Din Instagram her

  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • GODMORGEN Jeg sparker dagen igang med en smoothie  Dagenhellip
Personlige indlæg

De vildeste 24 timer

19. september 2016

Der var engang, hvor jeg løb over 3 km på en Coopers test (test hvor man løber i 12 min), og lige snuppede et halvmaraton uden at have trænet op til det. Det var også dengang, hvor jeg aldrig var tilfreds med min egne præstationer – for jeg kunne vel godt gøre det liiiidt bedre…

Og så var der engang, hvor jeg etablerede et løbehold på 12 løbere – vi kaldte os for Hjælpeløberne. Hjælpeløberne skulle deltage ved 24 timersløbet i Viborg den 13.-14. august 2016. I de 24 timer ville vi konstant have en løber afsted. Vores formål var at sætte fokus på sjældne gigtsygdomme samt indsamle penge til Gigtforeningen.


Det var dengang, hvor mine løbetider ikke var de bedste, men alligevel; aldrig før har jeg været så stolt og tilfreds med min egen præstation, som var tilfældet dengang for godt en måned siden.


Meget skete både op til, under og efter løbet – skulle jeg skrive alle tanker og følelser ned ville indlægget blive til en rodet og uoverskuelig novelle. Derfor forsøger jeg at beskrive de 24 timer med billeder (jeg vil godt undskylde for, at ikke alle billeder er af lige god kvalitet).

Dette billede er fra lørdag morgen – taget inden jeg hoppede i løbetøjet.

Dagen forinden havde min mand og jeg sat telt op. Både Gigtforeningens lokale kreds (Skive/Viborg) og venner hjalp til. Men alligevel blev det meget sent. Jeg synes ellers, at jeg havde forberedt alt det, som forberedes kunne. Til trods for det var der en masse småting som liiiiige skulle ordnes til om lørdagen.


Det resulterede i, at jeg var jeg tappet for energi fredag aften – det eneste som bare IKKE måtte ske … SHIT altså! Jeg skulle jo være frisk til lørdag!


Min altid så fantastiske mand greb knoglen og fik fat på en kammerat, som kunne hjælpe til lørdag morgen – så jeg kunne sove længe.

Lige pludselig blev min eneste opgave til om lørdagen: Hvile, sove længe, hoppe i løbetøjet og være klar til at tage den første tur kl 12. Det var til at overskue.

 

Lidt i 12, og jeg står ved startstregen - nervøs og spændt.

 Lørdag kl. 11.55 og jeg står ved startstregen – nervøs og spændt.

Løberuten var 5,7 km, og jeg havde en plan om at holde en løbetid på ca. 5:40 – 6:00 minutter pr km (for ikke at blive alt for kvæstet de næste 24 timer).


Nu er jeg sådan en person, der nemt kan blive grebet af stemningen. Dette sammenholdt med, at jeg fandt en hurtig og pæn numse at løbe bagefter, ja så glemte jeg alt om mit løbeur – og alt om at mærke efter i kroppen.


Så jeg endte med en km tid på 5:00 – UPS. Jeg havde simpelthen fjernet mig selv fra egen krop, og presset kroppen meget mere end, hvad den faktisk kunne. Jeg var derfor noget kvæstet hele eftermiddagen og aftenen igennem. Heldigvis skulle jeg først løbe igen kl. 00:30, og indtil da skulle jeg bare slappe af og hygge mig med mine venner, familie og med gigtforeningen.

 

Vores standplads. Et 4×8 m telt.

Her har vi, hvad jeg vil sige, 24 timersløbets hyggeligste telt. Bagerst havde vi solvogne, tæpper, dyner og puder. Midt i havde vi et langbord samt en masse kage, kaffe, slik, frugt osv. Forrest havde Gigtforeningen en standplads. Her kunne folk kigge ind, få en kop kaffe og høre om gigtforeningens arbejde.


