Din Instagram her

  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
Personlige indlæg

Husker du at værdsætte dine fremskridt?

21. maj 2016

Selv de små skridt tæller!

Min mand har ikke selv instagram, og jeg synes jo han går glip af en hel masse. Så i går aftens viste jeg ham rundt på min Instagram profil. Vi bladrede igennem alle mine billeder – og WOW for nogle fremskridt, jeg har gjort (hvis jeg selv skal sige det).


Nogle gange, når jeg går rundt i min egen lille klokke verden, kan jeg ikke se de små fremskridt – som jeg faktisk tager dagligt. Men når jeg bladre det sidste halve års billeder igennem; ja så er fremskridtet nemt at se!


Jeg blev simpelthen så tosse glad over min ’forvandling’, at jeg bliver nødt til at dele det med jer!

Vi starter fra starten (Ja hvor ellers skulle man starte…)

I 2015 blev min sygdom aktiv

Dette billede ↑ er fra starten af september – indlæggelse på neurologisk i Viborg. Dengang var jeg dårlig, men jeg havde ingen anelse om, at jeg om mandagen ikke ville komme tilbage til arbejdet – førend der var gået et par måneder.

Selve sygdoms historien, med nogle ugers indlæggelse, kender de fleste, så den vil jeg springe let og elegant over


dette indlæg skal nemlig ikke handle om dårligdom men og fremskridt og sejhed.



Heldigvis havde jeg netop været i fertilitetsbehandling. Så det var en velkendt omgang

Vi hopper frem til den 26. oktober ↑. Datoen for den dag, hvor jeg fik fjernet æg. Forud var det besluttet, at jeg skulle opstarte kemoterapi. Da jeg jo har et brændende ønske om at blive mor engang i fremtiden, syntes lægerne, at jeg skulle have en god omgang hormoner (stakkels min mand i den tid), så jeg dermed kunne ”lave” en masse æg. Et par af disse æg ligger nu – befrugtet – i fryseren og venter på, at jeg for et ”go” fra lægerne.


Her var jeg lige vågnet efter narkose

Da vi skrev 3. november, skulle jeg have fjernet min ene æggestok. Kemoterapi kan åbenbart ødelægge æggestokkene, hvorfor man fjerner den ene og gemmer denne i fryseren. Når tiden til familieforøgelse kommer, kan denne æggestok tages ud af fryseren og sættes tilbage (altså jeg er noget imponeret over læge videnskaben!)


Kemoterapi –> bittersweet. Det kan være fandens hårdt ved dig. Men det er også det, som redder dig.

Og så kom kemo behandlingerne ↑. Tja mere er der vist ikke og sige om dette…

 


Et lille udpluk af de tanker og hilsner jeg fik

I mens jeg gik rundt herhjemme, fik jeg simpelthen så mange dejlige hilsner i form af blomster, chokolade, breve osv↑. Jer, der er kommet med en hilsen – i den ene eller anden form – i skal vide, at hver og én gjorde ekstrem meget indtryk på mig. Jeg blev/er rørt over, at så mange bekymrer sig om mig og holder af mig. De hilsner, ja de betyder mere end i aner ♥


Billederne ovenfor viser en tid med sygdom. De viser, hvordan hverdagen ser ud, når jeg er “nede” og ikke kan meget. Jeg kunne blive ved med billeder a la de ovenstående, men i stedet vil jeg vise jer dette:

den 13. november 2015 kørte jeg min første tur

Første fremskridt ↑. Sygdommen havde ødelagt mine nerver i benene, hvorfor jeg ikke kunne bruge min fødder ordentligt. En masse genoptræning gav endelig pote. Da det blev november kunne jeg køre bil! Godt nok var turen kun 5 km, men det var 5 km hver vej! Det var første skridt på vej mod en ‘normal’ krop!


Nytårsaften 2015/2016

Billedet fra nytårsaften ↑ har jeg taget med, fordi det minder mig om en rigtig god aften! Traditionens tro bliver nytårsaften altid holdt hos os (medmindre vi arbejder). Op til nytår var jeg møg bekymret for, om jeg kunne magte værtinde opgaven.  Alle gæsterne hjalp til, og vi endte med at have en brag af en fest.


Dagen efter fortalte tømmermændene mig, at jeg havde festet ligesom inden jeg blev syg. Eftersom jeg elsker fest og farver, var det en rigtig fed følelse!


Altså ikke tømmermændene. Men tanken om, at jeg nu kunne være social i mere end nogle få timer. Godt nok bruger jeg flere dage (end normalt er) på at komme mig over festivitas. Men pyt! Bare det at kunne være til festivitas gør mig glad!


Første rigtige køretur skulle selvfølgelig fejres med et glas vin

En køretur til Herning og et opkald til min chef ↑. 11. januar skulle jeg til noget foreningsmøde i Herning. Jeg besluttede mig for at prøve at køre de 50 km. selv.  Og det lykkedes mig sgu! Med det samme jeg landede i Herning ringende jeg til min chef. Når jeg kunne køre til Herning, kunne jeg også køre til arbejdspladsen.


