Din Instagram her

  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
Personlige indlæg

Du får kun den her ene chance…

18. december 2016

… til at leve.

Lev derfor så godt du kan!

Advarsel: Jeg har virkelig nogle øv-dage for tiden. Men det er okay. Jeg giver mig selv lov til øv-dage. Jeg giver mig selv lov til at være ked af det, sur og frustreret. Det tror jeg nemlig er vigtigt.
At pakke følelserne væk, og parkere dem sammen med skrotbilerne; det er bare dømt til gå galt. Hvis jeg gjorde det, ville jeg lige pludselig ende op med 10.000 reservedele som jeg, hverken ville kunne finde hoved og hale i, eller ville – selv med professionel hjælp og rådgivning – kunne finde ud af at samle til et helt stykke – det ville i hvert fald tage en del år.

Jeg har før haft sådanne dage. Heldigvis véd jeg, at de går over.

Der er bare de dage…

Jeg har lyst til at flygte. Jeg ved ikke hvorhen, men det er lige meget, for jeg ønsker mig egentlig bare væk. Væk fra det hele. Når jeg ikke kan lykkes her, kan jeg måske lykkes et andet sted – gerne et varmt sted.  Seriøst; jeg er 30 år, mit liv er ikke som jeg havde forestillet mig, og jeg har kun denne ene chance til at leve. Én chance til gøre det så godt som muligt. Én chance til at få det bedste ud af mit liv. Én chance til at gøre dette liv uforglemmelig. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Jeg kan jo ikke satse på karrierer. Jeg kan heller ikke satse på familielivet.

Min stemme knækkede

Hvad skal jeg gøre?


Jeg sad jeg med tåre i øjnene og kiggede på A. Bedende til, at han havde svaret.


A. kom hen til mig. Holdte mig tæt, og fortalte, at han ikke havde svaret. 

Jeg er glad for mit liv. Jeg er lykkelig. Du gør mig lykkelig. Og jeg véd, at der – bagved disse tårer…
A. tørrede et par tåre væk fra min kind.
… findes lykke. Men lige nu er det bare svært at se”.

Han løftede min hage, og kiggede mig dybt i øjnene: Du lykkes

Den næste lange tid forblev jeg på dét sted, hvor jeg føler mig aller mest tryg: nemlig viklet godt ind i armene på A.

I armene på A.
Her til Northside festival 2011

….???

Jeg må ærligt indrømme: Jeg synes det er svært. Jeg er fortvivlet og jeg aner ikke, hvad jeg skal satse på. Hvordan får jeg det bedste ud af det her ene liv?

Ærligt: Jeg har ingen anelse.

Der er så meget jeg gerne vil, men ikke kan.

Jeg har så mange ideer, men ved ikke, hvilke der er realistiske.

Jeg synes selv, at jeg er for god til at gå hjemme alle de timer. Det er ikke så jantelovs agtigt at mene det. Men det mener jeg nu alligevel. For jeg er nemlig – ikke kun god – men også klog.  Jeg er sådan en, som har det bedst med udfordringer. Jeg er sådan en, som virkelig kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet. Og så er jeg sådan en, som formår at præge de steder jeg kommer. Mine fodspor bliver siddende.

Hvordan lykkes jeg med ovenstående, når jeg har en krop, som er på tværs?

Jeg ved det ikke. Men jeg véd, at jeg nok skal finde ud af det.

Måske ikke lige nu, men på et tidspunkt knækker jeg koden.

Men lige nu drømmer jeg mig væk.

Accept

Jeg skal arbejde på at acceptere. Jeg tror nemlig, at jeg med accept, også får klarhed. Klarhed over fremtiden.

Men det er svært at acceptere.

Lige nu er jeg stadig i behandling med “vi-prøver-at-gøre-dig-bedre” medicin. Så længe jeg får denne medicin, tror jeg på, at jeg bliver bedre – selvfølgelig tror jeg det! Så længe jeg har den tro, ja så er det både svært at acceptere og svært at planlægge fremtiden. Jeg bliver nødt til at vide, hvad jeg har at gøre med, før kan jeg ikke lægge realistiske planer.

