Din Instagram her

  • SNACK jeg takker signesfarverigeunivers for lkker og sund madinspiration hellip
  • HOME Jeg har glemt fuldstndig alt om at poste herindehellip
  • for English see the comments below JEG KOM TIL BOKSNINGhellip
  • for English see the comments below RSDAG i dag erhellip
  • for English see the comments below NYT P BLOGGEN hellip
  • GODMORGEN Jeg sparker dagen igang med en smoothie  Dagenhellip
Personlige indlæg

Kemo-dag & planlægning

22. april 2016

På fredag er det kemo-dag

.

Normal vis plejer det at foregå således: Min mand kører os til Århus, han tager med ind til lægesamtalen, han sidder hos mig mens kemoen løber igennem mine åre, bagefter går vi en lille tur og måske får vi endda en is (har en ide om, at kemoens bivirkninger mindske, hvis jeg får frisk luft – & en lille is), til sidst køre vi hjem, og jeg bliver puttet på sofaen med dyner og masser af omsorg  ♥
Én gang har min mand været forhindret, og her gjorde min mor et fremragende stand-in.


Men, men, men… næste kemo-behandling vakte pludselig logistik problemer.


Nu på mandag skal min mand til grænselandet for at jobbe. Her skal han være i en uge og kan derfor ikke tage med til næste Kemo-dag. Tænkte, at min mor kunne tage med i stedet. Desværre er hun blevet skadet, og kan derfor ikke køre bil.
What to do then???

Jeg kun jo ikke selv køre bilen hjem (kemoen gør mig sgu alt for døsig og svimmel) – jeg kan knap nok køre derhen (pga. min dårlige fod). Hm….
Og så kommer det store dilemma: Jeg er ikke særlig god til at bede om hjælp! Hvad nu hvis jeg er til besvær? Eller tænk, hvis folk ikke kan sige nej, og hjælper trods for de måske ikke har tiden, overskuddet eller andet?


Jeg har været vant til at klare mig selv, så at bede om hjælp, kan være rigtig svært!


Min mand ved, at jeg ikke bare beder om hjælp, så han ringede til sin mor. Hun skal arbejde den fredag, og kunne ikke finde nogle til at tage sin vagt.

Hm…..

Jeg nåede så til den konklusion, at jeg ville stå MEGET tidlig op, og benytte mig af offentlig transport  (det slår vel ikke nogen ihjel?).
Så min plan var: Bybus -> tog -> bybus -> Aarhus universitetet hospital___ kemo___bybus -> tog – bybus -> hjemme igen.

Kan godt se, at sådanne en dagsrejse ikke er optimal – og da slet ikke hjemturen.


Men suck it up princess!


Det var min mand bestem ikke enig i! Han pressede på, for at jeg skulle spørge nogle af mine venner om hjælp. Efter lang tids plagen fra hans side, begav jeg mig ud på usikker grund. Jeg bestemte mig for at bede om hjælp…..

Jeg ringer til min lillebror og fortale ham om dilemmaet. Og selvfølgelig vil min lillebror hjælpe! Han bor i Aarhus, så vi aftalte, at jeg selv kører til Aarhus, han tager bybussen til sygehuset, og derefter køre han mig hjem. For så selv at tage toget tilbage til Aarhus. Det er jo fantastisk med sådan en brormand ♥

I går ringede min veninde til mig. Hun bor også i Aarhus.  Hun spurgte, hvad jeg gør på fredag, nu hvor manden er i grænselandet. Jeg fortalte hende om planen. Min veninde synes, at jeg skal overnatte hos hende. Så kan jeg køre stille og roligt torsdag (og tage de pauser som min fod kræver). Hun synes jeg skal tage Chelsea  (hunden) med. Så kan vi alle tre hygge os torsdag. Hun vil passe Chelsea, mens jeg får kemo. Eller hvis jeg har brug for selskab, vil hun selvfølgelig underholde mig, mens jeg får behandlingen. Det er jo fantastisk med sådan en veninde ♥


Pludselig forsvandt logistik problemerne, og jeg har lært noget meget vigtigt; nemlig, at jeg har nogle dejlige mennesker i mit liv, der holder af mig, og som hellere end gerne vil hjælpe til! Sikke en skøn følelse!


Pointen med dette indlæg er vel bare; husk nu at bede om hjælp. Jeg kender ufattelig mange – syge eller ej – som har det svært ved at bede om hjælp. Hvorfor egentlig? Det værste der kan ske, er vel at man får et nej? Faktisk oplever man ofte det samme som jeg, nemlig at personerne omkring en hellere end gerne vil hjælpe ♥

Én ting er hvert fald sikker: Jeg skal blive bedre til at bede om hjælp.

Tak fordi du læser med!

Du er velkommen til at kommentere, like og dele

Følg mig også på

Snapchat: soes_trier facebook instagram

Follow my blog with Bloglovin

 

  • Svar
    Annette
    22. april 2016 den 20:36

    At bede om hjælp er svært. Kender det selv alt for godt. Man er så bange for at være til besvær, bange for et nej, bange for et ja for hvad nu hvis de ikke har tiden til. Men ja må nok hellere lære at spørge en gang for meget end slet ikke. ❤️

    • Kroniske-farver
      Svar
      Kroniske-farver
      22. april 2016 den 20:48

      Det er utrolig, at et “hjælp” kan være så svær at få ud over tungen

Skriv svar