- Er du her stadig i morgen, selvom det bliver hårdt?

I søndags inviterede Karla mig til vinterbadning i Vejle. Fedt manner! Problemet var bare: Hvordan formår jeg at komme hele vejen til Vejle, bruge nogle timer i en sauna, nogle sekunder i koldt vand og komme hjem igen UDEN at være fuldstændig ødelagt?

Løsningen: Anders! Han var chauffør (og bare rolig; han sad ikke i bilen og ventede mens jeg legede viking. Han mødtes med en kammerat imens).

Fordi jeg har en fantastisk mand, vil jeg lige gengive en meget gammelt indlæg. Gengive det fordi, det stadig er sandt. Og fordi det er ét af mine yndlings indlæg.



Er du her stadig i morgen, selvom det bliver hårdt?

- Det sagde min mand ja til, og for det, er jeg ham så evig taknemlig.

Dette indlæg vil jeg gerne dedikere til min (super)mand. Var det ikke for ham, er jeg ikke sikker på, at jeg stadig stod på mine ben.

Det er et indlæg, som har været svært at skrive. Det er nemlig drøn svært at finde de helt rigtige ord til at beskrive de stærke følelser jeg rummer for min A.

Jeg vil gerne fortælle, hvorfor min mand er en vaskeægte supermand og min helt i hverdagen:


Han stadig står stadig ved min side! Dengang alvoren af min sygdom gik op for mig, sagde jeg, at han skulle overveje, hvorvidt han ønskede at være en del af det her sygdom ræs eller ej. Jeg gav ham muligheden for at sige fra. Jeg gav ham muligheden for at leve sit eget liv. Et liv med muligheder frem for begrænsninger. Et liv uden sygdom. Jeg forstod, hvis han blev nødt til at forlade mig. Jeg forstod, hvis han ikke ønskede at være en del af det. Men han blev. Og det er jeg ham så evig taknemlig for.

Han får mig til at grine. Selv når jeg er i mit værste humør, kan han sige eller gøre noget, som får mig til at skraldgrine og glemme, at jeg egentlig var sur og ked af det.

Han sidder sammen med mig om natten. Jeg har haft søvnløse nætter. Nogle gange fordi jeg haft så ondt, at jeg ikke har kunnet være i min egen krop. Andre gange fordi jeg har spekuleret og været ked af det. De nætter står han op. Han sætter sig på sofaen sammen med mig.

Nogle gange snakker vi, andre gange sidder vi i tavshed. Side om side.

Når jeg får dårlig samvittighed over, at han er stået op, og jeg (igen) formår at ødelægge en nats søvn for ham, siger han bare, at han vågnede - af sig selv - fordi han skulle nat-tisse, og nu kan han alligevel ikke sove.

Han tager med til samtlige lægeundersøgelser og var med til alle kemobehandlinger. Selv med skifteholdsarbejde og – for tiden – alt for meget overarbejde, finder han stadig tid til at tage med til samtlige undersøgelser. Nogle gange sover han kun et par timer efter nattevagt, for derefter at stå op for komme med på sygehuset.

Han slapper af sammen med mig. Jeg bruger mange timer på sofaen. Egentlig vil jeg hellere være social, ordne ting i hjemmet eller arbejde på et projekt. Før jeg blev syg, havde jeg altid gang i (for)mange projekter. Som situationen er nu, kan jeg bare ikke have gang i alle de projekter. Jeg hader det. Jeg føler mig doven!

Min supermand véd, at jeg hader det. Han har derfor indført ”A-og-S-sofa-tid”. Her dropper han sine egne projekter og sætter sig sammen med mig. Vi snakker, ser Netflix eller kigger ud i luften. Men vi gør det sammen. Det er lykkes ham at gøre noget negativt til noget hyggeligt.

Børn. Inden jeg blev syg, var vi i fertilitetsbehandling. At jeg blev syg, har ikke gjort børnedrømmen nemmere. Jeg har – pga. kemobehandling - fået fjernet en æggestok, og jeg må slet ikke blive gravid, førend min sygdom har været i ro i minimum ½ år og jeg ikke længere er afhængig af immundæmpende medicin. Så vi har indset, at børn er noget, vi skal være HELDIGE for at få. At få børn er et af hans (og mine) største ønsker.

Derfor: At han vælger mig fremfor muligheden om et muligt familieliv med en anden. Det er for mig ægte kærlighed!