Nedenstående bliver en ren foto bombe:

Her er en blanding af godtfolk (nogle af løberne og nogle af bestyrelsesmedlemmerne fra Gigtforeningen Viborg/skive kreds)

 

Op til løbet havde min mand og jeg b.la søgt om velfærdssponsorater – og det fik vi (TAK!). Derudover var der flere, som havde bagt lækre kager (TAK!). Så kaffe, sukker og frugt gik vi ikke ned på.

 

Alle 24 timer (selv de sidste nattetimer og første morgentimer) blev der heppet og løbet med højt humør.

 

Lokal MF’er, Karin Gaardsted, havde hørt om en kvindelig ildsjæl, der havde startet en fundraising, som skulle løbe penge ind til Gigtforeningen. Karin kiggede forbi teltet for at vise sin støtte – synes det er lidt (faktisk meget) fedt, at projektet er nået politiker ører.

 

 Hr og fru Trier. Det bedste Team man kan forestille sig - og så er Jeg er vanvittigt forelsket i denne mand.


Hr og fru Trier. Det bedste Team man kan forestille sig – og så er jeg vanvittigt
forelsket i denne mand.

 

Grillmad så fedt depoterne blev holdt ved lige

Grillmad så fedtdepoterne blev holdt ved lige!

 

Man løber efter guleroden, øhm eller efter træstammen/trøflen... Kl. 23:30 og jeg var overtræt. Vi "opfandt" en såkaldt 'trøffelhat'. På den måde havde løberen noget at jagte - og det burde jo øge løberens hastighed. Desværre var den ikke til at løbe med. Og ja et tosset billede. Men overtræt var jeg, og noget måtte vi lave for at holde os vågne

Man løber efter guleroden, øhm eller efter træstammen/trøflen… Vi “opfandt” en såkaldt ‘trøffelhat’. På den måde havde løberen noget at jagte – og det burde jo øge løberens hastighed. Desværre var den ikke til at løbe med. Og ja et tosset billede. Men kl. var 23:30, og jeg var overtræt. Noget måtte vi lave for at holde os vågne

 

Her er kl 01:30. Jeg har lige løbet anden tur og er ved at lade op til den 3. og sidste tur

Her er kl 01:30. Jeg har lige løbet 2. tur og er ved at lade op til den 3. og sidste tur

 

Denne video er lavet ved halv 3 tiden natten til søndag.

Ca kl. 5 tog jeg hjem. Mest af alt havde jeg lyst til at blive. Det var simpelthen sådan en rolig og hyggelig morgen ved teltet, men de andre rådede mig til at tage hjem og hvile, og jeg kunne jo godt se fornuften i deres råd. Da jeg kom hjem, var min mand stået op. Han fik mig puttet og tog så selv ned for at heppe på løberne. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn – tror det var en blanding af overtræthed og adrenalin, som holdt mig vågen. Klokken var omkring 7 før jeg faldt i søvn. Kl. 8:30 vågnede jeg igen. Hm…


Det eneste sted jeg havde lyst til at være var sammen med Hjælpeløberne.


Så jeg tog ned til de andre. Da jeg trådte ind i teltet, fik jeg et sug i maven. Her sad de andre og spiste morgenmad og hyggede sig. Jeg kiggede på dem og tænkte “WOW! Dette her har min mand og jeg sat i værk”.

På et tidspunkt blev jeg spurgt, om det havde regnet om natten. “Jo. Nej. Øhhh det ved jeg faktisk ikke”.


Jeg havde simpelthen været så smadret, at jeg var tvunget til at “flygte” fra min krop (ellers kunne jeg ikke stå oprejst).


Så vind, vejr, smerte, you name it… intet havde jeg mærket til sidst. Det eneste jeg mærkede var glæden og spændingen, som boblede rundt i maven.

 

Søndag kl. 11.40. På sidste runde havde vi to løbere afsted. De løb ruten mens de viftede med flag fra Gigtforeningen. Vi besluttede os for at løbe samlet i mål.

Søndag kl. 11.40.
På sidste runde havde vi to løbere afsted. De løb ruten mens de viftede med flag fra Gigtforeningen.
Vi havde besluttet os for at løbe samlet i mål. Så her venter vi i spænding på, at hele løbeholdet samles.

