (trøtt), irritert, kort lunte, trist og alt annet. Og det er ikke så lett å like denne versjonen av seg selv. Hvem gjør egentlig det?

    Synes du er rågod på å se det positive i situasjonen og utnytte hver eneste glede!:)

    Tøffa!!!

    • Søs Trier
      Svar
      Søs Trier
      9. august 2017 den 20:58

      Det er træls, når man ikke kan genkende den livlige og glade person man var engang. Jeg forsøger virkelig at se det positive. Jeg er bange for, at få en depression, hvis jeg ikke længere kan se glæderne i livet. Men jeg indrømmer: nogle dage kan jeg være trist helt ind til knoglerne. God aften

Skriv svar