Han er tålmodig. Jeg lider af såkaldt brainfog (det føles som en sky i hjernen, der reducerer min evne til at tænke klart). Jeg ved ikke, hvor mange gange det er lykkedes mig at glemme aftaler, glemme hvad han lige har fortalt mig, glemme halvdelen af det jeg skulle handle ind, glemme hvor jeg har lagt ditten og gjort af datten.

Jeg skriver ALT ned, og alligevel formår jeg at glemme. Nok fordi, jeg glemmer at kigge på min huskeliste.

Men han kører gerne en ekstra tur i supermarkedet. Han fortæller gerne samme historie igen. Han trøster mig gerne, når jeg bliver sur over, at jeg igen ikke kan finde ud af at strukturere min kalender. Han gøre det hele nemmere for mig.

Han hjælper mig med mine projekter. Det er ikke gået helt op for mig, at jeg ikke kan det samme længere. Derfor har jeg en tendens til at få startet et projekt (for meget) op, og midt i projektet bliver jeg drænet for energi. Men han hjælper mig - med alle projekter! Han læser mine blogindlæg igennem. Når mine fingre gør ondt, skriver han for mig. Han færdiggjorde de højbede, jeg gik i gang med for 100 år siden. Og sådan kan jeg blive ved…

Han gav mig sin dyne. Da jeg var i kemobehandling vågnede jeg ofte – kamp svendene – og min dyne var gennemblødt. Så gav han mig sin egen dyne, og tog selv et tæppe. Dagen efter vaskede han sengetøjet og hængte min dyne til udluftning.

Han synes jeg er sexet. Hvilket er ret imponerende. For når man er syg, er man jo ikke ligefrem verdens mest attraktive. Alligevel fortæller han mig – dagligt – at jeg er den smukkeste og lækreste hustru, en mand kunne ønske sig.

Et kæmpe boost til min indre gudinde!

Han er en husmor, en kok, en husejer, en hundelufter, en ægtemand, en alt mulig mand. Og dette er altså ved siden af hans fuldtidsarbejde.


Ham A! Han er en vaskeægte supermand! Min helt i hverdagen.

Det er så her, jeg sidder med en knude i maven og en klump i halsen: Alt det han gør for mig! Jeg er bange for, at jeg ikke kan slå til?

Kan min mand blive ved med at holde til det her? Og værst af alt; har jeg ødelagt hans liv?

Bare tanken om, at han kunne leve et bedre liv uden mig, at jeg er en klods om hans ben, at jeg begrænser ham. De tanker gør ondt. Virkelig ondt. Jeg elsker min A, og jeg ønsker, at han skal få det bedste ud af sit liv. Ville hans liv være bedre uden mig?

Han siger, at jeg er ALT det, han behøver.

Jeg vælger at tro på ham – det bliver jeg nødt til! Jeg bliver nødt til at tro på, at jeg giver ham lige så meget igen, som han giver mig. Jeg bliver nødt til at tro på, at et liv med sygdom ikke er et liv med begrænsninger, men et liv med muligheder – det gælder bare om at finde dem.

Jeg er sikker på, at sygdomsforløbet har gjort vores forhold mere robust. Kan vi klare det her, kan vi klare ALT

Jeg ved, at vi klarer det!

Jeg vælger at tro, at han får det bedste ud af sit liv, når han er sammen med mig.

- og fordi han kan få mig til at tro det, er han i sandhed en vaskeægte helt.


Har du en superhelt i din hverdag?

Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Zinna,
Hvor er det et fantastisk smukt indlæg. Hvor det dejligt I har hinanden - og læg mærke til jeg skrev at I har hinanden og ikke at du har ham. For han har jo også brug for dig❤️ Jeg håber og ønsker for jer at I en dag får jeres største ønske opfyldt😘
www.happycrappylife.dk
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tak Zinna!😘 Og du har ret VI har hinanden
nouw.com/kroniskefarver
bentejakob
bentejakob,
Sådan en mand har jeg også.Og damn...når de der tanker kommer.Uhhh...jeg prøver at fortælle mig selv at det er ok. Smukt indlæg💖
nouw.com/bentejakob
kroniskefarver
kroniskefarver,
Tror det er det bedste at fortælle sig selv, at det er okay! Og dejligt, at du også har en ❤️
nouw.com/kroniskefarver