 

Søndag kl lidt i 12 og vi er på vej i mål!

Søndag kl lidt i 12 og vi er på vej i mål! Desværre var det ikke muligt for alle løbere at løbe denne sejrstur.

 

I MÅÅÅÅÅL! Og det blev fejret med bobler

I MÅÅÅÅÅL! Og det blev fejret med bobler

 

Min skønne lillebror. Da han tog fat i mig og kastede mig op i luften - alt i mens folk klappede og tog billeder - ja så følte jeg det lige så stort som, hvis jeg havde stået med metal til OL i Rio

Min skønne lillebror. Da han tog fat i mig og kastede mig op i luften – alt i mens folk klappede og tog billeder – ja så følte jeg det lige så stort som, hvis jeg havde stået med metal til OL i Rio.

 

Og her brød jeg sammen. 24 hårde - men GODE - timer var gået (over alt forventning!). Jeg græd. Tårerne var en blanding af udmattelse og lykke.

Og her brød jeg sammen. 24 hårde – men GODE – timer var gået (over alt forventning!). Jeg græd. Dels af lykke, dels af udmattelse.

 

På billedet ses 8 af de i alt 12 løbere, samt formanden fra Gigtforeningens lokale afdeling Skive-Viborg, Peter Jarly.

På billedet ses 8 af de i alt 12 løbere, samt formanden for Gigtforeningens lokale afdeling Skive-Viborg, Peter Jarly.

 


 

Lige nu, mens jeg sidder og kigger på billederne, mærker jeg et sug i maven. Den følelse jeg havde der


lige der, hvor vi var kommet i mål, og folk klappede og tog billeder. Der stod jeg og kiggede rundt. Jeg fik øjenkontakt med venner og familie. Deres øjne udstrålede stolthed. De var stolte af projektet, de var stolte af mig.


WOW for en følelse!

Siden løbet har jeg været i løbeskoene nogle gange. Jeg har slet ikke kunnet løbe i samme tempo som til 24 timersløbet. Det viser vel egentlig, at vi faktisk kan presse os selv til at præsterer over evne. Jovist arrangementet kostede et par ugers restitution, men det var det hele værd! Især når Gigtforeningen har ytret interesse for at gøre projekt Hjælpeløberne til landsdækkende, og den lokale afdeling vil stille med et gåhold næste år. De ønsker endvidere, at jeg igen vil lave en løbehold. Det er da fedt at vide, at Hjælpeløberne måske kommer til at leve videre.

Hvorvidt jeg igen skal være primus motor på projektet, ja det må tiden vise.


Opsummering: Hjælpeløberne løb i 23 timer og 51 minutter. Vi løb ca 250 km. Vi kom på en 16. plads (33 hold). Vi indsamlede godt 10.000 kroner til Gigtforeningen.

Jeg vil gerne sige stor TAK for den kæmpe opbakning projektet fik! Min familie og mine venner er helt igennem fantastiske. Det samme er Gigtforeningen. Viborg-Skive kredsen hjalp op til løbet, og var med hele vejene under løbet. Alle der var en en del af Hjælpeløberne gav sig 120%.

Og selvfølgelig et stort TAK til alle jer, der har støttet, heppet og kommet med moralsk opbakning på de sociale medier. Hver og en kommentar har betydet meget for mig.

Vil i se flere billeder kan i se albummet det på Hjælpeløbernes Facebook side

 

Ha en skøn dag 😘

  • Svar
    Henriette Henriksen
    19. september 2016 den 20:43

    Skønt indlæg! Indlægget fik mig til at grine, græde og juble med dig.

  • Svar
    #2 At bestemme over min personlige frihed - Kroniske Farver
    9. april 2017 den 16:31

    […] til både at kunne handle og lave aftensmad på samme dag). Jeg gav mig i kast med projekter (ex 24 timers løbet). Det var alt sammen både udfordringer og projekter, hvor jeg oplevede personlig […]

Skriv svar