Så den køretur betød ikke kun, at jeg nu fik det mere frihed – frihed, der medfølger bilkørsel, når man bor på landet -med køreturen betød også, at jeg nu kunne starte på arbejde! Jeg var fornøjet!



Første arbejdsdag siden sygdommen “angreb” mig

Den 18. januar skete det endeligt! Jeg skulle på arbejde for første gang i et par måneder. Jeg er simpelthen så glad for mit arbejde. Så den dag var en hel igennem fantastisk dag! Jøsses hvor var jeg glad!


Styrketræning er (endnu) en af mine passioner

Billedet er fra februar ↑. Jeg har altid været  meget sportsaktiv. At jeg nu begyndte at kunne træne længere og hårdere – ja det er et stort skridt på vej mod en krop, som minder om den jeg havde inden sygdommen.


Aller første løbetur!

Og så har vi mit løb. Tidligere var jeg en ret god løber. Da jeg pludselig ikke kunne bruge mine ben, var jeg virkelig bange for aldrig at komme til at løbe igen. En masse genoptræning gav pote. Den 17. april havde jeg min første løbetur! Løbeturen var ikke så lang, men det er lige meget.


For nu KAN jeg løbe, og det er hvad der betyder noget!



Tættere på målet om at kunne løbe 5.7 uden pauser

Det her billede ↑ er fra i går (den 20. maj). Siden første løbetur, har jeg haft 2 andre løbeture. I går besluttede jeg mig for at øge distancen. Som nogle af jer ved, skal jeg – pga. Hjælpeløberne -nå målet om 3 x 5.7 km. på 24 timer. Jeg kommer jo ikke sovende i mål, og heldigvis for det. For det er netop vejen til målet, som er den sjove.


Ja vejen er hård, men var den let, ville følelsen (når målet er nået) ikke være ligeså ekstrem.


Jeg er så ovenud glad for at kunne løbe igen, og jeg glæder mig til at kæmpe mig hen mod målet!


På de sidste billeder ser man mine fremskridt. Det er – for nogle -forholdsvis små fremskridt. Det er Fremskridt, som i det daglige nemt kan overses. Men det er fremskridt, der betyder ALT i det store hele billede.

Og jo, jeg ved godt, at jeg måske aldrig bliver lige så god som dengang, før jeg blev syg. Jeg ved, at jeg nogle gange kommer til at tage et skridt tilbage, før jeg igen træder to frem. Men jeg ved, jeg træder frem – det kan jeg jo se. Jeg vil ikke sammenligne mig selv med den “raske Søs”. Det ville være, som at sammen lige mig selv med en utopisk udgave af mig. Det ville bare føles som et nederlag. Det ville egentlig være ret dumt.

Så næste gang jeg får en dårlig dag (dem får jeg bare engang i mellem), hvor jeg er rigtig træt af ikke at kunne, hvad jeg førhen kunne, hvor jeg er rigtig træt af at være syg, hvor jeg synes, at jeg “står stille”.


Ja så vil jeg læse dette indlæg, og huske mig selv på; at jeg faktisk har gjort det rigtig godt. Alt det, der er sket på et halvt år. Det er jo egentligt ret vildt!


Jeg håber, at indlægget kan få dig til at se – og værdsætte – de små skridt, du rent faktisk tager dagligt!

Jeg er, som altid, tosse glad for du læser med. Som altid må du gerne kommentere og dele indlægget.

Du kan følge mig på facebook og på Instagram.

 

  • Svar
    Annette Richardt
    21. maj 2016 den 19:36

    Som altid et pisse godt indlæg… ❤️

    • Svar
      Søs
      21. maj 2016 den 21:19

      Tak 😘

  • Svar
    Henriette
    21. maj 2016 den 20:43

    Jeg er så glad for dine indlæg. Og især dette her gør mig rigtig glad. Når man endelig selv begynder at få øjnene op for at det for alvor går fremad. Jeg havde samme AHA-oplevelse i foråret 2013. Jeg trænede hver eneste dag med kunne slet ikke se mine fremskridt, selvom min fys kunne mærke at jeg blev stærkere. Det var først da jeg blev indlagt for anden gang og jeg ikke længere var den som mine medpatienter havde ondt af, men den som de stod måbende af. For jeg kunne ta trapperne, jeg kunne lave alle øvelserne – den hårdere udgave! Men det gav mig en boost og en selvtillid jeg havde manglet siden jeg blev syg. Derfor gør dette indlæg mig så inderligt glad på dine vejne.
    Knus fra mig

    • Svar
      Søs
      21. maj 2016 den 21:23

      Det er jo helt utroligt, hvad sådan en AHA oplevelse gør! Og hvor er det egentlig underligt, at der skal en Nr 2 indlæggelse til, eller en tur igennem ens instagram, førend man selv for øjnene op for det. Utroligt man ikke har opdaget det tidligere selv. Men heller sent end aldrig. Knus herfra

Skriv svar