Selvfølgelig har jeg mine A, B, C og D planer. Men lige nu – hvor det hele er træls – synes jeg de er ubrugelige.

…. Og jeg føler ikke, at jeg kan acceptere noget som helst. Jeg vil nemlig ikke gå på kompromis.


Jeg vil ikke nøjes med et middelmådigt liv.


Det skal nok gå!

Heldigvis ved jeg, at øv-dagene får en ende. Heldigvis ved jeg, at jeg faktisk er nærmere accept, end jeg nogensinde har været før.

I dag kan jeg bare ikke se det. Men det kan jeg måske i morgen.

Ellers kan jeg med sikkerhed se det i næste uge.

Indtil da vil jeg græde i armene på min supermand, og når han trænger til aflastning, ja så vil jeg spise spandevis is – den virkelig usunde af slagsen. Den som hjælper på næsten alle sorger.

Tak for, at i gider læse når jeg læsser af.

I er guld værd

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

  • Svar
    Pernille Højland-Rønde
    18. december 2016 den 18:36

    Søde dejlige dig. Man skal nemlig lige præcis give sig selv lov til øv-dage. Jeg har også tudedage ind imellem – og de gør faktisk at jeg har endnu flere glade dage. Vores karrierer bliver, at vi skal lave noget sammen. Noget vigtigt, noget vi kan holde til. Jeg har bare ikke liiige fundet ud af hvad endnu 🙂

    • søs
      Svar
      søs
      18. december 2016 den 19:35

      Du har så meget ret Pernille! Tude dagene gør nemlig, at man har flere glade dage. Og ja, vi to finder kommer en dag til at skrive historie (eller mindre kan måske også gøre det)

  • Svar
    Henriette
    18. december 2016 den 19:34

    Du er alt det og meget mere. At kunne sidde og skrive det vi allesammen også tænker og føler. Du sætter ord på Øv-dagene, noget jeg gerne selv vil blive bedre til. Tak for endnu et rigtig godt indlæg.

    • søs
      Svar
      søs
      18. december 2016 den 19:39

      Tak Henriette! Jeg er virkelig glad for, at du synes jeg lykkes som blogger

  • Svar
    Didde
    5. januar 2017 den 9:46

    Jeg er tom for ord. Jeg ville ønske jeg kunne svare dig klogt og lovende. Men jeg er selv lige dér. Igen kan jeg vel sige.
    De seneste dage har spørgsmålet “hvordan bliver jeg lykkelig sådan her?” svirret rundt og rundt i mit hoved. Jeg elsker min familie. Jeg har et okay hus. Jeg bor i okay dejlige omgivelser. Men jeg føler mig så låst fast. Jeg havde drømme og planer. Det har jeg stadigvæk. Jeg kan bare ikke se dem lykkes på grund af alle begrænsningerne. Ikke engang næsten lykkes.
    Det giver mig en gevaldig trang til at skride fra det hele. Flyve til en øde strand på en enkelt-billet. Men jeg ved også, at behovet bunder i at flygte. Og sådan er vi jo ikke, vel. Sådan nogle der flygter.
    Jeg tænker at man i disse langvarige sygeforløb naturligt kommer igennem flere stadier. Nogle flere gange. Ligesom når man mister en nær slægtning. En sorgproces. Jeg håber at du og jeg og alle andre syge lander i en form for accept, der giver plads til at vi kan blomstre lige der hvor vi er.

    Men lige nu er jeg bare lammet. Jeg har ikke engang kunnet skrive om det. Måske skal jeg prøve igen…

    Dejligt tankevækkende indlæg
    Tak

    • søs
      Svar
      søs
      5. januar 2017 den 10:08

      Tak for dine fine ord. Du rammer plet! Vi må håbe på, at vi en dag finder accept, og indtil da, må vi kæmpe os igennem.
      Vi skal nok klare det!

Skriv svar