Din Instagram her

  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
Personlige indlæg

En syg krop – og hvad så?

21. september 2016

I dag kan min sygdom “fejre” årsdag. Eller ret beset har den været i min krop noget længere. Men det var for 1 år siden, at jeg blev jeg indlagt på Reumatologisk i Aarhus, og det var her, at jeg mærkede sygdommen – sådan for alvor. Ret beset er det faktisk ikke præcis 1 år siden. Men 1 år og 3 dage siden. Jeg har aldrig været god til datoer (min bryllupsdag er måske smuttet en enkelt gang….) Men hvem tæller.

Første nat på sygehuset

Første nat på sygehuset

Nå men det jeg vil nå frem til er: Meget er sket på 1 år og 3 dage!

Den dag jeg blev indlagt, havde jeg ingen forestilling om, at blive rask ville trække så meget i langdrag. Jeg var overbevist om, at jeg i dag ville være ude af medicinen (eller i hvert fald på minimum dosis) og tilbage i uniformen for fuld skrue – men dette er ikke tilfældet. Jeg er tilbage i uniformen, men slet ikke i så mange timer om ugen, som jeg kunne ønske mig. Hvad angår medicinen, ja så får jeg ikke længere kemoterapi – og det er fan’me skønt! Men hvad angår alle de andre præparater, så er jeg desværre langt fra nede på et minimum.

Hm….

Som jeg ser det, har jeg – groft sagt – to måder, hvorpå jeg kan se tilbage på året, der er gået.

  • 1: Ærge mig over, at jeg stadig ikke er rask. Være sur og bitter over at have spildt et år og ikke at være der i livet, hvor jeg burde have været. Hvis ikke det var for sygdommen(e) havde min karriere sikkert kørt på skinner. Ved siden af jobbet ville jeg havde lavet en form for bestyrelsesarbejde, jeg ville have fortsat som kampbokser, og jeg var sikkert blevet mor til den dejligste prins eller prinsesse. Pisse surt at være syg!

Eller

  • 2: Ærge mig over, at jeg stadig ikke er rask (tror ikke jeg kan andet). Men at være bitter over det, vil ikke gavne mig. Det kan godt være, at det sidste år ikke har været, som jeg forestillede mig, men spildt er det bestemt ikke!  For helt ærligt; jeg kan jo ikke vide, om jeg (selv hvis jeg havde en rask krop), ville have været der i dag, hvor jeg tænker jeg ville. Vi kan jo kun spå om fremtiden, men intet kan vi vide med sikkerhed. Så være sur og bitter over at være gået glip af et liv,  som jeg jo ret beset ikke ved, om jeg overhovedet ville have levet – ja det ville bare tåbeligt!

Jeg vælger at anskue det sidste år ud fra mulighed nr 2. Alt andet vil bare æde mig op indefra.

Jeg vil nemlig IKKE se tilbage på året (eller for den sags skyld fremtiden) med destruktive tanker. Det er okay at være sur, ked af det, vred, frustreret osv. så længe mine tanker forbliver konstruktive. Mine tanker skal udfordre mig, og få mig til at reflektere. De skal gøre mig mentalt mere robust.

 

For helt ærligt: Ingen kommer igennem livet uden en tur med røven i vandskorpen. Når det sker, skal vi rejse os op, og børste skidtet af vores krop. Det kan godt være, at vi ikke selv har bestilt turen til rendestenen, men vi bestemmer selv, om vi skal blive der.


Og ja, til tider gør livet ondt. Sådan er livet. Punktum.


Men jeg ved også, at vi kan klare mere end, hvad vi (måske) tror er muligt.

Jeg ved det er sandt. Jeg taler af erfaring. For jeg har taget mine tæsk igennem livet. I en ung alder blev jeg mentalt moden. Jeg lærte mig selv at kende – både mine svagheder og styrker. Jeg kender følelsen af, at livet gør ondt. Heldigvis kender jeg også følelsen af lykke.

 

Jeg vælger at se mit sygdomsforløb som en backpacker rejse. En rejse, der til tider kan være besværlig. En rejse, hvor jeg engang imellem vil opleve kaos. Hvor jeg hverken ved, hvad der er op og ned eller, hvor jeg er på vej hen. Men selv der – midt i kaosset – ved jeg, at jeg flytter mig (og det er fremad). Selvom rejsen kan gøre ondt, giver den mig også mere livserfaring, og giver mig en god ballast til at klare fremtidige udfordringer.


Rejsen gør mig både stærkere og mere vis.


På denne rejse har jeg både min mand, min familie og mine venner med. Rejsen gør mit ægteskab stærkere og tættere (seriøst: aldrig før har min mand og jeg haft så stærke bånd). Og utroligt nok, så har jeg ikke mistet et eneste menneske på denne rejse – tværtimod! I stedet er mit forhold til venner og familie blevet mere ærligt og mere forstående.

 

Selvfølgelig har jeg (mange) dage, hvor sygdommen gør mig fysisk udmattet. Og det smitter af på mentaliteten. Men jeg vælger, at ærgrelser, vrede og frustrationer ikke skal fylde min hverdag. I stedet nyder jeg alle de glade øjeblikke, som min hverdag byder. Fx som vores dejlige gåtur til vandet i eftermiddags.

Chelsea elsker at være ved vandet - det er ren hunde velvære

Chelsea elsker at være ved vandet – det er ren hunde velvære

Jeg ved at denne rejse vil gøre mig mere robust. Mere klar til at leve livet.
Falder jeg, så rejser jeg mig igen. Jeg børster skidtet af mig, og lever mit liv på bedst tænkelige måde. Med et smil på læberne. For er der grund til andet?

Tak fordi i læser med! Husk, at i også kan finde mig på instagram

 

Ud og lev livet med et smil på læben!

 

 

 

  • Svar
    Ragnhild
    21. september 2016 den 19:30

    Så klok du er:) Jeg heier på deg!!:)

  • Svar
    Henriette
    22. september 2016 den 13:15

    Du har ordet i din magt og du beskriver så godt alt det som man som kronisk syg gennemgår. Jeg har som dig også valgt nr. 2 fordi jeg egentlig ikke vil undvære det menneskesyn jeg har fået efter at jeg blev syg. Jeg kan i den grad sætte mig ind i at sætte mig i rendestenen. Men jeg kan også blive lidt fornærmet over dem som vælger at blive siddende og kun have ondt af sig selv. Det kommer man bare ikke ret langt med og man ender med at blive bitter.
    Tak for dine ord. Jeg vil tænke på dem når jeg med min sygdom lam “fejre” årsdag d. 24/9

    • kroniskefarver
      Svar
      kroniskefarver
      22. september 2016 den 16:06

      Henriette du kommer altid med de skønneste kommentarer – TAK!
      Det er jo lige om snart, at din sygdom kan “fejre” årsdag. Det er underligt at tænke på, hvordan en kronisk sygdom har vendt op og ned på tilværelsen.
      Ligesom dig, så kan jeg også blive fornærmet over dem, som bare bliver i rendestenen og ynker dem selv. Eller faktisk, så har jeg nok mere ondt af dem, end jeg er fornærmet… For tænk, hvor trist et liv man må have, hvis det eneste man kan er at ynke sig selv…. Det er hvert fald ikke et liv jeg ønsker! (tror de færreste gør). Også derfor jeg gør alt, jeg kan, for at mine tanker ikke skal blive destruktive og ødelægge mig.

Skriv svar